Siden min bog om slow living udkom i september sidste år, er der nogle spørgsmål og kommentarer, som har mødt mig rigtig mange gange. Folk siger ofte noget i retning af:

Jeg vil gerne sænke tempoet, men det er desværre umuligt. Mine forpligtigelser i forhold til arbejde, familie og de faste udgifter gør, at det bare ikke kan lade sig gøre.

Eller:

Det lyder fint, men slow living kræver, at jeg siger mit job op, sælger huset og flytter til en ødegård i Sverige og begynder at dyrke mine grønsager selv.

Eller:

Samfundet går i stå, hvis vi lever langsomt.

Det er naturlige indvendinger, og for få år siden ville jeg måske have sagt noget lignende. At leve et langsomt liv er ikke nødvendigvis nemt i en travl og hurtig tid. Det kræver, at vi træffer valg og prioriterer vores tid på en måde, der går mod de normer i samfundet, der dikterer tempo, effektiviseringer og produktivitet for produktivitetens skyld. Til gengæld tror jeg på, at vi ville få et mere bæredygtigt samfund med mere kvalitet i arbejdet og mindre sygefravær.

Faktisk er jeg overbevist om, at det kan lade sig gøre at leve lidt langsommere i en helt normal dansk hverdag. Jo, man kan godt flytte op på en ødegård eller sige jobbet op, og hvis det er det, man drømmer om, så skal man endelig gøre det. Samtidig tror jeg også på, at mindre kan gøre det. Her er 10 veje til en langsom hverdag, du kan rumme i din tilværelse, som den er lige nu.

10 pejlemærker for en langsom hverdag

1) Lad være med at skynde dig

Det første og det grundlæggende. Det er som om, at travlhed er blevet en værdi i sig selv (de fleste reagerer faktisk negativt, hvis man til et middagsselskab siger jeg har ikke så travlt for tiden, og laver ikke så meget), men det er en ufrugtbar vej. Sandheden er, at både vores arbejde og relationer lider under travlheden. Det vi gør, bliver simpelthen mindre godt, når vi skynder os. Gør derfor det modsatte: Giv dig selv tid nok til at gøre dine opgaver færdige og til at føre dine samtaler til ende på en god og rolig måde. Fokusér på én ting ad gangen og tag den tid du har brug for, inden du går videre til det næste.

2) Acceptér, at du ikke kan få det hele

Vi er blevet opdraget til at sætte lighedstegn mellem mere og bedre. Flere penge, flere ting, større boliger, hurtigere biler og flere aftaler i kalenderen, bliver ofte betragtet som tegn på succes. I mellemtiden bliver man bare mere travl, stresset og ender med at føle en eksistentiel tomhed. Hvad skal det til for, spørger vi? Det langsomme liv er nemmere at realisere, hvis vi tør sige til os selv, at det ikke er nødvendigt hele tiden at søge det næste fix. At vi ikke behøver mere af det hele. Nøjsomhed er ikke bare en dyd, det kan også gøre vores tilværelse mere overskuelig, enkel og balanceret.

3) Gør absolut ingenting

Skal vi absolut gøre noget hele tiden? Hvad med hver dag at tage dig tid til at sidde stille i din yndlingsstol? Du behøver ikke straks at finde et blad at læse i, en telefon at kigge på eller en podcast at lytte til. Det er fint bare at være til. Måske vil du opleve, at når du på denne måde skruer ned for støjen og tempoet omkring dig, kommer du til at lytte mere til din egen stemme. Måske fortæller den dig noget vigtigt?

4) Sov mere

Mennesker er forskellige, og vores søvnbehov kan variere individuelt, men der er én ting, der i hvert fald ikke er individuel: Behovet for at få tilstrækkelig søvn. For nogle kan det være 7 timer hver nat og for andre 9 timer, men lige meget hvad, er det af stor betydning, at du får sovet nok. Jo bedre du har sovet om natten, jo bedre vil dine dage også blive. God søvn giver mere energi, mental balance og – som utallige forskningsundersøgelser har vist – et bedre fysisk helbred. Derfor er det vigtigt, at du prioriterer din søvn – få flere input til bedre søvn i denne tekst.

5) Ryd op i din kalender

I dette radioprogram taler værten, tidligere minister Manu Sareen, om, hvordan han har lagt sin tilværelse om, så den i dag er mindre travl. Det indebærer, at han har det princip, at han aldrig laver mere end 3 aftaler pr. dag. Hvor snittet skal lægges, varierer fra person til person, og der er selvfølgelig forskel på, om en aftale er på 30 minutter eller 4 timer, men grundprincippet er godt. En kalender skal aldrig fyldes til randen. Det giver stress og dårlig kvalitet i din hverdag. Er din kalender overfyldt, så tag et grundigt kig på den og ryd op i den – ligesom når du luger ukrudt i et blomsterbed. Selv har jeg i denne uge haft tre aftaler hen over ugens syv dage. Det er ikke alle uger, der er sådan, men jeg nyder det virkelig, når det kan lade sig gøre.

6) Fra FOMO til JOMO

Du kender sikkert udtrykket FOMO, som står for Fear Of Missing Out. Til gengæld ved jeg ikke, om du kender dets pendant JOMO, Joy Of Missing Out? I en tid hvor tempoet, ikke mindst på de sociale meder, kører i overgear, er der altid, noget vi kan gå glip af. Uanset hvor hurtigt vi løber, hvor mange likes, vi giver, hvor mange beskeder på Messenger, vi læser, eller hvor mange begivenheder, vi melder os til, kan vi aldrig nå det hele. Det kan føre til stress og frustration. Gå i stedet en anden vej: Glæd dig over det, du ikke når. Nyd den tid, du får, frem for den tid, du giver.

7) Lad en del af din tid være analog

Den eksplosion der er sket i digital information og kommunikation i de seneste år, har kraftigt accelereret vores tempo. Der er så meget at følge med i og tjekke op på, ligesom eksplosionen fører til en uheldig sammenblanding af arbejdsliv og privatliv. Sent om aftenen og tidligt om morgenen kan vi tjekke, om chefen har skrevet. Det er ikke godt for nogen, heller ikke chefen. Det er nemt at sige, men svært i praksis at lægge telefonen fra sig. Jeg har selv gjort det til en vane at gå en tur i naturen hver dag, hvor jeg ikke har telefonen med. Så ved jeg, at jeg ikke kan blive forstyrret så længe, og jeg nyder den distraktionsfri tid. Du kan få flere ideer til at leve analogt i denne tekst.

8) Tag afsted i god tid

Kender du fornemmelsen af at styrte ud ad døren og være på vej til en aftale? Være i sidste øjeblik? Det giver uro og stress i hele kroppen. Det er bedre at stå lidt tidligere op om morgenen, komme afsted i god tid og tage den med ro undervejs. Så vil du heller ikke reagere så meget, hvis der er kø i trafikken på motorvejen, eller dit tog er forsinket på grund af signalproblemer ved Roskilde Station (begge dele er ret sandsynlige…).

9) Gå en langsom tur, sid på en bænk

I en nytårstale for snart halvandet år siden talte Dronning Margrethe om betydningen af at gøre noget unyttigt. Jeg er ikke specielt royal, men det er godt set, og jeg er fuldstændig enig. Mange af os lever en tilværelse, ikke mindst i arbejdslivet, hvor alting skal måles, vejes og dokumenteres. Det er ufrugtbart, og det udløser et pres. Det får os til at løbe hurtigere, men vi er ikke sikre på, at den retning vi løber i, er den rigtige. Gå i stedet ned i en park, sæt dig på en bænk i solen, nyd forårssolen. Lad være med at måle og dokumentere noget. Måske er det unyttigt, men giv dig selv lov til bare at være til stede i øjeblikket. Dagdrøm lidt, hvis du føler for det.

10) Giv din uforstyrrede tid til andre

De fleste er enige om, at tid er en vigtig ressource. Det er bare ikke altid, at vi behandler tiden, som den værdifulde ressource, den er. Det gælder både vores egen tid, men også den tid, vi deler med andre. Er du fuldt til stede, når du er sammen med familie, venner eller kolleger? Er du helt optaget af jeres samtale, af det I gør sammen, eller ligger der en telefon i hånden eller nogen bekymringer i baghovedet? Begge dele er normale, men det er sundt at være opmærksom på, om vi kan give vores tid til andre på en mere uforstyrret og fokuseret måde.

Der er ikke en, men mange veje til et langsomt liv

Disse 10 veje er pejlemærker til et langsommere liv, som du kan implementere i din hverdag. Der er utvivlsomt flere veje at gå, men jeg tror ikke, at du har brug for mere. Der er ingen grund til at gøre det enkle kompliceret. Derimod er der en afsluttende, vigtig pointe:

Der er ikke rigtige og forkerte måder at leve langsomt på. Vi behøver ikke at flytte til ødegården i Sverige eller stå op klokken fem om morgenen for at dyrke yoga, hvis vi ikke føler for det. Begge dele kan være rigtig fine, og hvis de passer til dig, skal du endelig gå videre med dem. Det afgørende er dog, at du finder din egen vej til slow living. Den, der føles rigtig for dig, og som giver dig tid og overskud til en hverdag med tid til det, der er vigtigt for dig.


Lån slow living gratis på e-reolen

Bogen Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening giver en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse og dens filosofi. En række essays indrammer, hvad slow living egentlig er for noget, mens den sidste halvdel af bogen giver et væld af konkrete og praktiske råd til, hvordan du kan sænke tempoet og leve et liv med tid til det vigtige. Du kan købe bogen hos saxo.com og andre førende boghandlere, eller du kan låne den gratis i 30 dage på e-reolen. Det gør du lige her.

Slow living bog