Forleden deltog jeg i et sparringsmøde for selvstændige iværksættere, hvor der både var god stemning og mange gode diskussioner. Vi fik konkluderet, at det traditionelle kaffemøde var en død sild (helt ærligt, gider du at holde flere møder, og har du overhovedet tid til det?), og vi var helt enige om, at vi virkelig ikke bryder os om at skulle sælge vores produkter, selvom det er en ret smart ting at gøre, når man er selvstændig…

Ved sparringsrundens afslutning fik vi mulighed for at stille et spørgsmål, som vi gerne ville have et umiddelbart og spontant svar på. Jeg spurgte de dygtige mennesker om dette:

Hvis der var noget, du gerne ville have 5 konkrete tips til, hvad skulle det så være?

Det slående var, at alle svarede nogenlunde det samme. Der kunne være forskellige formuleringer, nogle brugte ordet produktivitet, andre ordet motivation, men i essensen var spørgsmålet det samme:

Hvad gør man de dage, hvor man bare ikke orker at arbejde? De dage, hvor man har mere lyst til at ligge på sofaen og se en god serie på Netflix frem for at køre videre i hamsterhjulet?

Det er ikke alle opgaver, vi har lige meget lyst til

Det traditionelle svar er, at man skal fokusere på det, der giver en glæde, og som man føler er meningsfuldt i sit arbejdsliv. Det er heller ikke noget dårligt svar, for det siger sig selv, at jo mere vi bruger vores tid på noget, som vi godt kan lide, jo mere motiverede vil vi føle os. Dermed bliver vi også mere produktive.

Imidlertid er der også dage, hvor vi ikke alene er uoplagte, men hvor den sværm af opgaver, der er foran os, bare ikke er af en karakter, der giver os særlig megen glæde. I mit eget arbejdsliv har jeg stort set aldrig motivationsproblemer, når jeg skal skrive. Det gælder uanset, om jeg skal skrive blogposts, på et nyt manuskript eller hjemmesidetekster. Samtidig er 20 Skridt jo også en virksomhed med CVR-nummer, så af og til skal jeg lave bogføring, momsregnskaber, sørge for sikkerhedsopdateringer og lignende.

Dét kan jeg godt have svært ved at føle mig motiveret for!

Jeg tror, at vi alle sammen har sådanne typer rugbrødsarbejde. Om det er mails, der skal besvares, tal, der skal tastes ind i et Excel-ark, et møde man virkelig ikke orker, og som man bare ved, at der ikke kommer noget ud af…

Det er her, vores motivation bliver presset. Måske er det en dag med mange af denne type opgaver, og vi føler, at de skygger for det, vi i virkeligheden helst vil bruge vores tid på. Samtidig har vi måske sovet dårligt, muligvis har det været en umulig morgen derhjemme, og det kan være, at morgentrafikken er håbløs, eller vores cykel er punkteret.

Så er det, at vi virkelig ikke gider. Så er det, at vi ikke kan komme i gang.

5 enkle tips til at komme i gang, når du VIRKELIG ikke gider

Problemet er, at de dage, der skal vi i gang alligevel – hvad enten vi bryder os om det eller ej. Så hvad kan du gøre på sådanne dage?

Du kan prøve at starte med disse 5 enkle tips:

1) Hør, læs eller se noget inspirerende

Okay, bogføring, rutineprægede e-mails eller kedelige møder er ikke inspirerende, men kan vi bruge 10 minutter om morgenen på at læse, høre eller se noget inspirerende, inden vi går i gang, så giver det energi til resten af dagens arbejde. Det kan være 10 minutter af din yndlings-podcast, en motiverende video på Youtube eller nogle sider i en god bog, der sætter dine tanker i gang. Eksempelvis brugte jeg et kvarters tid hver morgen i sidste uge på at læse lidt i denne bog af Søren Ulrik Thomsen, og det gav mig nogle nye perspektiver på livet, og som gjorde resten af dagen mere til at gå til.

2) Bryd rutinerne

Det kan godt være, at du har en dag foran dig med opgaver, du ikke orker eller har lyst til, men du ved, at de skal løses. I så fald bliver det ikke nemmere, hvis du forsøger at gøre det samme, som du plejer. Kan du i stedet flytte til en ny plads – bare et par timer – for at udføre arbejdet? Stå op, hvis du plejer at sidde ned eller omvendt? Drikke te, hvor du sædvanligvis drikker kaffe? Selv den mindste forandring, fornemmelsen af, at der sker dig noget nyt, kan være motiverende.

3) Lov dig selv en belønning ved dagens afslutning

Har du nogen guilty pleasures? Det har vi alle sammen. Mine er at spise is og se superhelte-serier på Netflix. Kan du sige til dig selv, at du må nyde disse ting, når arbejdet er gjort? At love dig selv en belønning eller en præmie kan være motiverende på grå og regnfulde onsdage.

4) Få det overstået!

Der er ikke ret mange af denne type opgaver, der bliver bedre eller sjovere af at blive trukket ud. Tværtimod er det modsatte tilfældet, og mange af os har en tendens til at udskyde de kedelige opgaver eller overspringshandle, når vi skal i gang med dem. Det gør det værre, for derved kommer opgaverne til at fylde mere i vores hoved, end de gør i virkeligheden. Få dem i stedet overstået så hurtigt som muligt. Luk ned for alle distraktioner, især de digitale, og prøv at sætte tempoet op. I så fald oplever vi meget ofte, at de opgaver vi ikke føler os motiverede for, ikke tager så lang tid, som vi tror.

5) Spørg om hjælp

Vi er ikke så gode til det, for vi lever i en kultur, hvor der er fokus på tempo og på at præstere. Derfor glemmer vi at række hånden ud og bede andre om hjælp. Der er ikke ret meget, der bliver nemmere eller bedre af at blive gjort alene. Vi vil helst ikke fremstå sårbare og bede om noget, men i virkeligheden er det noget af det modigste og stærkeste, vi kan gøre. Kan du bede om hjælp, eller i det mindste klare nogen af dagens opgaver sammen med andre? Det vil motivere dig.

Husk det lange perspektiv

Der er selvfølgelig også mange andre motivationsstrategier, end de 5 tips herover, men det er i hvert fald nogle konkrete ting, der har hjulpet mig. En sidste ting, du kan huske på, er det lange perspektiv. At det, du skal gøre den enkelte dag, ikke er noget, du skal gøre resten af dit liv. Tværtimod kan du se det som en trædesten, et skridt på vejen. Hvis du tager det skridt – selvom du ikke har så meget lyst til det – så vil det føre dig tættere på din destination. Den destination, hvor du føler, at du er kommet et godt sted hen, som gør dig glad, og føjer mening til dit liv.