Er tilværelsen en dans på roser? Arbejdslivet et alpelandskab af højdepunkter? Gr du syngende hjem fra jobbet hver dag?

Hvis du svarer nej til disse spørgsmål, så er du ligesom mig – og de fleste andre. Af og til er det svært. Man støder på situationer, der kan være vanskelige at løse, og der kommer udfordringer, man helst ville være foruden.

En af de udfordringer er, når vi skal gennemføre en vanskelig samtale. En af de samtaler, hvor emnet kan være følsomt, personligt eller rummer kimen til konflikt.

Mange forskellige typer samtaler

Måske er man lærer, der skal have en samtale med en elev, der har problemer – eller med elevens forældre.

Det kan være, at man er leder og skal have en samtale med en medarbejder om et projekt, der er slået fejl.

Måske er man nødt til at afvikle en samtale med en kollega, som man er blevet uenig med eller ligefrem er i konflikt med.

Eller noget fjerde…

Fælles for disse samtaler er, at man hurtigt kommer til at gå rundt om dem som katten om den varme grød. Man vil helst undgå dem. De ligger som en nagende mavepine, og de går hurtigt hen og bliver lige så ubehagelige som en rodbehandling hos tandlægen.

Samtidig er de en uundgåelig del af vores job. Det er noget, vi alle sammen kommer ud for. Heldigvis er der konkrete ting, vi kan gøre og sige, der får os nemmere gennem samtalen.

8 konkrete ting, du kan sige i den svære samtale

1) Accepter, at det er svært og sig det højt. Ja ja, det er godt at være positiv, men lalleglade jubelidioter, er utroværdige og gør tingene vanskeligere.

2) Fokuser på det saglige. I svære samtaler kan følelserne hurtigt løbe af med os. Det er naturligt, men det bringer sjældent løsninger nærmere. Tværtimod risikerer man, at grave sig dybere ned i et hul.

3) Sig aldrig ”i det mindste.” Jeg har fået en aborti det mindste kan du blive gravid. Jeg dumpede opgaveni det mindste havde du fået en klar opgaveformulering fra mig. Jeg fik ikke den forfremmelse, jeg havde kæmpet så hårdt fori det mindste har du stadig et job. Der er NUL empati i den type svar, så tag og drop dem.

4) Sig ”jeg er glad for, at du fortæller mig det.” I de rigtig tunge samtaler, hvor man bliver præsenteret for meget dårlige nyheder eller særligt barske omstændigheder, skal man ikke komme op med noget genialt. Det er ofte mere ægte, og ærligt, at sige noget i retning af: Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige lige nu, men jeg er glad for, at du fortæller mig det.

5) Stil sokratiske spørgsmål – det skaber tryghed. Sokratiske spørgsmål er spørgsmål, man kun kan svare ja til, for eksempel: Vil du gerne have løst denne konflikt? Det er en metode, der stammer fra antikken, og du kan læse om andre klassisk inspirerede tilgange til tilværelsens og dens udfordringer her.

6) Tag udgangspunkt i Kaizen-metoden. Kaizen er en japansk metode til at skabe positive forandringen gennem helt små, men vedholdende skridt. I en svær samtale kan man måske spørge: Hvis vi nu skulle tage et skridt, bare et lille bitte museskridt, der kan føre os videre fra denne konflikt, hvad skulle det så være? Vi kan sjældent klare alle udfordringer i en enkelt vanskelig samtale, men vi kan komme lidt videre og bevæge os ind på et konstruktivt spor. Her er Kaizen en virkelig effektiv tilgang, fordi den fokuserer på næste, konkrete skridt.

7) Antag ikke og døm ikke. Vi er ofte hurtige til at antage noget om andre mennesker, især dem vi er uenige eller i konflikt med. Vi tillægger dem motiver, som vi i virkeligheden ikke aner, om de har. Vi ved ikke, hvilken morgen vores kollega har haft.

8) Lav en Ta-dah-liste ved samtalens slutning. To-do-lister ligger måske mere i tiden end ta-dah lister, men den sidste kategori er ofte langt mere konstruktiv. Kan I ved samtalens afslutning lave en fælles liste over alle de gode og positive ting, I nåede frem til i samtalens løb, vil I gå fra samtalen i en opløftet stemning. Det gør det videre forløb nemmere og mere håndterbart.

Der er selvfølgelig også andre strategier, man kan vælge, men disse otte forslag er et godt sted at starte, fordi de er enkle at implementere. Vil du have hjælp til at tackle flere af de svære udfordringer, er der konkret hjælp i denne bog. Du kan måske ikke løse alle problemer i den svære samtale, men du kan tage vigtige og meningsfulde skridt i den rigtige retning. Det har også værdi.