Har du fra tid til anden den her følelse af, at det kunne være rart, hvis tingene bare gik nemt?

Det har jeg i hvert fald, og følelsen var ret stærk her i januar oven på en hektisk december. Lægger man lige vintermørket, software-problemer og lidt problemer derhjemme oveni, kan det hele føles lidt sort. Så begynder man at skrive artikler om problemer eller planer, der ikke lykkes.

Jeg tror, at det er meget normalt, men hvis man ikke får vendt tankegangen, kan det hurtigt blive et mørkt efterår og en lang vinter. Heldigvis er der gode og enkle veje til at vende de negative tanker til noget mere opløftende. En af dem er at glemme de store ting og i stedet fokusere på de små.

Gør man det, så når man frem til en anden konklusion: at det hele ikke er så sort. Man kan for eksempel fokusere på de små ting, der giver glæde og mening i hverdagen. Det gjorde jeg over et par dage tidligere på ugen, hvor jeg skrev en liste i en notesbog. Listen kom til at bestå af 99 små ting, der giver mig glæde. Jeg håber, at den kan inspirere dig til at finde glæde og mening i det små.

99 små, men gode ting

1) Duften af en kop kaffe om morgenen.

2) En cykeltur gennem København.

3) Mindet om en rejse, jeg engang var på.

4) En god kebab på Nørrebrogade.

5) Min datter Cecilies glæde, når hun slår vejrmøller på en græsplæne.

6) At sidde i min lænestol og læse en god bog.

7) At høre Greta Thunberg tale.

8) At tørre stavet af i en vindueskarm og stryge en finger hen over en ren, hvis flade.

9) Duften af nyvasket sengetøj, der har hængt til tørre udenfor.

10) At lytte til Kacey Musgraves album Same Trailer Different Park.

11) At synge under bruseren.

12) At bygge et LEGO-hus med min søn Mikkel, mens vi spiser saltstænger og lytter til Tom Waits.

13) En sød mail fra en af Søndagslistens læsere.

14) At lytte til Beethovens violinkoncert.

15) At sidde på en sten og se ud over havet.

16) Kreativt arbejde – som at skrive en blogpost eller lave et flot, digitalt billede på canva.com.

17) At læse Time Magazine.

18) Følelsen efter, jeg har vasket gulvet. Duften af vådt træ og brun sæbe.

19) En fadøl en fredag eftermiddag med en god ven på Café Castro.

20) Se den ene fadøl blive til flere, mens snakken går, og mørket falder på.

21) At gøre noget, der går imod konventionerne.

22) Frokosten i mit kontorfællesskab på Amager.

23) Lyden af min hustru Kirstines åndedræt, når jeg lægger mig til at sove.

24) At sætte sidste punktum i en tekst, jeg har skrevet.

25) Udsigten over Kalvebod Fælled.

26) At se et fly stige op fra Kastrup Lufthavn og forestille mig at jeg selv sidder i det.

27) Fugletræk i oktober.

28) At støde på et begreb som slow teaching og forsøge at blive klogere på det.

29) Et godt spørgsmål fra en kursist eller studerende, jeg underviser.

30) Lysene i København.

31) Morgenmeditation ved hjælp af calm.com.

32) At sidde ved vinduet i et tog og se ud over Vejle Fjord.

33) At bide i en gulerod.

34) Duften i huset om eftermiddagen, når vi om morgenen har sat mad over i en slow cooker, og måltidet er ved at være klart.

35) En formation af skyer, der driver hastigt hen over himlen, mens det blæser kraftigt fra vest.

36) En uventet pause midt på eftermiddagen, hvor jeg lægger mig på sofaen og lukker øjnene et øjeblik.

37) Trætheden i kroppen efter en lang gåtur i frisk luft.

38) En kop te, mens regnen trommer på taget.

39) Et smil fra kasseassistenten i Rema 1000 på Asger Jorns Allé.

40) Solens farvespil og glimten i vandet.

41) Stilheden om morgenen.

42) En skål med skyr, honning og lidt koldskålscrunch.

43) Tanken om, at livet kan blive bedre.

44) En stille søndag på Ørestad Bibliotek, hvor min datter Cecilie drikker varm kakao og læser Anders And, mens jeg sidder med en iskaffe og en Star Wars-tegneserie.

45) De der naturbilleder på min pc-baggrundsskærm, der skifter hver dag.

46) At se filmen Lost in Translation for 17. gang.

47) At se filmen Døde Poeters Klub for 23. gang.

48) At genlæse Thorkild Hansens Et Atelier i Paris og reflektere over livet som ung mand.

49) At lave en god middag til vennerne, lade dem tage rødvin med og snakke, indtil timerne bliver små.

50) At læse gratis boguddrag på min Kindle.

51) Det lille bonsaitræ i vores vindueskarm derhjemme.

52) Sorte notesbøger fra Moleskine og at skrive i dem ned en Uni Ball Eye Fine Pen.

53) Stempelkaffe.

54) At gå på opdagelse i vores depotrum, finde gamle breve, tegninger og udklip. Fortabe mig i dem et par timer.

55) En god serie på Netflix, som Mindhunter eller Jessica Jones.

56) En søndag med vennerne på Brøndby Stadion, gerne med tid til en god, langsom snak i fanzonen før kampen.

57) At tage den med ro.

58) Når der er købt ind til vores husholdning for en uge ad gangen, og man ikke behøver at tænke på indkøb de næste seks dage.

59) At sidde i solen.

60) At bladre i et fotoalbum med min søn Mikkel og tale om rejser, vi har været på.

61) Smagen af thailandsk mad, især larb moo.

62) At bruge et par timer på et museum.

63) En god barbering.

64) En god klipning, der giver mig en følelse af at være yngre, lettere.

65) Den her billige, kølende øjenmaske fra Matas, som jeg for tiden bruger hver morgen.

66) Keramik, træ og organisk materiale i det hele taget.

67) At bladre i bogen Japonisme og få lyst til at leve et enkelt, asiatisk liv.

68) Få inspiration til alternative livsstile og boligformer i bogen Nomadic Homes.

69) At overføre 100 kroner til min opsparingskonto på June.

70) At sidde ved køkkenvinduet og se dagen lysne tidligt om morgenen.

71) Den der ting, jeg købte i Bangkok, der ved brug af et par dråber essentiel olie, får det til at dufte godt i stuen – den ligner lidt den her.

72) At dagdrømme.

73) At tænke ”jeg orker ikke”, gøre det alligevel og føle sig tilfreds bagefter.

74) Når folk optræder venligt og høfligt – og man selv giver høfligheden tilbage.

75) At sætte sko på plads i entréen.

76) Isvand med en skive citron.

77) At tegne det, jeg ser.

78) At bruge et par timer på at surfe hjemmesider som Tripadvisor, Lonely Planet og Hotels.com og drømme mig væk på eventyr.

79) At sige, at det er godt nok, som det er.

80) At sidde i et S-tog og lytte til en god lydbog lånt gratis på E-reolen – som denne veloplagte og kort fortalte danmarkshistorie.

81) Lyden af min søn Mikkels fodtrin, når han kommer ned ad trappen om morgenen.

82) Et par virkelig gode, trådløse høretelefoner, som også kan tjene som ørevarmere, når det bliver koldere i vejret.

83) At se et interview med Jürgen Klopp.

84) At stille den lille sult med en banan.

85) At plukke brombær og spise dem lige fra busken.

86) At skrive dagbog.

87) Følelsen, når jeg tager en pæn skjorte på.

88) At give en hånd med, når en nabo skal have flyttet en sofa.

89) At høre om nye, alternative politiske ideer, som Rutger Bregmanns realistiske utopier.

90) Følelsen mandag morgen, når jeg sætter mig ved et blankt skrivebord, klar til at tage fat på ugens arbejde.

91) Alle romaner af Paul Auster.

92) At lufte ud i soveværelset inden sengetid og sikre, at det er mørkt og køligt, inden vi skal sove.

93) Kronenbourg Blanc – en sommerøl, der også får mig i godt humør, når det er efterår.

94) At mærke oktoberblæsten i mit ansigt og føle, at blæsten tager alle mine bekymringer med sig.

95) At se fuldmånen stige op over hustagene.

96) At lægge benene op.

97) Gode samtaler og sparring med mennesker, der har de samme udfordringer og interesser som mig.

98) At ringe til en ven eller et familiemedlem, jeg ikke har talt med i lang tid.

99) At skrive en liste over de små ting, der gør mig glad.

Du kan lave din egen liste med små ting

Ovenstående liste er ustruktureret og de små ting, der giver glæde er placeret i helt tilfældig rækkefølge. Det lever jeg med, for mens jeg skrev listen, oplevede jeg noget interessant.

Jeg fik det bedre.

Der er meget at vinde ved at fokusere på de små ting, på de gode ting. Måske kan du lave din egen liste? Den behøver ikke at have 99 punkter, men jeg er sikker på, at den vil gøre dig bedre tilpas. Den kommer til at give dig glæde og se tingene i et mere positivt lys. Hvis du har lyst, er du meget velkommen til at dele den på 20 Skridts Facebook-side, men det er helt op til dig. God fornøjelse med at lave din egen liste over de små ting, der gør en forskel.


Søndagslisten

Gør som mere end 4.000 læsere og tilmeld dig Søndagslisten

* indicates required

Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit populære nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Der er mere end 4.000 tilmeldte, der læser med hver uge. Du kan være med ved at tilmelde dig i boksen herover.