At gøre vs. at være

At læne dig tilbage i en god stol. Tage et par høretelefoner på og lytte til noget musik, du holder af. Læse en god roman, en skål med lakridser på bordet ved siden af dig. At lukke øjnene og slappe af. Ikke rigtig at tænke på noget, ikke at skulle gøre noget.

Hvornår har du sidst gjort det? På denne måde taget en pause?

Vi har travlt. Vi har meget, vi synes, at vi skal nå, og hvis vi ikke når det, så føler vi os skyldige. Vi bliver i dårligt humør, hvis vi ikke foretager os noget – om det så blot er at tage telefonen frem, tjekke vores mail, nyhederne eller de sociale medier.

Måske skyldes det den hastighedskultur, vi lever i. Måske skyldes det vore egne ambitioner eller drive. Måske er det et pres, vi lægger på os selv. Men det er som om, at vi har glemt at holde pause.

Forskellen på at gøre og på at være

Det er en skam, for vi har brug for pauserne. De er nødvendige for, at vi kan være mest muligt for de mennesker, der betyder noget for os. For at vi kan gøre vores bedste arbejde.

Imidlertid er det som, at vi gør noget selv, når vi holder pause. Går vi en tur i skoven, skal vi helst lytte til en podcast, der udvikler vores kompetencer, mens vi går mellem træerne. Slapper vi af med Netflix, så sidder vi samtidig med vores telefon i hånden. Sidder vi i toget, kan vi lige afvikle et telefonmøde eller tage computeren frem og forberede en Power Point.

Jeg vil foreslå noget andet:

At vi i stedet for at gøre noget hele tiden, giver os selv lov til at være.

Blot være til stede i øjeblikket. Ikke konstant foretage os noget, men bare trække vejret langsomt. Vi kan læse en bog, hvis vi ønsker det. Drikke en kop te, men det er ikke noget, som vi skal. Først og fremmest handler det blot om at være.

Hvor ofte gør du noget? Hvor tit er du bare?

Kan du være lidt oftere? Gøre lidt mindre?

2018-04-03T08:13:10+00:00

About the Author:

Jeg hedder Ole, og jeg skriver bøger og holder foredrag om undervisning og om at leve langsomt. Indtil videre er det blevet til seks anmelderroste bøger, og der er flere på vej. Jeg tror på, at de små skridt kan gøre en forskel for os, hvis vi tør tage dem med vedholdenhed og konsistens. Privat er jeg gift med Kirstine, far til Cecilie og Mikkel, bor i Ørestad og tilbringer sammen med familien mindst en måned om året i Sydøstasien.

Leave A Comment