Bedre samarbejde med 5 små skridt

Har du også en leder, der forklarer dig, at alting vil gå meget nemmere på dit job, hvis du og kollegerne bliver bedre til at samarbejde?

Det er der ret mange ledere på ret mange arbejdspladser, der godt kan lide at sige.

Det er jo heller ikke forkert. Der er ikke ret mange, der synes, at samarbejde er en dårlig idé. Alle, både ledere, medarbejdere og dem midt i mellem (den sidste gruppe er et voksende lag i mange brancher) siger selvfølgelig, at samarbejde er en god idé.

Det, der derimod er spørgsmålet, er, hvad man gør, når hverdagen bliver presset? Hvor effektiviseringer, forandringer og stigende krav og tempo lægger pres på såvel den enkelte som på fællesskabet. Hvis man nu tænker:

Hvad nu, hvis jeg kun lige har overskud til at klare mine egne opgaver?

Så siger jeg velkommen i klubben. For ret mange er arbejdsdagen et spørgsmål om at overleve til klokken 16, arbejdsugen om at overleve til på fredag, årstiden et terrænløb frem mod næste ferie. Har man det sådan, kan det være svært at bidrage konstruktivt til samarbejdet på jobbet.

Det er lige præcis dér, hvor det, de kalder ”hverdagen” eller ”livet”, vælter ind over os, at det er svært at finde energien til samarbejdet. Samarbejdet kræver som regel overskud, og i travle perioder kan vi have en tendens til at trække os ind i os selv. Vi tænker, at det også er nemmere, hvis vi klarer tingene selv. I virkeligheden bør vi gøre det modsatte.

At vælge fællesskabet

Det er som de sang i 70’erne. Du er ikke alene. I travle perioder kan et fællesskab hjælpe dig, give dig ny inspiration, gejst og overskud. Et fællesskab kan hjælpe med aflastning, gøre at dit arbejde, uanset om du er underviser eller fodboldspiller, bliver bedre, og du kan få lidt tiltrængt luft.

Der er ret meget, der ikke er lykkedes for mig i 2016, men der er en ting, som har givet mig glæde, overskud og hjulpet mig til bedre resultater.

Det er at indgå i netværk, fællesskaber, og konstruktive samarbejder. Gennem disse har jeg det seneste halve års tid skrevet en ny bog, fået en ny hjemmeside, har været med til at etablere Center for dannelse, er kommet med i et netværk for selvstændige og har fået nogle virkelig spændende kursus- og foredragsopgaver. Det har givet mig glæde og overskud, og er alt sammen sket via samarbejde og konstruktive fællesskaber.

Det kan fællesskaber også give dig – altså det, der er værdiskabende for dig.

Jeg har også lært noget om fællesskaber. Nemlig at de kun fungerer, hvis man bidrager til dem, hvis man giver værdi til andre. Du kan gøre det i privaten, på dit arbejde og i alle mulige sammenhænge, men arbejdslivet, som ofte er det, der stresser, er et godt sted at starte.

Her er 5 nemme måder at give værdi til fællesskabet

1) Smil til en kollega hver morgen

Ja, også de morgener, hvor det er regnvejr og mørkt, og hvor dit humør ikke nødvendigvis er super, også til de kolleger, der sjældent smiler til dig – ja, smil især til dem.

Du vil blive overrasket over, i hvor høj grad smil smitter. De gør det på andre, på dig selv. Din dag bliver bedre.

2) Giv relevant materiale til en kollega

Er du underviser og har haft succes med et forløb, så giv det til dine lærerkolleger.

Sidder du på et kontor, og har en kollega, der slider med at få en rapport færdig, så giv hende de oplysninger og det materiale, der hjælper hende videre.

Husk bare en ting: Uanset branche og situation, så giv materialet uden at forlange noget til gengæld. Mærk i stedet glæden ved at give.

3) Stil konkrete forslag til mere smidige arbejdsgange, for eksempel i forbindelse med møder

Når man har travlt, så er det værdifuldt med meningsfulde idéer til, hvordan tingene kan gøres nemmere uden, at det går ud over kvaliteten. Vær så konkret med dine forslag som muligt.

4) Flyt om

En undersøgelse fra Lunds universitet i 2011 påviste, at medarbejdere på kreative arbejdspladser er sundere og trives bedre end medarbejdere på ikke-kreative arbejdspladser. Kan du, sådan helt uopfordret, flytte lidt rundt på tingene – uanset om det er et undervisnings-, arbejds- eller mødelokale, så indretningen i højere grad understøtter kreativ tænkning?

Dine kolleger vil blive overraskede, glade og føle sig bedre tilpas efter dit overraskende initiativ, der gavner jeres fællesskab.

5) Invitér en stille kollega på en kop kaffe

Det kan både være i kantinen eller efter fyraften på en café i nærheden. Giv ikke så mange grunde, men gør invitationen konkret. ”Skal vi tage en kop kaffe klokken halv fire på tirsdag?” er meget bedre, end ”Lad os drikke en kop kaffe ved lejlighed.” Det sidste er simpelthen for nemt at melde sig ud af.).

Du kan sikkert selv finde på flere eksempler på, hvad du kan gøre for at give værdi til fællesskabet. Hvis du gør det, så vil du opleve at få meget igen, og din oktober bliver bedre. Oktober er også en måned, hvor du med en ny bog i hånden kan få mere inspiration til at arbejde i fællesskaber.

En bog om samarbejde og fællesskaber

Lige nu ligger de trykklare filer på min nye bog 20 Skridt til bedre lærersamarbejde på et trykkeri i Viborg.

Bogen er skrevet sammen med rektor på ZBC, Martin Lasse Hansen Sieben, og ja, der var den igen, det med fællesskabet. Bogen er skabt i et værdiskabende samarbejde, og vi håber, at den vil give konkret inspiration til undervisere og ledere i uddannelsesbranchen. Der er mange små ting, man kan gøre for at give samarbejdet vind i sejlene, så vi alle oplever et bedre og mindre stresset arbejdsliv. Mange elementer i bogen kan også anvendes i andre brancher, for vi ser fællesskaber og det værdiskabende samarbejde som universelt og vigtigt.

Derfor glæder vi os også til at komme ud og fortælle om bogen og holde kurser om det gode samarbejde. Hvordan det foregår, kan du læse om her.

Vores udgangspunkt for bogen bliver det samme spørgsmål, som du kan stille dig selv med det samme:

Hvilket fællesskab vil du give værdi til i dag?

Besvar spørgsmål og foretag en – og kun en – konkret handling på baggrund af dit svar. Det vil gøre en forskel for andre, i sidste ende også for dig selv.

God fornøjelse med samarbejdet.

2018-03-09T13:07:42+00:00

About the Author:

Leave A Comment