Det handler ikke om penge – tre sætninger om konflikten

Så er vi her igen. I en konfliktsituation mellem arbejdsgivere og lønmodtagere i den offentlige sektor. Strejkevarsler er udsendt, og Sophie Løhde har som bannerfører for arbejdsgiversiden svaret benhårdt igen med en storlockout, der skal lægge Danmark ned. I forligsinstitutionen sidder Michael Ziegler og Jens Bondo endnu en gang og sender hinanden hadefulde blikke hen over forhandlingsbordet….

Vi hører Sophie Løhde sige, at vi ikke har ”råd til” at indfri lønmodtagernes krav. At de er krævende. Et ret vildt udsagn i en tid hvor der er fremgang på alle parametre i dansk økonomi, og regeringen i øvrigt ikke har haft problemer med at finde midler til skattelettelser, milliarddyre og helt usaglige udflytninger og milde gaver til erhvervsliv, landbrug og andre i dens bagland.

Et bredt flertal støtter op om denne tilgang. Bemærkelsesværdigt nok stiller Danmarks såkaldte arbejderparti sig entydigt på arbejdsgiversiden – akkurat som Corydon og Antorini gjorde det i forbindelse med lærerlockouten i 2013. Det kunne måske også antyde, at der er andet og mere på spil end med hvilken procent lønnen for hårdtarbejdende offentligt ansatte skal stige.

Velfærdsstatens kernetropper

Det handler om en dybere bevægelse i den offentlige sektor. Spørgsmålet er, om medarbejderne overhovedet kan finde mening med arbejdet og få anerkendelse for det, de gør?

Vi taler om de mennesker, der passer vores børn, syge og ældre. Om ham, der kører ambulancen ud til et hjerteanfald klokken tre om natten. Om hende, der hjælper misbrugeren på plads i en ny bolig. Om dem, der skifter bleer, laver det tunge sagsbehandlingsarbejde i en kommune eller som laver de rygbrækkende tunge løft på et plejehjem.

Vi taler om dem, der bogstavelig talt tørrer andres lort op.

Det er også de medarbejdere, der de seneste år er blevet ramt af en lang række krav om at løbe hurtigere og effektivisere i én uendelighed. Det er de lærere, der blev kørt brutalt over for fem år siden. Det er de medarbejdere i kommuner, regioner og stat, der har skullet implementere nye it-systemer, er blevet afkrævet dokumentation for deres produktivitet, og som har skullet omstille sig til en lang række nye arbejdsgange.

Det har de så gjort. Implementeret. Omstillet sig. Løbet hurtigere. Uden at komme ud af stedet.

Nu får de så at vide, at de er krævende. At der ikke er råd til at anerkende dem for deres arbejde.

Hvad konflikten egentlig handler om

Så jo, lønnen er en del af konflikten – sådan vil det altid være, når vi taler overenskomster, men noget dybere er på spil.

Det handler om anerkendelse.

Offentligt ansatte er blevet mødt med alle disse krav og meget lidt anerkendelse de seneste år. Nu udtrykkes der endnu engang mistillid til deres virke, og igen vil de blive kørt over af en stærkere, mere brutal magt. Det afføder stærke reaktioner.

Det handler om forandrings-træthed.

I de seneste år er en byge af reformer og forandringer skyllet hen over den offentlige sektor, og det har presset mange medarbejdere til det yderste. Nu orker de ikke mere, og for alt for mange handler jobbet om at overleve til på fredag. Det øger samtidig behovet for at sætte foden i og stå fast i en overenskomstforhandling. De tænker, at nu kan det være nok.

Det handler om indflydelse på eget arbejdsliv.

Den tredje sætning om de underliggende mekanismer bag konflikten, er en konsekvens af både manglende anerkendelse og af forandrings-trætheden. Den handler om, at man ikke længere føler, at man har tid nok til kerneydelsen, til det vigtige i jobbet. Mange medarbejdere føler ikke, at de længere har indflydelse på deres arbejde. På hvordan det tilrettelægges. De bliver gjort uselvstændige i systemets iver efter at jagte den næste forandring. Det er totalt demotiverende.

Et Danmark i balance?

Et af regeringens slagnumre er ambitionen om et Danmark i balance. Den balance påstår man så, at man kan skabe ved at flytte Dansk Sprognævn til Odense eller ved at totalsmadre Det Økonomiske Råd. Det har andre kommenteret begavet på, men for mig at se er der en anden balance, der er en langt større udfordring for vores samfund.

Det er den ubalance, der er mellem de mennesker, der sidder i Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen og ser verden gennem et Excel-ark, og de mennesker der arbejder i en vuggestue få hundrede meter væk fra Slotsholmen og ser verden gennem et barns øjne.

Det er ubalancen mellem den karrierepolitiker, der har været dygtig til at knytte forbindelser og er blevet minister i en ung alder, og som aldrig har stået foran 25 børn i et klasselokale eller skullet hjælpe en pensionist i bad, og så den lærer, der står klar til at trøste de grædende børn, der kommer ind fra 10-frikvarteret.

Det er de grupper, der ikke taler sammen, som ikke forstår hinanden. Det er disse ubalancer, der er årsag til konflikten.

Er der en vej frem?

20 Skridt plejer ikke at handle om politik eller overenskomster. Tværtimod. Det plejer at handle om de små skridt, vi kan tage lidt ad gangen for at opnå mere mening og perspektiv i en hektisk hverdag. Spørgsmålet er så, hvilke skridt, man kan tage i denne situation?

Helt ærligt? Jeg ved det ikke. Sophie Løhde, Michael Ziegler og Moderniseringsstyrelsen kommer ikke til at flytte sig en tøddel. Lige nu føles det mest meningsfulde skridt, man kan tage at være skridtet hen til sofaen. Der kan man give sig i kast med at se den nye sæson af den fremragende amerikanske serie Homeland. Måske kan man også græde lidt.

Og så: Måske skulle man som offentligt ansat klappe sig selv på skulderen og tænke på alt det gode, man gør for andre mennesker hver eneste dag? Og endnu vigtigere: Rose sine kolleger for alle deres meningsfulde handlinger. Måske endda give et venligt nik til den mellemleder, der er udspændt i krydspresset mellem medarbejdere på den ene side og en direktion eller et politisk niveau på den anden?

Holde fast. Stå sammen. Det er det mest meningsfulde skridt, man kan tage lige nu.

Og lige til sidst, en disclaimer:

Som forfatter og foredragsholder er jeg selvstændig og derfor hverken strejke- eller lockout-varslet. Jeg har således ingen økonomiske interesser på spil i denne sag.

2018-03-09T18:56:47+00:00

About the Author:

Leave A Comment