En opskrift på at realisere dine drømme

Vi har alle sammen noget, vi drømmer om. Noget, som vi gerne vil.

  • Måske vil vi gerne gå på deltid på vores arbejde.
  • Måske drømmer vi om at lære spansk.
  • Måske vil vi gerne bygge vores eget hus – eller renovere vores lejlighed.
  • Måske drømmer vi om at skrive en bog.
  • Måske er det, vi allerhelst vil, at flytte på landet og lade storbyens larm og jag bag os.
  • Måske drømmer vi om at tage orlov i seks måneder og begive os ud i verden med en rygsæk.
  • Måske kan vi godt tænke os at blive selvstændige, åbne vores egen café med hygge, god stemning og duften af cappuccino og friskbagte muffins.
  • Måske drømmer vi om noget helt ottende.

Uanset, hvad vi drømmer om, så er der to ting, som er vigtige at konstatere:

Vi kan indfri vores drømme.

Det er ret sjældent, at vores drømme bliver indfriet.

Vi lykkes ikke med det, vi drømmer om

Mens vi drømmer om at lære spansk, rejse til Patagonien eller at åbne en café, sker der det, at livet passerer forbi. Vi står op, smører madpakker og kører gennem morgentrafikken, mens efterårsregnen siler ned. Dagene går. De bliver til uger, måneder, år. Vi har det udmærket, men vi kommer ikke til Patagonien. Det ledige butikslokale bliver udlejet til en anden. Det bliver ikke til din café, men til en butik, der reparerer smartphones og sælger opladere og covers til iPads.

Det er ikke så underligt. Tværtimod er det meget normalt, og vi kan heller ikke forvente, at alle vores drømme bliver indfriet. Sådan er livet ikke. Jeg har både drømt om at blive astronaut, skuespiller og professionel fodboldspiller. Jeg ved godt, at de drømme ikke bliver til noget.

Men der er andre af mine drømme, der er blevet til noget. Jeg er blevet forfatter, jeg rejser til Asien mindst en gang om året, og jeg er kommet til at bo et sted, som jeg holder af, og som jeg føler tilknytning til.

Hvordan kan det være, at nogle drømme bliver til noget, mens andre ikke gør?

Det handler om at give op

Der er en række gængse råd, som vi ofte hører, når vi får at vide, hvad der skal til for at indfri vores drømme. Det handler om at arbejde hårdt, man skal prioritere sin tid bedre, man skal skille det væk, som man ikke kan lide, så der bliver mere tid til at arbejde med det, som man godt kan lide.

Der er ikke noget i vejen med den slags råd. De er bare ikke nok. Hvis du virkelig vil indfri dine drømme, er det ikke tilstrækkeligt at skille det fra, som du ikke kan lide for i stedet at bruge tiden på at forfølge dine drømme. Det kan være en god start, men det gør det ikke alene.

Hvis du vil indfri dine skal du ikke bare skille det væk, som du ikke kan lide. Du skal også skille det væk, som du godt kan lide.

Det er her, det begynder at blive svært. Vi er komfortable. Vi udvikler vaner, som får os til at slappe af, og som gør os godt tilpas.

Det vi elsker, det vi giver op

Lad os tage et eksempel: Jeg kan godt lide at se fodbold. Faktisk elsker jeg at ligge på sofaen og se Champions League en onsdag aften. Kampen slutter imidlertid først henad 23, og før jeg får børstet tænder, læst i en roman og falder i søvn, kan klokken sagtens blive lidt over midnat. Samtidig drømmer jeg om at skrive en bog om mine rejser i Asien. Hvis jeg står op klokken 5 om morgenen og skriver, kan jeg nå at skrive halvanden time på den bog – altså arbejde på at indfri min drøm – inden resten af familien vågner.

Det kan jeg imidlertid kun, hvis jeg opgiver fodboldkampen aftenen før, så jeg sørger for at komme ordentlig tid i seng. Jeg må altså opgive noget, jeg godt kan lide for at indfri min drøm.

Det kan være, du elsker din bil eller din store bolig med en dyr husleje. Du holder af en biograftur med veninderne, hvor I går på en restaurant først og spiser en god middag, Du synes ikke, at du kan undvære den daglige take away kaffe eller afslapningen med Netflix hver aften.

Det er alt sammen gode ting, men de fører dig længere væk fra at realisere dine drømme. For at gøre det, kan det være nødvendigt at ofre noget af det, du elsker.

Tænk på det gode, der kan ske

Det er det, der er vanskeligt. At vi nogle gange skal ofre gode ting på kort sigt for at nå vores drømme på lang sigt. Vi synes, vi fortjener den hurtige lykke, men vi glemmer, at den ofte kommer på bekostning af den lange lykke. Hvis vi i stedet tænker på de gode ting, der kommer til at ske for os, hvis vi lykkes med at indfri vores drømme, kan det være en stærk motivationsfaktor. Så bliver det nemmere at opgive det, som vi godt kan lide. Tænk på, hvordan det vil være den dag, du står i Patagonien med rygsækken på skuldrene, den dag du åbner dørene til din café for første gang, den dag din bog bliver udgivet. Det motiverer og holder dig i gang.

Derfor er der et spørgsmål, der står tilbage:

Hvad, som du rigtig godt kan lide, vil du opgive i dag for i stedet at forfølge en drøm, du har?

Vil du have flere perspektiver på et andet liv med tid til dine drømme?

I denne video kan du høre mig fortælle lidt om min bog om slow living – og i øvrigt se hvordan der ser ud i mit køkken. Bogen er nu tilgængelig hos alle førende boghandlere.

 

KØB BOGEN HER

 

2018-09-26T08:47:24+00:00

About the Author:

Jeg hedder Ole, og jeg skriver bøger og holder foredrag om undervisning og om at leve langsomt. Indtil videre er det blevet til seks anmelderroste bøger, og der er flere på vej. Jeg tror på, at de små skridt kan gøre en forskel for os, hvis vi tør tage dem med vedholdenhed og konsistens. Privat er jeg gift med Kirstine, far til Cecilie og Mikkel, bor i Ørestad og tilbringer sammen med familien mindst en måned om året i Sydøstasien.

Leave A Comment