Det kom. Det længe ventede, eftertragtede guld.
I august vandt Pernille Blume guld i 50 meter fri. En stor oplevelse foran skærmen, nærmest rørende. Mindre end en time senere steg hun ned i svømmebassinet igen og vandt endnu en medalje sammen med tre andre dygtige svømmere. Fantastisk.
Store sportspræstationer ser vi mange af – især i disse uger – men der er noget særligt ved Pernille Blumes, som gør den værd at opholde sig ved.
For mindre end et år siden havde hun mistet lysten til svømning. Motivationen var der ikke, hun orkede ikke mere.
Hun tog en pause, var væk i tre måneder, kom tilbage med ny glæde ved svømningen. Hun prøvede sig selv af på en ny distance, trænede hårdt og kulminationen på den historie så vi, da hun grædende og overlykkelig steg op på medaljeskamlen, så Dannebrog stige til tops og hørte nationalsangen gjalde ud over det fyldte stadion.
I interviews efter præstationen nævnte hun konsekvent, at hun op til og under løbet havde følt sig glad og afslappet, mens hun tidligere havde været meget nervøs. Hun nød det, og hun svømmede sit livs løb.
Jeg hæfter mig ved pausen. At melde sig ud i tre måneder mindre end et år før konkurrencen, burde være opskriften på en stensikker olympisk fiasko. I stedet endte det med en triumf.
Hendes pause er imod tidsånden. Vi oplever i dag et magtfuldt triumvirat, lad os kalde dem presserne, bestående af politikere, finansministeriets regnedrenge, Dansk Industri og tilsvarende organisationer, ledere i det offentlige, indflydelsesrige kommentatorer og andre med nem adgang til medierne, der alle siger det samme.
Presserne fortæller os, at vi skal arbejde mere, længere, være mere produktive, udskyde pensionsalderen, undgå sygemeldingerne.
Presserne ville sige til en gymnasieelev, at hendes karaktergennemsnit er meget vigtigt, og hun skal arbejde hårdt for at at løfte det.
Presserne ville sige til samme elev, at når hun havde fået huen på, så skulle hun endelig ikke slappe af, men søge ind på en videregående uddannelse med det samme – og hun i øvrigt ikke skulle vælge efter interesse, men efter de nationaløkonomiske fremtidsudsigter, som presserne ser dem.
Presserne ville fortælle hende, at hun skulle skynde sig gennem studiet, så hun kunne få sig en fast stilling og gøre karriere hurtigt.
Presserne ville forklare, at der på hendes arbejdsplads sandelig ikke var nogen, der var stressede, men at medarbejderne blot havde “travlt”.
Presserne ville sige til hende, at hun skulle skynde sig tilbage på jobbet efter en sygemelding.
Presserne ville insistere på, at hun skulle udskyde sin pension.
Presserne ville aldrig nogensinde have sagt til Pernille Blume, at hun skulle tage tre måneders pause fra svømning kort tid før OL.
Presserne ville aldrig sige til os, at vi skulle tage pauser, se verden eller forfølge vores passion. Det ville ikke passe med deres regneark.
Vi skylder alle sammen Pernille Blume tak for ikke bare en stor oplevelse foran skærmene, men for at minde os om pausens betydning. For at give os en påmindelse om, hvad det kan betyde for os at sænke tempoet, trække vejret og reflektere. Hvordan det kan have afgørende betydning for vores liv.
Vi præsterer ikke bedre, når vi er under pres, og alt skal gøres op i målinger og tal. Vi præsterer bedst, når vi har hovedet med, er i ro, føler passion for det, vi gør, og nyder det. Det er den stik modsatte vej af pressernes vej. Det er det, Pernille Blumes guld fortæller os.
Tak til Pernille og de øvrige dygtige svømmepiger for at huske os på det.
Og tillykke med guldet.
Læg en kommentar