Kender du det her med, at du har en plade chokolade liggende i køleskabet?

Du forsøger at gøre det til en vane at spise et enkelt stykke hver aften. På den måde kan den lækre chokolade holde hele ugen.

Det, der sker, er, at du er træt en tirsdag aften, og det ene stykke bliver til to, tre, fire. Det smager dejligt, og inden du ser dig om, er pladen væk. Du har brudt din vane.

Der er et alternativ til vaner

Nu er der ikke noget galt med at spise chokolade, tværtimod, men hvis du eksempelvis gerne vil undgå sukker, spise sundere eller undgå snacks inden sengetid, er det selvfølgelig et problem, hvis du kommer til at bryde den vane, du gerne vil udvikle.

Og det kommer til at ske. Det gør det for os alle sammen. Vi har intentioner om at have gode vaner, men vi kommer til at bryde dem, hele tiden. Det gør vi, fordi vi er mennesker. Fordi hverdagen ofte spænder ben for alle vores intentioner.

Derfor kan det være godt at have et alternativ til at kæmpe med vanerne. Det alternativ er et system.

Vaner vs. systemer

Et system er, at du slet ikke køber den plade chokolade i første omgang. Hvis du ikke har den liggende i køleskabet, så skal du heller ikke kæmpe med fristelsen den tirsdag aften. Du skal ikke kæmpe med vanerne. Systemet sikrer dig derimod, at du lykkes med det, du gerne vil (leve sundere, undgå snacks inden sengetid af hensyn til din nattesøvn, spare penge på dagligvarer osv.).

Systemet vinder.

Et system er at afinstallere Facebook-app’en på din telefon i stedet for at sige til dig selv, at du kan gøre det til en vane at være på Facebook 10 minutter om dagen.

Et system er at have så få ting i dit hjem, at du ikke behøver at gøre det til en vane at rydde op en halv time hver aften.

Et system er ikke at have oksekød i din fryser, så du ikke behøver at kæmpe med at gøre det til en vane at leve en lille smule mere klimavenligt.

Et system er altid at have en roman liggende på dit sengebord, så du ikke falder for fristelsen til at tage din telefon med i seng.

Et system er at sælge bilen og tage cyklen på arbejde i stedet for at kæmpe med at gøre det til en vane at cykle to gange om ugen.

Kan du finde på flere eksempler, der passer til din egen hverdag?

Hvad vælger du?

Der er ikke noget galt med vaner. Jeg har selv interesseret mig meget for vaner, været begejstret for denne bog om vaner og talt meget om vaner på mine foredrag gennem årene. Lykkes vi med at udvikle gode vaner, er det kun godt. Det kan gøre en stor positiv forskel i vores liv.

Imidlertid har jeg også lært, at det her med vaner er svært. Det er vanskeligt at holde fast i at ændre vaner over tid. Det hjælper at tage små skridt ad gangen, men vi ender ofte med den tirsdag aften, hvor vi bryder vanen, og vi har svært ved at komme på sporet igen.

Har vi derimod først sat de rette systemer op i vores dagligdag, bliver det nemmere. Så er der ikke så meget, vi skal kæmpe med. Vanerne kommer af sig selv, hvis systemerne er sat rigtigt op.

Hvilket system kan du sætte op i dag?

Vil du have flere ideer og tanker om dagligdagen?

Så er bogen Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening lige noget for dig. Den kan købes både som trykt bog og som e-bog, og i bogen får du blandt andet en introduktion til langsombevægelsen, der er et godt eksempel på et system, vi kan sætte op i vores liv. Endvidere indeholder bogen en lang række praktiske tips til at sænke tempoet i en travl hverdag. Se mere om bogen her.

Slow living forside