7 vildt gode pointer fra bogen ”Fire tusind uger”

Matematikken er ret enkel.

Hvis du bliver omkring 80 år gammel, så har du rundt regnet fire tusind uger til din rådighed. Det er den tid, du har.

Det lyder jo af meget, men virkeligheden er, at tiden går hurtigt. Den har det med at forsvinde, som drivende skyer på himlen. Det er ikke ligegyldigt, hvad du bruger din tid på. Tid er din vigtigste ressource.

Lige præcis det er afsættet i Oliver Burkemans fine bog, Fire tusind uger – Timemanagement for almindelige dødelige. I dag deler jeg de vigtigste pointer fra bogen med dig. Jeg håber, de vil sætte tanker i gang hos dig, ligesom pointerne har gjort det hos mig.

Bogen, der trækker på kendte filosoffer som Martin Heidegger, er kritisk over for den moderne kapitalisme. Ifølge Burkeman gør den os angste og nervøse. Den driver os til at blive bange for, at vi ikke har tid nok til det hele. Alle de ting, vi skal købe, alle de ambitioner, vi skal indfri. Kapitalismen får os til at udnytte vores tid, kompetencer og ressourcer, så vi kan maksimere profit – for os selv eller for andre.

Det er ikke holdbart, for det gør os besatte af produktivitet. Af at skulle nå mere og opnå mere på kortest mulig tid. Det får os til at jagte genveje og ”life hacks,” der ikke føjer reel mening og værdi til tilværelsen, men i stedet efterlader os tomme og overfladiske.

Det er det udgangspunkt, der fører os til de 7 pointer.

1) Du vil aldrig kunne kontrollere din tid

Burkeman peger på, at tidsfokus, tidsoptimering og tidsudnyttelse er moderne opfindelser, der kom med industrialiseringen. Stenalderens jægerfolk eller middelalderens bønder var ikke ligefrem optagede af deres personlige produktivitet. De bekymrede sig ikke, om de havde tid nok. Der var ikke nogen, der gik med ur eller registrerede deres arbejdstimer i et system, andre skulle tjekke.

I dag har vi alle mulige produktivitetssystemer, fra arbejdsgange på jobbet til smarte apps, der hævder at gøre os mere produktive.

Men systemerne gør os nervøse og angste. Vi fokuserer på det, vi ikke når. I virkeligheden hjælper de os blot til at blive effektive til de ting, der ikke er vigtige og meningsfulde. For eksempel leder det at besvare mails blot til endnu flere mails, der skal læses og besvares. Burkeman understreger:

Vi er den begrænsede tid, vi er på jorden. Det er denne endelighed, der definerer vores eksistens.

Det er som om, at vi forsøger at undgå eller ignorere dette faktum. I stedet skynder vi os gennem livet, søger distraktioner eller fortaber os i trædemøllen uden at standse op og overveje, om vores retning i livet er den rette.

2) De valg, du træffer, om hvad du vil bruge din tid på, indebærer fravalg

Det her er en virkelig god pointe. Det er som om, at vi tror, vi skal nå det hele. At det er det, der kræves af os for at være succesfulde.

Det er det ikke. Tværtimod skal vi beslutte, hvad vi ikke vil. Det er ikke nogen dårlig ting. For dig personligt er det et udtryk for, at du vælger at bruge din tid på det, der betyder mest for dig. Du skal ikke prøve at nå alting. Tværtimod skal du betale dig selv med tid. Det gør du ved at prioritere det vigtige og vælge det uvæsentlige fra.

Et led i denne proces er ifølge Burkeman også, at du bliver bedre til at spilde din tid og overspringshandle. Det er naturligt at gøre det, og spildtid hjælper dig ofte til at se klarere og reflektere over det vigtige og det uvigtige i dit liv.

3) Lav kun et projekt ad gangen

Udgangspunktet for Burkemans bog er de fire tusind uger, du kan forvente at have til rådighed, men i realiteten er virkeligheden en anden. Der har du ikke fire tusind uger at gøre godt med. Du skal sove, og der er alle mulige pligter, gøremål og distraktioner – ikke mindst de teknologiske distraktioner.

Hvis du vil bruge din tid meningsfuldt så undgå distraktionerne fra sociale medier og andre digitale tidsrøvere. De har ofte en negativ indflydelse på, hvordan vi ser verden, og vi er påvirkede af dem efter, vi har været på. De bliver den linse, vi ser verden igennem.

Drop den linse. Gå en anden vej. Fordyb dig i projekter, som er meningsfulde, som giver dig glæde, og som føjer værdi til verden. Fordyb dig i det, undgå distraktioner og gør det færdigt, inden du bevæger dig videre til det næste.

4) Lev i øjeblikket – ikke i fremtiden

Det er indgroet i mange af os, at vi gerne vil planlægge fremtiden. Det giver en følelse af kontrol, men det er en falsk følelse. Lige meget hvor meget, du prøver at planlægge din fremtid, så kan du ikke kontrollere den. Uventede ting sker, og jo mere du binder dig selv til planlægning, jo hurtigere bliver du angst og stresset, når livet kaster en af sine snubletråde ud.

Derfor: Planlæg mindre! Tænk på Hofstadters lov. Den siger groft sagt, at den tid vi planlægger at bruge for at udføre en opgave eller nå frem til et bestemt resultat, altid er mindre, end den tid vi ender med at bruge. Planlægningen og troen på, at vi skal være færdige på et bestemt tidspunkt efter at have brugt et bestemt antal timer, fører til et helt unødvendigt pres.

Giv i stedet det enkelte øjeblik al din fokus. Vær til stede. Lige nu.

5) Drop tankegangen ”når jeg en dag…”

Det her er et farligt mindset. Vi siger til os selv, når jeg endelig møder den rette / tackler mit mentale helbred / får styr på arbejdsmængden begynder livet for alvor.

Jeg har sagt den slags til mig selv mange gange, og det er ret dumt. Du kommer til at have et imaginært punkt ude i fremtiden som pejlemærke. Et punkt, der kun bliver til virkelighed, hvis sol, måne og stjerner står helt rigtigt, og du er heldig og tålmodig og heldig en gang til.

Din tid er bedre brugt på at forholde dig til der, hvor du er i dag. Det menneske, du er i dag. De konkrete handlinger, du kan foretage i dag.

6) Fyld ikke din fritid med produktive aktiviteter

Burkeman henviser til en bog, der er skrevet tilbage i 1962, og det var virkelig en øjenåbner for mig. Allerede dengang advarede forfatteren Walter Kerr i sin bog The Decline of Pleasure om farerne ved, at vi gør vores fritid til et projekt. At vi i stedet for at slappe af og lade batterierne op fylder vores fritid med produktive aktiviteter.

Og helt ærligt: Det er ikke fordi, det er blevet bedre på de sidste 60, er det?

Måske bruger vi fritiden på at deltage i sociale arrangementer, der har til formål at udvide vores professionelle netværk. Vi renoverer huset, starter et bijob, træner til et maratonløb. Vi glemmer at slappe af.

Der er ikke noget i vejen med fritidsaktiviteter, men vælg en hobby, du elsker, eller brug din tid sammen med dem, du elsker. Det er det, der beriger dit liv. Se dig selv som en del af kosmos i stedet for at være produktiv og målrettet i din fritid.

7) Gør din telefon så kedelig som muligt

Den sidste pointe er kort, klar og meget konkret.

Gør din telefon så lidt attraktiv som muligt.

Vælg gråskala i stedet for farver, slå alle notifikationer fra, slet så mange apps som muligt, hav nul sociale medier på din telefon og sæt den på flytilstand, allerhelst i et andet rum.

Anskaf dig en god e-bogslæser i stedet for at læse bøger på din telefon. Jo mindre tillokkende du gør din telefon, jo mindre tid vil du bruge på den, og jo mere tid vil du bruge på de ting, der giver dig glæde, og som er meningsfulde.

De fire tusind uger og dig

Den afsluttende konklusion er enkel. Du har cirka fire tusind uger.

Hvad vil du bruge dem på?


Mere inspiration: Podcasten “Det langsomme menneske”

Jeg har været en tur i Radio4 for at medvirke i udsendelsen Det langsomme menneske med forfatteren Henrik Tingleff som vært. Det blev til 50 minutters samtale om slow living, at holde en langsom ferie og hvad det kan gøre af gode ting for os som samfund, hvis vi skruer farten ned. Du kan lytte til udsendelsen på din foretrukne podcast-platform eller på dette link.


Søndagslisten

Gør som mere end 4.000 læsere og tilmeld dig Søndagslisten

* indicates required

Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit populære nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Der er mere end 4.000 tilmeldte, der læser med hver uge. Du kan være med ved at tilmelde dig i boksen herover.

2022-07-16T12:18:13+00:00

About the Author:

Jeg hedder Ole, og jeg skriver bøger og holder foredrag om undervisning og om at leve langsomt. Indtil videre er det blevet til otte anmelderroste bøger, og der er flere på vej. Jeg tror på, at de små skridt kan gøre en forskel for os, hvis vi tør tage dem med vedholdenhed og konsistens. Privat er jeg gift med Kirstine, far til Cecilie og Mikkel, bor i Ørestad og tilbringer sammen med familien mindst en måned om året langt fra Danmark.

Leave A Comment