Det enkle liv. En tilværelse, der ikke er for kompliceret. En hverdag, der ikke er tynget af lange to-do-lister og komplicerede beslutninger, der skal træffes. Et liv, hvor der er lige præcis det, der skal være, og det, du behøver, hverken mere eller mindre.
Det lyder ret godt, ikke sandt?
Der er gode ting ved simple living-livsstilen og det ukomplicerede liv. Selv stræber jeg efter at leve langsomt og enkelt, men tilværelsen har det med at lægge sine snubletråde ud, så i nogle perioder lykkes det bedre for mig end i andre. Det er okay, for det er sådan livet, er.
Hvad jeg dog også ved, er, at når det lykkes at holde tingene enkle, så oplever jeg det her:
- Mere ro.
- En følelse af at ”have sig selv med.”
- Mere overskud til at være noget for andre.
- Mere fordybelse, for eksempel til kreative projekter.
- Bedre overblik.
- Færre, men bedre beslutninger, der er nemmere at træffe.
Det er ikke så tosset, men hvordan kommer du i gang? Hvordan undgår du, at intentionerne om et simple living-liv, ikke ender som et stort livsstils- og livsforandringsprojekt, der tager pusten fra dig?
Jeg tror, svaret ligger i de konkrete handlinger. De små skridt, du kan tage hver dag. Det, der er til at gå til, og som ikke kræver, at du bruger en masse tid, penge og kræfter. I dag får du 9 praktiske forslag til ting, du kan gøre, der hjælper dig til et mere enkelt liv. Det er handlinger, jeg selv griber til, når tilværelsen begynder at blive kompliceret. Jeg har glæde af dem, og det håber jeg også, du vil få.
1) Skriv mails på maksimalt 5 sætninger
Når du vil leve mere enkelt, er det en god idé, at du sætter små dogmeregler op for dig selv. En af de mest effektive er den her:
Du må aldrig skrive mails på mere end fem sætninger.
Det er et simpelt princip, der har to fordele. For det første kommer du til at spare tid – tid, du kan bruge på noget mere spændende end at skrive mails – og for det andet, så bliver du bedre til at fokusere på det vigtige. Når du kun har fem sætninger til rådighed, så skal du skære ind til benet og fokusere på dit hovedbudskab. Det kan du bruge i mange sammenhænge, ikke kun når du skriver mails.
2) Spis kun 7 ting på en uge
Fra supermarkedernes hylder, over take away-tilbud til restauranter og de madvarer, du allerede har liggende derhjemme, har du et væld af muligheder. Det er uoverskueligt. Din tilværelse bliver mere kompliceret af det, og ofte ender du også med at bruge flere penge, end du behøver
Hvorfor ikke gå en anden vej og holde det enkelt? Hvorfor ikke sige, at du i næste uge kun spiser syv ting? Det kan for eksempel være:
- Rugbrød.
- Kartofler.
- Kikærter.
- Gulerødder.
- Æbler.
- Hakket oksekød eller plantefars.
- Chokolade.
Du kan supplere med de krydderier og olier, du har i køkkenet i forvejen. Drik kun vand, kaffe og te.
3) Mediefrit døgn
Det er vigtigt at følge med i, hvad der foregår i verden – ikke mindst i alvorlige tider som disse. Men du behøver ikke følge med i det hele tiden. Får du en overdosis af nyheder, sociale medier og input fra andre medieplatforme, risikerer du, at din hjerne koger over. Det er kompliceret, hvor du gerne vil have det enkelt.
Tag derfor et mediefrit døgn, for eksempel en gang om ugen. Verden går ikke under, fordi du holder 24 timers pause fra den. Til gengæld får du en chance for at fordybe dig i kreativt arbejde, dyrke meningsfulde relationer eller komme ud i naturen.
4) En ind – to ud
Denne idé fandt jeg hos den amerikanske forfatter og blogger, Leo Babauta, på hans fine blog Zen Habits. Ideen følger et meget enkelt og meget effektivt princip, der med tiden vil give dig et simple living-hjem helt af sig selv.
Hver gang du køber en ting, så skiller du dig af med to andre.
Køber du en ny elpisker, går du ud i dit køkken og finder to ting, du ikke har brug for mere, og som du afleverer til genbrug. Køber du en ny bog, finder du to gamle bøger i reolen, som du giver videre. Henter du en app til din telefon, sletter du to andre apps. Køber du en T-shirt, finder du to stykker tøj i din reol og afleverer dem i den nærmeste tøjcontainer.
Smart, ikke?
5) Tøj i 3 farver
Vi bliver lige i garderobeskabet. Det kan også blive en kompliceret affære. Du kan gøre det mere enkelt ved at holde dig til tre eller måske fire grundfarver. Selv har jeg kun mørkeblåt, sort, brunt og hvidt i mit garderobeskab. Det gør det enkelt, når jeg skal have tøj på om morgenen, og det sikrer, at de enkelte dele matcher hinanden.
Savner du farver? Lad bælter, tørklæder, tasker og sko være det, der føjer farve til din garderobe. Det er ikke strengt nødvendigt, men noget du kan vælge at supplere med.
6) Afinstallere apps
Det er ikke kun vores hjem og vores arbejdsliv, der er blevet kompliceret. Det er vores digitale liv i høj grad også. Der er så mange muligheder, så mange smarte apps, der kan alt muligt.
Men har du brug for dem, når det kommer til stykket?
Software- og appudviklere er dygtige til at opfinde behov, som vi ikke vidste, at vi havde. Og når vi ikke tænkte, at vi havde brug for en app, før vi hørte om den eller så en reklame for den, så var det måske, fordi den i virkeligheden ikke var så vigtig? Gå din telefon og computer kritisk igennem og slet alle unødvendige apps.
7) Drop et måltid 3 dage om ugen
Den her er ikke for alle, men hvis du ligesom mig fra tid til anden tænker, at der er behov for et vægttab, så er det her en simpel metode. Den er lidt en antitese til de mange komplicerede og besværlige diæter, der findes, og som ikke ligefrem gør livet enkelt.
Du dropper enten morgenmad, frokost eller aftensmad tre gange på en uge. Måske springer du morgenmaden over mandag og torsdag, og du kan droppe frokosten lørdag. Det er det hele.
På et år bliver det til 156 måltider, som du springer over. Det er rigeligt til, at det kan mærkes.
8) Tre-kassers-oprydning
Den her fandt jeg også på Zen Habits. For mange er et vigtigt skridt i rejsen mod et enkelt liv at få ryddet op derhjemme og skåret ned på rodet og alle de der ting, man har liggende, men som i bund og grund er unødvendige. Imidlertid kan det være en uoverskuelig proces, og der hjælper den her metode.
Hvis du skal rydde op i en skuffe eller et skab, så tag tre kasser, som du kan lægge tingene i. Den ene kasse kalder du smid ud, den anden for giv det væk og den tredje for måske.
De to første kasser giver sig selv. Når du har klaret dem, så tager du fat på måske-kassen. Den går du igennem og finder ud af, hvad du vil gemme. Det, der er til overs, kan du lægge i en af de to andre.
9) Identificér det vigtige. Eliminer resten
Den sidste idé er et overordnet spørgsmål, som du kan tage stilling til. I sin kerne er det i virkeligheden det, som simple living går ud på.
Kan du identificere det, der er vigtigt for dig? Kan du eliminere resten?
Når du er klar på, hvad der i virkeligheden er vigtigt for dig, hvad der giver dine dage mening og glæde, så er du også mere bevidst om, hvad der er unødvendigt fyld i din tilværelse. Det kan du skære væk, måske ikke på én gang, men skridt for skridt.
Simple living er en rejse
Sådan. Det var 9 konkrete forslag, som du kan tage til dig. Vær tålmodig. At bevæge dit liv i en langsom retning er ikke noget, du gør på én gang. Det er en rejse, du løbende bevæger dig ud på.
Hvis du vil godt afsted på den rejse og give dig selv et kærligt skub fremad, så er de 9 forslag herover et godt sted at starte. Du kan begynde lige om lidt.