Har du hørt denne fortælling?

To munke var på en lang vandring. De kom til en flod med en rivende strøm. Ved bredden stod en kvinde, der ikke selv kunne krydse floden. Den ene af munkene tog hende op og bar hende over på den anden side.

De to munke gik videre. Den ene blev ved med at tale om episoden med kvinden ved den brusende flod. Han sagde igen og igen:

”Det går virkelig ikke! Vores orden forbyder os at have kontakt med kvinder. Du rørte hende, tog hende i dine arme og bar hende over. Hvad vil resten af vores orden ikke sige? Hvad vil du gøre? Det er jo helt galt.”

Den anden munk svarede:

”Det var mig, der hjalp hende over floden, men der er dig, der stadig bærer rundt på hende.”

Hvad bærer du med dig?

Jeg tror, at historien vækker noget i os, som vi kan genkende. Det her med at vi bliver ved med at bære rundt på noget, der kan tynge os ned. Noget, som er sket, og som vi ikke kan gøre noget ved, men som gør os frustrerede. Vi bliver irriterede som munken i fortællingen, måske stressede eller ligefrem angste. Det er som om, at vi ikke kan slippe det. Det kører rundt i hovedet på os. Tankerne myldrer frem, når vi ellers prøver at falde i søvn om aftenen. Vi taler om det og udtrykker vores frustration over for vores partner, kolleger, venner. Det er noget, der er fortid, men det bliver siddende forrest i hjernen, og det præger vores dage.

Vi har en rygsæk, som vi bærer rundt på, og den er ikke kun fysisk.

Det er en vigtig pointe, at det er en del af livet. Det er normalt. Vi har alle perioder, hvor vi som munken i historien, ikke kan slippe noget i fortiden. Vi skal ikke slå os selv i hovedet, når vi har det sådan. Hvad vi derimod kan gøre, er at overveje, hvordan vi tackler sådanne situationer, hvordan vi finder en konstruktiv vej ud af de negative tankemønstre.

Når rygsækken bliver for tung

Problemet er, at tankemønstrene kan tynge os ned. De hæmmer os. Nogle gange betyder de, at vi ingen vegne kommer. Tænk på munken i fortællingen: Han har været så optaget af sin irritation, at han ikke har set, de smukke landskaber de gik forbi, efter de passerede floden. Måske fik han ikke lyttet til fuglenes sang eller beundret bjergene i det fjerne, fordi han følte sin munkekollegas opførsel over for kvinden var forkert. Alt sammen på grund af noget, der var sket, som lå uden for hans kontrol, og som han ikke kunne lave om, hvor meget han end ønskede det.

Har vi det først ligesom den irriterede munk, er det vigtigt, at vi stopper op. Vi kan overveje, om vores tankemønstre er frugtbare, og om vi vinder noget ved at holde fast i dem. Det gør vi meget sjældent. Hvad vi stedet kan gøre, er at slippe det.

Jeg holder meget af det engelske udtryk let it go. Ikke kun på grund af denne fine sang fra en tegnefilm, som mine børn har set tonsvis af gange, men fordi det er sådan en god retningslinje for vores mentale helbred. Jo mere vi kan slippe, jo mere vi kan lade tingene gå, så de ikke fylder os med bekymringer og uro, jo bedre vil det være.

Det er ikke nogen nem øvelse, men det er noget, vi kan træne. Jeg tror, vi kan blive bedre til det. Det starter med refleksionen, at vi i det hele taget er bevidste om, at vi har denne rygsæk af mental bagage, som hæmmer os. Når vi kan se den, mærke at den er der, så kan vi også bedre håndtere den.

3 tips til at lade tingene gå

Jeg tror ikke på, at der er en mirakelkur eller et quick fix. Der er ikke nogen pille, man kan tage, der får alle bekymringerne og frustrationerne til at forsvinde med et snuptag. Men jeg tror på, at der er mentale strategier, som vi kan bruge, og som kan hjælpe os. Det handler meget om erkendelse, og du kan starte med disse tre tips:

1) Forstå, at der er forskel på det, du har, og det, du troede, du havde.

Nogle gange er virkeligheden en anden, end hvad vi havde forestillet os. Livet går ikke altid efter planen – faktisk er det meget sjældent, at det gør det – og det er helt okay. Hvis vi kan acceptere den situation, vi befinder os i lige nu, og at den ikke er den samme, som vi troede den ville være, så får vi et stærkere udgangspunkt. Munken i historien tog sit udgangspunkt i det, han troede, at han havde. Hans tanker bundede i, hvordan han syntes verden burde være, og hvordan hans kollega burde opføre sig. Det var ufrugtbart, førte til irritation og stress. Han havde vundet mere ved at tage afsæt i virkeligheden, som den var.

2) Acceptér, du ikke kan kontrollere andre

Det ville være dejligt, hvis vi kunne styre hvordan vores chef, partner, kolleger, politikerne og alle mulige andre opførte sig. Tænk, hvis de bare altid gjorde, som vi ønskede det? Det gør de bare ikke. Faktisk er det som om, at jo mere vi håber på en given adfærd fra vores omgivelser, jo mere vi vil kontrollere, jo mindre sker det. Det skyldes, at vi fokuserer alt for meget på, hvad andre gør og siger. Vores relationer har selvfølgelig stor betydning for os, og de kan gøre os ondt med det de siger eller gør, men i det øjeblik vi inde i os selv accepterer, at vi ikke kan kontrollere dem, så bliver vores rygsæk lettere. Så er det ikke længere som om, at vi bærer hele verden på vores skuldre.

3) Stop med at holde dig selv nede

Vi siger så tit til os selv, at det ikke kan lade sig gøre. At det er umuligt. At vi aldrig kommer til at slippe det, og den situation vi befinder os i, er en konstant. Det er den ikke. Ligesom planerne ikke holder og laves om, så kan vi flytte vores negative selvforståelse. Vi kan sige til os selv, at i dag er den dag, hvor vi krænger rygsækken af skuldrene og smider den på gulvet. At vi vil gå nye veje, måske leve et andet liv, og at det liv er muligt og realistisk for os. At det blot handler om, at vi skal tage det første skridt, begynde at gå.

Du kan lykkes med at slippe det, der tynger dig ned

Som nævnt er det ikke nemt at lade tingene gå, men de tre tips herover er en god start. Det kræver træning og øvelse, og der kommer tidspunkter, hvor vi falder tilbage i negative mønstre. Det er okay. Det er en del af rejsen. Hvis du giver dig selv lov til at være opmærksom på den mentale rygsæk, og hvad den gør ved dig, kan du også gøre den lettere. Du kan starte i dag. Er der én ting, som du kan smide ud af din rygsæk? Lige nu?