Du har fået spørgsmålet, da du var barn:

Hvad vil du være?

Da jeg var lille, ville jeg gerne være astronaut. Så blev jeg lidt større, og jeg ønskede at blive professionel fodboldspiller. Siden ville jeg gerne være arkitekt eller journalist, og til sidst endte jeg med noget femte.

Men der er et andet spørgsmål, som der ikke er nogen, der stiller dig.

Hvem vil du være?

Altså ikke hvad, men hvem. Ikke et spørgsmål, der er bundet op på titel, indtjening, status eller position i samfundet, men om hvilket menneske, du ønsker at være.

Det er der aldrig nogen, der har spurgt mig om. Hverken da jeg var barn, eller nu, hvor jeg er voksen. Det er tankevækkende.

Ikke at gøre, men at være

For at nå frem til det her med, hvad du skal være, kræver meget. Uanset, om du drømmer om at blive sygeplejerske, astronaut eller rocksanger, er der en masse, du skal gøre. At nå frem til den ønskede status kræver en masse arbejde, positionering og i mange tilfælde en god portion held. Det er noget, der ligger ude i fremtiden. Noget, du lærer, du skal stræbe efter. Og når du så frem til målet, får du at vide, at du skal stræbe efter noget nyt. Sætte nye mål, skue mod andre horisonter. Det er stressende.

Der er forskel på at gøre og på at være, ligesom der er forskel på hvem og hvad, du er. Jeg tror, du kan finde mere ro og balance i din hverdag, hvis du tør tage skiftet, fra hvad til hvem, fra at gøre til at være. Hvis du giver dig selv plads til at reflektere over, hvilket menneske, du ønsker at være. Ikke bare for din egen skyld, men også for de mennesker, som du ønsker at gøre en positiv forskel for.

Fra to-do-liste til to-be-liste

Jagten på hvad, du skal være, og alt det, du skal gøre for at blive det, fører til, at du kommer til at planlægge og have en masse opgaver foran dig. Måske laver du do to-do-lister, hvor du skriver alt det ned, du skal hver eneste dag. Tit bliver listerne lange.

To-do-lister er ikke onde i sig selv, men de får dig til at fokusere på det, du ikke har nået, eller det du tænker, du burde gøre. Det efterlader ikke meget rum til at reflektere over, hvilket menneske du ønsker at være. Måske er der ikke tid til den refleksion, fordi der er så meget, der skal gøres?

Hvad, hvis du gjorde noget helt andet?

Hvad, hvis du droppede din to-do-liste og i stedet lavede en to-be-liste?

En to-be-liste tager udgangspunkt i det menneske, du ønsker at være. Der er ikke rigtige og forkerte måder at lave den på. Til inspiration får du her nogle eksempler på ord, du kan skrive på din to-be-liste

  • Hjælpsom.
  • Idérig.
  • Dynamisk.
  • Praktisk.
  • Vidende.
  • Empatisk.
  • Nysgerrig.
  • Rejsende.
  • Kreativ.
  • Grundig.
  • Rolig.
  • Naturlig.
  • Langsom.
  • Anderledes.

Det er bare nogle få forslag. Du kan sikkert finde på flere ord, der passer til dig. Det er din to-be-liste.

Næste skridt er, at du overvejer, om det, du gør i din hverdag, stemmer overens med det menneske, du ønsker at være. Det kan godt være en øjenåbner. Selv skrev jeg for eksempel kreativ på min to-be-liste, men da jeg tænkte over, hvor meget af min tid, der gik med den utæmmede kreativitet, der ikke nødvendigvis skal føre til noget, gik det op for mig, at jeg ikke udfolder mig kreativt i så stor en del af min tid, som jeg ønsker.

Det fik mig til at lave små, men vigtige ændringer i hverdagen. På den måde kan din to-be-liste føre til en meningsfuld kursændring i dit liv.

Start med de små skridt

Det er vigtigt, at din to-be-liste blot er et pejlemærke. Et fyr, du kan navigere efter, når det bliver mørkt. Det er ikke en liste, du skal skrive hver dag, og du skal selvfølgelig ikke tænke, at du skal være en hel masse på én gang. Det er der ikke nogen, der kan.

Men du kan gøre noget andet. Du kan skrive din to-be-liste lige om lidt. Du kan kigge på den og vælge et enkelt ord. Du kan vælge en enkelt handling, du kan gøre i dag, som passer til det ord, du har valgt.

Det er det eneste. Så er du godt på vej. Til at være. Til at være den person, der er allermest dig.


Foto: Emilie Haut