I løbet af ugen har jeg læst en spændende bog med nogle budskaber, som jeg virkelig har taget til mig, og som jeg tror, du også kan få glæde af. Det er Brad Stulbergs The Practice of Groundedness.

Ordet ”groundedness” er svært at oversætte til dansk, men det handler om at finde jorden under dine fødder. At finde de rødder, der hjælper dig til at stå fast, når tilværelsens storme raser.

For det gør de. Der er ikke ret mange af mennesker (selv kender jeg ikke nogen), der ikke går gennem livet, uden at det blæser omkring dem. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at finde stabiliteten, ikke mindst i en travl og forvirrende tid som vores.

Forfatteren Brad Stulbergs personlige historie er et godt eksempel på vigtigheden af at finde fast grund under fødderne. Udadtil var han en succesfuld ekspert og bestsellerforfatter, men indadtil, led han af OCD og med den fulgte angst, nedtrykthed og selvskade.

Heroisk individualisme – derfor er det farligt

Stulberg introducerer i bogen et begreb, som jeg for tiden tænker en del over.

Heroisk individualisme.

Uden at have hørt udtrykket før følte jeg mig ramt af det, og jeg tror også, du genkender det. Vi vil så gerne gøre det godt, vi har ambitioner på alle mulige områder, vi kæmper alene, og vi føler aldrig helt, at vi gør det godt nok.

Den heroiske individualisme er kendetegnet ved høje mål og sammenligninger, som vi måler os op imod. Vi vil altid gerne producere, optimere og være succesfulde i egne og andres øjne – og helst nå de mange opgaver på så kort tid som muligt.

Resultatet af den heroiske individualisme?

Vi kan ikke slappe af. Vi brænder ud og føler os utilstrækkelige. Den heroiske individualisme er farlig.

Seks principper, der gør dig ”grounded”

Modgiften mod den heroiske individualisme ligger ifølge Stulberg i dine rødder. Jeg er meget enig. Nøglen ligger i dine værdier og vaner, der gør, at du føler sikker grund under dine fødder.

Tænk på et gammelt egetræ. Det står højt og rankt, også når vinterens storme raser. Det gør det i kraft af dets rødder. Det er rødderne, der gør, at egetræet er ”grounded.”

Du skal være som egetræet. Det handler ikke bare om bladene, der står lysegrønne i maj måned. Det handler ikke om ydre succes. Det handler om dine rødder. At du finder den konstant, der står ubevægelig i livets bevægelser.

I dag får du seks principper, der gør dig ”grounded.”

1) Acceptér virkeligheden, som den er

Når, det stormer omkring os, kan vi gøre to ting. Vi kan lade som om, at det ikke stormer, og alt er, som det plejer, eller vi kan erkende, at stormen er der.

Der har været perioder i mit liv, hvor jeg har ladet som om, at problemer ikke eksisterede eller benægtet, at de var der. Det har altid indhentet mig. Det nytter ikke at benægte eller at gøre modstand mod det, der er virkelighed. Det er ikke det samme som resignation. Tværtimod er erkendelsen første skridt i vejen ud.

2) Fokusér på det vigtige

Når du vil gøre dig selv ”grounded,” er der nogle spørgsmål, du med fordel kan stille dig selv.

  • Er det, jeg gør, nødvendigt?
  • Giver det glæde?
  • Sår jeg de frø, jeg gerne vil have til at gro i mit liv?

Der er ting i vores liv, der er vigtigere end andre, men vældet af arbejdsopgaver, tilgængelig information og sociale medier, gør os forvirrede. Især er kombinationen af heroisk individualisme og sociale medier giftig. Den giver os hele tiden noget at sammenligne med. Vælg den fra og fokusér i stedet på det, der er virkelig vigtigt i dit liv.

3) Vær tålmodig

Ja, hvis du vil mærke jorden under dine fødder, skal du overveje, hvilke frø, du vil så i din tilværelse. Her er der blot en ting, du skal være opmærksom på.

Det tager tid. Planter skyder ikke op af jorden fra den ene dag til den anden. Et egetræ er gammelt. Livsforandringer tager tid. Husk tålmodigheden. Vent på, at din plante vokser sig stærk.

4) Giv sårbarheden plads

At være sårbar er en styrke. Husk, at vi alle begår fejl, har begrænsninger og ting at kæmpe med. Den heroiske individualisme gør, at vi ikke er ærlige. Vi siger ikke, hvordan vi har det.

Det kræver mod at være sårbar, men det er også frigørende, en lettelse at få tingene sagt. Hvad ville du sige til folk, hvis du skulle være helt ærlig om dig selv?

5) Vær en del af et fællesskab

Der er noget særligt ved egetræer. Under jorden finder deres rødder sammen, og de kommunikerer. Det kan du læse om i denne bog. Rødderne gør egetræerne til et fællesskab, der hjælper dem til at stå fast, når vinterstormene raser.

Intet menneske er en ø, men den heroiske individualisme ansporer os til at være det. Find i stedet ind i et fællesskab med andre, der deler dine interesser og værdier. Det kan være en bogklub, en idrætsforening, et politisk parti, en NGO, en menighed eller tilsvarende. Vær til stede og giv dit positive bidrag til fællesskabet.

6) Bevæg dig

Det sidste princip handler ikke om at ”grounde” din krop, men om at ”grounde” dit sind. I den vestlige verden har vi en tradition for at se kroppen og sindet som to adskilte ting, men nyere forskning, som Stulberg henviser til i bogen, dokumenterer, at det ikke er sådan.

Kroppen og sindet er snarere et integreret system. Det fysiske og mentale er gensidigt afhængige af hinanden. Vil du derfor føle en fastere grund under dine fødder, så vær opmærksom på, at din fysiske tilstand har betydning for din mentale tilstand – og omvendt!

Derfor: Kom ud. Bevæg dig. Brug din krop. Det er det, den er skabt til.

Start med de små skridt

Er du selv en heroisk individualist? Så er der god grund til at standse op, finde jorden under dine fødder og gøre dig selv ”grounded.” Det kan du gøre med afsæt i de seks principper herover og lave denne lille øvelse.

Skriv tre ting ned inden for hvert princip, som du kan vælge at gøre og tilsvarende tre ting, som du inden for hvert princip kan holde op med. Det giver dig en liste med 18 ting, du kan gøre og 18 ting, du kan holde op med. Ting, som hjælper dig til at blive ”grounded”.

Det er 36 ideer, og det er selvfølgelig alt for mange at kaste dig over på én gang. Vælg blot to ud. En af dem, du kan gøre, og en af dem, du kan holde op med. Fokusér kun på de to.

Det er det hele. Så kan du altid på tage listen frem på et senere tidspunkt og vælge to nye ting. Så er du godt på vej til at være ”grounded” og mærke jorden under dine fødder.


Gør som mere end 4.950 læsere og tilmeld dig Søndagslisten

* indicates required

Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Der er mere end 4.950 tilmeldte, der læser med hver uge. Du kan være med ved at tilmelde dig i boksen herover.


Foto: Emilie Haut