Vi siger det ofte.

Hvis bare jeg kunne leve et enkelt liv.

Vi føler os overvældede, måske endda stressede. Vi ved ikke, hvor vi skal begynde, eller hvor vi skal slutte. Det er som om, at der er for meget af det hele.

Hvis nu vi bare kunne få ryddet op, fysisk, mentalt, digitalt. Hvis vi kunne koncentrere os om et enkelt projekt ad gangen på vores arbejde. Hvis vi kunne træde ind i et enkelt hjem uden rod, når vi kom hjem om eftermiddagen. Hvis vi kunne åbne en skydedør og træde ud på en terrasse, se ud over havet og mærke blæsten i vores ansigt. Hvis vi kunne tage et glas vin, spise et enkelt måltid, bestående af blot tre, men gode råvarer.

Så ville vores liv være nemmere, mere enkelt, bedre.

39 konkrete ideer til simple living

Herunder får du 39 bud på simple living, der er konkrete og til at gå til. Det er ikke bud, hvor du behøver at være yoga-ekspert eller at bo i Californien. Det er ting, du kan gøre i din hverdag, også når det er november, og regnen siler ned. Der er ikke copyright på ideerne eller på denne tekst i det hele taget, så du må meget gerne dele dem med alle dem, du tænker vil få glæde af et leve et mere enkelt liv.

Simple living kan godt lade sig gøre

Selvom vi ofte siger, at vi gerne vil leve enkelt, er det som om, at vi har svært ved at gøre det. Hverdagen spænder ben for os, og vi mangler overskud til at tage de første, vigtige skridt i retning af et enkelt liv.

Det kan der være mange grunde til. Vi lever i en kultur, hvor vi bliver opdraget til, at vi hele tiden skal have mere, af det hele. Det er det stik modsatte af grundtanken i simple living, der netop går ud på at vi skal gøre mindre, have færre, men gode ting i vores liv. Vi tænker, at vi vil leve enkelt, men vi kører endnu en tur i supermarkedet. Det er som om, at det aldrig holder op.

Det tror jeg godt, at det kan. Især, hvis du starter med ideerne herunder. Du behøver ikke at kaste dig ud i alle 39 ideer på én gang. Du kan begynde med et par stykker og skridt for skridt gøre dit liv mere simpelt.

1) Skriv en liste med de 4-5 vigtigste ting i dit liv

Bryg en god kop kaffe eller te, lyt til Beethovens violinkoncert og sæt dig til rette med en notesbog og en kuglepen. Skriv en liste over alt, hvad du gør i dit liv. Alt det, som dine dage, uger, måneder og år består af. Det bliver en lang liste, og det er din gamle liste. Begynd derefter at strege de ting ud på listen, som du føler er mindre vigtige for dig. Bliv ved indtil der kun er 4-5 punkter tilbage på listen – de punkter, der er de vigtigste for dig. Skriv dem på en side for sig. Det er din nye liste. Hæng den op et sted, der er synligt i dit hjem. Den vil tjene dig som en påmindelse, når du går i gang med at leve et mere simpelt liv. Du kan få mere inspiration til metoden ved at læse her.

2) Hvad er dit hvorfor?

Man skulle tro, at et liv med simple living er et nemt liv. Det er det også på mange måder, men vejen fra der, hvor du er i dag og hen til et enkelt liv, er på ingen måde nem. Den er stenet, og for de fleste er den fuld af tilbageslag og udfordringer. Hvis du begiver dig ind på den vej, der fører til et mere enkelt liv, så kommer du i modvind. Det gør du, fordi du går op imod den fremherskende kultur, der dikterer, at vi hele tiden skal have mere. Du står stærkere imod denne kultur – og vær ikke i tvivl om at jeg synes, at det er det helt rigtige at stå imod – hvis, du har gjort op med dig selv, hvorfor du gerne vil leve et enkelt liv. Stil derfor dig selv dette spørgsmål: Hvorfor vil du gerne leve et liv med simple living? Dit svar er dit hvorfor, og det er en stærk motivationsfaktor, når modvinden melder sig. Husk dit hvorfor, når de materialistiske fristelser melder sig.

3) Skab rytme i dine gøremål

Hvis du vil hjælpe en enkel livsstil på vej, så er noget af det bedste, du kan gøre at lave en rytme for dine praktiske gøremål. Det kan eksempelvis være tøjvask hver søndag morgen, betale regninger hver anden mandag morgen, rydde op i depotrummet den første lørdag i hver måned og så videre. Vurdér, hvor dine behov er størst, og skab derefter en rytme ved at gøre disse ting på faste tidspunkter og helst kun en gang om ugen. Det bliver mere overskueligt, og det sparer dig tid. Mentalt kan det også bidrage til at klare hjernen, for du behøver ikke længere gå at tænke på, hvornår du skal betale regninger. Du ved, at du klarer det på mandag.

4) Flyt til noget mindre

Det her er måske den mest drastiske af de 39 ideer, men det er nok den, der kan gøre den allerstørste forskel for dig. Der er nemlig mange fordele ved at flytte til noget mindre, end det du har i dag. Du vil få brug for færre møbler og færre ting, ligesom du kommer til at slippe med en billigere husleje. Et mindre hjem betyder også, at du typisk kommer til at bruge færre penge på vand, varme og elektricitet. Der er færre kvadratmeter at rydde op og gøre rent i. Det betyder, at du ikke alene styrker din økonomi ved at flytte til et mindre hjem, du får også mere tid. Tiden og de ekstra penge kan du bruge på det, som betyder mest og er mest meningsfuldt for dig. Måske tænker du, at du har en masse ting i dit hjem, som der ikke vil være plads til i et mindre hjem, men overvej, hvad du i virkeligheden har brug for. Måske kan du finde inspiration i tiny house-bevægelsen, som har sit udspring i USA, men som i højere og højere grad vinder indpas i Danmark – se bare her. En anden inspirationskilde er “van life” (også kaldet RV’ing), hvor du bor, arbejder og tager ud i verden med et mobile home, mens du sparer huslejen og alle de faste udgifter. Du kan få en masse relevante tips og ideer på denne glimrende side.

5) Gør op med dine indkøbs- og shoppingvaner

Vi er tilbøjelige til at tænke, at måden vi køber ind på er uafvendelig. At vi skal have en ny frakke, når det bliver vinter. At vores køleskab skal fyldes til weekenden hver eneste fredag. Det skal vi ikke, og der er ikke noget, der er uafvendeligt. Hvis du vil leve et enkelt liv, er det vigtigt, at du tør udfordre dine egne vaner – også selvom det er svært. Du behøver ikke de nyste gadgets eller lave aftensmad ud fra avancerede opskrifter med en masse ingredienser. Det kan godt lade sig gøre at gøre op med dine indgroede shoppingvaner og i stedet leve enkelt, men godt. Vil du gerne blive klogere på, hvordan vaner fungerer, og hvordan du udvikler nye og bedre vaner, er Vanens magt en fremragende bog.

6) Begræns dine kommunikationskanaler

Engang sendte vi breve, så kom der e-mails, og i dag har mange af os et utal af kanaler, vi anvender til kommunikation. Vi skriver ikke breve mere (hvilket jeg synes er en skam), men til gengæld kommunikerer vi både på vores private mail og vores arbejdsmail (og mange af os har endda endnu flere mailadresser), på Messenger, på Instagram, på LinkedIn, på sms, via vores Facebookfeed og en række andre sociale medier. Det er uoverskueligt og stressende, og det har ikke en døjt med simple living at gøre! Skær ned på antallet af dine kommunikationskanaler – hav de absolut nødvendige og drop resten. Husk dig selv på, at jorden ikke går under, selvom du ikke lige får besvaret en besked på Messenger, tværtimod.

7) Dosér dit nyhedsindtag

I forlængelse af idé nummer 5 er der også god grund til, at du gør op med dit medieforbrug. Engang talte vi om den industrielle revolution, men i dag lever vi i informationsrevolutionen. Mængden af information, der er tilgængelig for os, er uoverskuelig. Der er ikke bare aviser, blade og traditionelle nyheder i fjernsynet, men der er også en enorm underskov af podcasts, hjemmesider, mailtjenester og sociale medier, hvorfra vi får information, nyheder og underholdning. Ofte bliver vi ikke klogere, men mere forvirrede og nogle gange endda deprimerede af dette overbud af information. Skær det meste væk, hold dig til at læse en enkelt seriøs avis eller et tidsskrift som Time Magazine for at finde ud af, hvad der foregår i verden, og som får dig til at reflektere over tingene. Hør et par gange om måneden en god podcast eller gå forbi et bibliotek for at læse andre aviser og magasiner end det, du normalt foretrækker. På den måde får du serveret flere vinkler på verdens tilstand, og det er altid sundt at høre.

8) Lav en morgenrutine

Jeg vågner som regel tidligt, før min hustru og Cecilie og Mikkel, der er 7 og 9 år. Så lister jeg ned i køkkenet i stueetagen og tænder for elkedlen. Jeg laver en kop kaffe, en skål med skyr, økologisk honning og rugbrødsdrys. Så tager jeg et par høretelefoner på og hører klassisk musik eller musik fra calm.com (og en sjælden gang, hvis humøret er til det, den her plade med Tom Waits. Så sætter jeg mig ved vores spisebord og giver mig til at skrive. Det gør jeg enten i min dagbog, min Bullet Journal eller på manuskriptet til en ny bog. Sådan sidder jeg som regel en times tid, inden resten af familien vågner. Det gør jeg hver dag, året rundt, også juleaften og ved fødselsdage. Det er min morgenrutine, der giver en ro, en balance og en produktivitet, jeg tager med mig ud i resten af dagen. Den er enkel, og jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg skal gøre, når jeg vågner, for det sidder alt sammen på rygraden. Din morgenrutine kan meget vel være en helt anden, og indeholde motion, yoga, kreative projekter, madlavning, læsning, meditation eller noget syvende. Der er ikke nogen forkert morgenrutine eller nogen rigtig morgenrutine. Det er rutinen i sig selv, der er vigtig, og det handler om at finde den rutine, der er den rigtige for dig.

9) Fald ned inden du går i seng

På samme måde som en morgenrutine giver dig en god start på dagen, er det også vigtigt, at du får rundet din dag af på en meningsfuld måde. Det er det først og fremmest, fordi det har betydning for din søvn, og en god søvn betyder meget for dit helbred og velvære, både fysisk og psykisk. Som nævnt er det ikke nogen nem proces at gå fra et kompliceret til et enkelt liv, og jo bedre du sover, jo flere kræfter vil du have. Vælg derfor en aftenrutine, der er enkel og overskuelig, og som giver dig ro, inden du skal sove. Det kan være noget så simpelt som at slukke for alle skærme mindst en time, før du skal sove og altid læse skønlitteratur, inden du lukker øjnene, men vælg den rutine, der giver mest mening for dig.

10) Læs Marie Kondos bog ”Magisk oprydning”

Der er et væld af bøger, blogs og hjemmesider, der handler om at rydde op, om simple living og om at skabe et mere overskueligt hjem. Det er faktisk ikke særlig simple living-agtigt, for kan det virkelig passe, at man skal købe ti bøger for at komme i gang med et enkelt liv? Selvfølgelig ikke! Det er nok at læse en enkelt, og der er ikke nogen bog om oprydning, der er bedre end japanske Marie Kondos Magisk oprydning. Der er en grund til, at den har været vildt populær, og er blevet en international bestseller. Det er ganske enkelt en god bog. Samtidig er dens overordnede tilgang til oprydning, til vores hjem og til tilværelsen i det hele taget både enkel og rigtig: Vi skal omgive os med de ting, der giver os mening og glæde og skille os af med resten. Det passer godt til simple living-livsstilen, og Kondos bog har hjulpet mange til et liv, der ikke bare er mere enkelt, men slet og ret bedre. Du finder bogen her.

11) Forær halvdelen af dit tøj væk

Hånden på hjertet: Hvor meget tøj har du, og hvor meget tøj bruger du? Der er helt sikkert forskel på de to ting. Det er der ikke noget forkert ved, for det betyder bare, at du er ligesom alle andre moderne mennesker. Imidlertid er der ikke rigtig nogen grund til, at du har en masse tøj liggende, som du aldrig bruger. Der er helt sikkert andre, der kan få glæde af det tøj, du ikke bruger, så du kan overveje at sælge det eller aflevere det i den nærmeste tøjcontainer. Spørgsmålet er så, hvor meget tøj du skal skille dig af med? En god tommelfingerregel er halvdelen af dit tøj. Det sikrer, at du stadig vil have tøj på kroppen til alle fire årstider, at du stadig har noget at vælge imellem, men at du ikke har en masse unødvendigt tøj hængende i garderobeskabet.

12) Find en plads til det hele

Når vi havner i situationer, hvor tingene føles komplicerede og bare for meget, skyldes det ofte, at vi har mere, end vi kan rumme. Det gælder både i konkret, fysisk forstand – som for eksempel hvis vi har flere ting i vores hjem, end vi har plads til – men det kan også gælde i mere overført betydning. Måske har vi for mange opgaver på arbejdet, og vi har svært ved at overskue, hvilken rækkefølge vi skal udføre opgaverne i, eller vi har lavet en lang to-do-liste, som vi aldrig kommer til bunds i. Uanset hvad der er årsagen, er det et godt princip at finde plads til det hele. I dit hjem betyder det, at hver enkelt ting har sin plads, at du altid ved, hvor du skal placere tingene, så de ikke kommer til at fylde eller forstyrre. Tænk på samme måde på, hvad der fylder og forstyrrer på dit arbejde og find en plads til disse opgaver. Det kan konkret være, at du kigger på din kalender og finder et tidspunkt, hvor du løser disse specifikke opgaver. Det er ikke sikkert, at det bliver i dag eller i morgen, men nu har du fundet en plads til dem, og så behøver de ikke at fylde så meget mentalt hos dig.

13) Red din seng hver morgen og ryd dit skrivebord hver aften

Jeg har to enkle simple living-vaner, som hjælper mig i hverdagen. Den ene vane er, at jeg hver eftermiddag eller aften rydder mit skrivebord, inden jeg afslutter dagens arbejde. Det er demotiverende og hæmmer produktiviteten, hvis man skal starte en ny dags arbejde med at rydde op i gårsdagens bunker. Derfor er det vigtigt at have en ”nedlukningsproces” inden dagens afslutning, og den består for mit vedkommende i, at jeg sørger for mit arbejdsbord er ryddet, tomt og klart til nye ideer den følgende dag, Den anden vane består i, at jeg redder min seng hver morgen. Det gør jeg altid, og det er altså ret vildt, hvordan et soveværelse kan ændre udtryk fra rodet og uoverskueligt til roligt og balanceret, ved at man hver morgen bruger 45 sekunder på at redde sin seng. Prøv i en uge at gøre disse to enkle ting og mærk hvilken forskel, det gør for dig.

14) Sig nej til gratis ting

I dag kan du dårligt gå gennem en gågade, et indkøbscenter, et supermarked eller din indbakke uden at få tilbudt et eller andet, der er gratis. Det lyder jo fristende, men hvis du vil leve et simpelt liv, er det bedre at gøre det til et princip at sige nej til gratis ting. Hvorfor så det? Fordi når virksomheder, uanset om de er store eller små, tilbyder dig gratis ting, så gør de det, fordi de efterfølgende har en forventning om at sælge dig noget. Det er en effektiv markedsføringsstrategi, men den gør simple living mere vanskelig, for du bliver forpligtet økonomisk, og du får fyldt flere ting i dit hjem, som du ikke har brug for. Derudover er de ting, du bliver tilbudt gratis i langt de fleste tilfælde junk. Billigt produceret tingeltangel og ragelse eller usunde fødevarer, som hverken gør verden mere bæredygtig eller dit liv mere enkelt. Sig nej tak, hver gang.

15) Opsig dit kabel-tv og andre dyre abonnementer

En vigtig del af rejsen fra et kompliceret til et enkelt liv er at have fokus på dine udgifter. Jo færre udgifter du har, jo bedre forudsætninger får du for at arbejde mindre, leve mere og gøre de ting, som du finder meningsfulde. Der er mange måder at spare på, men et godt sted at starte er ved at kaste et kritisk blik på dine løbende udgifter til kabel-tv, streamingtjenester, magasiner, måltidskasser og andre typer abonnementer. Noget af det første jeg gjorde, da jeg tilbage i 2014 valgte at sige mit faste job op for i stedet at leve et enkelt og langsomt liv, var at opsige mit abonnement på Euroman. Det er ikke fordi, at jeg synes, at Euroman er et dårligt magasin, men der var noget symbolsk og frigørende over handlingen. Jeg sparede en udgift, havde en ting mindre i mit hjem og fik mere tid til at læse andre ting. Siden har vi i min familie også opsagt kabel-tv og andre abonnementer, og det giver luft på flere planer. Du kan gøre det samme, så du også oplever, at sådanne opsigelser kan være symbolske og frigørende. Du kan starte i dag med at sige det første abonnement op.

16) Gå på biblioteket

Når du nu har opsagt abonnementer, hvad kan du så gøre i stedet? En enkel og god løsning er at besøge dit lokale bibliotek lidt oftere. Her er der ikke bare et væld af gode bøger, du kan låne, men du kan også læse aviser og tidsskrifter lige så meget, som du overhovedet lyster. Mange biblioteker er i dag indrettet sådan, at der er hyggelige og gode steder, hvor man kan sidde og læse eller få arbejde fra hånden – og endda få god kaffe samtidig. Bibliotekerne har også gratis og stabil wifi, så du kan overveje at opsige dit internetabonnement og så i stedet kun gå på nettet, når du er på biblioteket. Det vil spare dig både tid og penge.

17) Gå dine køkkenskuffer og køkkenskabe igennem

De der krydderier, der har gemt sig på en hylde siden 2013? Den der skål, du fik foræret af en tante til din seneste runde fødselsdag, men som du aldrig har brugt? Plastikboksene til madopbevaring, hvor lågene forsvandt i forbindelse med en skovtur i 2016? Brødmaskinen, du aldrig har brugt, fordi du fandt ud af, at du godt kan lide at ælte en dej med dine hænder. De fire grydeskeer, du har liggende? Lad en enkelt grydeske blive tilbage og smid det andet ud.

18) Hold dine bordflader og gulve tomme og rene

Hvad gør vi, når skuffer og skabe bliver så overfyldte, at der ikke er mere plads i dem? Så tager vi de tomme flader i brug, typisk borde, vindueskarme og gulve. Vi lægger en stabel bøger og noget af børnenes legetøj på gulvet, fordi vi ikke kan finde plads andre steder. Vi placerer en stak papirer i vindueskarmen. Vi lader kaffedåser og krydderikrukker stå på køkkenbordspladen, for køkkenskabene er fyldt til bristepunktet. Det er uholdbart. Vores hjem kommer på den måde til at virke rodet, stablerne på borde og gulve kommer til at samle en masse støv, og det bliver vanskeligere at gøre rent. Gør det i stedet til et enkelt, men gennemgående princip i dit hjem, at der ikke skal ligge ting på gulve og bordflader. Mangler du plads i dine skuffer og skabe, så start med at rydde op i dem og skab den nødvendige plads ved at smide ud og forære ting væk. Derefter kan du flytte ting fra gulve og bordflader ind i skabe og skuffer, og du star tilbage med et enkelt og mere overskueligt hjem.

19) Sælg de ting du ikke bruger på Den Blå Avis

Simple living handler først og fremmest om, at du får ro og overskud til at fokusere på de få, men vigtige ting i livet. Det handler om at skille det uvæsentlige fra det væsentlige og leve et liv med tid og plads til det, der er meningsfuldt for dig. For mange er en del af det at skille sig af med de unødige ting, der tynger både fysisk og mentalt. I så fald vil du få en del ting til overs, som du ikke længere har brug for. Dem kan du sælge på Den Blå Avis. Det gør dig næppe til millionær, men det kan være en god begyndelse, der giver starthjælp til dit nye, enkle liv. Det er nemt at sælge på Den Blå Avis (husk at tage billeder af det, du vil sælge – det virker bedst), men du kan også overveje, om der er grupper på Facebook, hvor du kan sælge, og som specifikt er rettet mod det lokalområde, du bor i.

20) Hold igen med farverne i dit hjem

Ja, det er fristende at sætte kulør på tilværelsen og male dine vægge kanariegule, men simple living er ikke et spørgsmål om at råbe højt. Det er bedre at ramme en stemning af noget enkelt, lyst og roligt end at følge en hastig indskydelse. Få inspiration til hvad lyse og afdæmpede farver kan gøre for dit nye, minimalistiske hjem her.

21) Drik vand

Jovist, der er masser af avancerede slags kaffe, chai latte, energidrikke og smoothies i alle regnbuens farver. Disse drikke er ikke onde i sig selv, men de er komplicerede at lave og dyre at købe. Ingen af delene rimer særlig godt på simple living. Derimod er der rigeligt af et alternativ, der både er sundt, billigt og fås i rigelige mængder: Vand! Gør vand til grundbestanddelen i det, du drikker i hverdagen, og du gør noget godt for både din økonomi og din sundhed. Selv drikker jeg på hverdage to ting: Sort kaffe og vand fra vandhanen. Alt andet gemmer jeg til festlige lejligheder eller hyggelige weekendtimer med min hustru og børnene. Det har også den fordel, at jeg undgår muligheds-stress ved at skulle vælge mellem de utallige typer af drikkevarer, der er tilgængelige i dag.

22) Brug søndagen på at lave mad til den kommende uge

Måske har du det også sådan, at hverdagen er travl, og det kan være svært at lave ”ordentlig” mad på dage, hvor der arbejdes, pendles, bringes børn til fritidsaktiviteter, købes ind osv.? Det er en genkendelig situation for mange, og det ender desværre ofte med dyr take away eller den mest usunde, men hurtigst tilgængelige løsning fra køkkenskabet. I travle og stressede situationer er det meget naturligt, at det ender sådan, men det er bare ikke den bedste løsning. En bedre løsning er, at sætte tid af om søndagen til at lave god mad, som du kan fryse ned og tage op i løbet af ugen. Det kan være en god gryderet, en langtidsstegt steg med en masse rodfrugter og kartofler eller mad tilberedt i en slow cooker. Tag dig god tid og nyd, hvordan de gode dufte fra den ordentlige mad spreder sig i dit hjem i løbet af søndagen. Du kan få flere ideer til langsomme aktiviteter, der samtidig hjælper dig til en bedre hverdag i denne bog om slow living.

23) Prøv en ”kun-batteri-weekend”

Hvad nu, hvis du havde en weekend, hvor dine opladere til telefon, iPad og computer var blevet væk? Hvis du kun havde strøm på dine forskellige apparater, indtil batteriet løb tør, og du ikke havde mulighed for at lade dem op? Jeg garanterer, at der ville ske gode ting for dig. For det første ville du få mere tid til andre aktiviteter end de digitale, og for det andet kan du betragte det som virkelig god træning. Ved at begrænse din digitale tid i en weekend til den tid, dine batterier giver dig mulighed for, øver du dig i at bruge din digitale tid på det, der er vigtigt og ikke på unødvendigt tidsspilde. Det kan blive starten på en værdifuld vane, der gør dig mere produktiv og mindre stresset på en og samme tid. Derfor er det en god idé, at du beder din nabo om at låse dine opladere inde den kommende weekend.

24) Brug mindre tid på de relationer, der dræner dig

Der er grundlæggende to typer mennesker, vi omgiver os med. Der er dem, der giver os energi, og så er der dem, der dræner os for energi. Hvor meget tid vi bruger med disse to typer af relationer, kan have stor betydning for, hvor godt vi har det, hvor meget vi når, og hvor energifyldte vi føler os. Et centralt element i simple living er at vælge fra, og det gælder på flere områder. Det gælder selvfølgelig dine ting, men det handler også om mennesker. Begræns din tid sammen med de mennesker, du oplever som negative, kritiske eller krævende – eller opgiv dem helt. Det lyder enkelt, men er det ikke nødvendigvis, for det betyder, at du prioriterer på en måde, der kan gøre dig upopulær, eller hvor du kommer til at skuffe andre. Gør det ærligt og ordentligt, men på en måde hvor du holder fast i det, der er det rigtige for dig.

25) Vælg kvalitet over kvantitet

Tag et opgør med den kultur, der dikterer, at vi hele tiden skal have mere. Du behøver ikke ti par bukser, fire køkkenknive eller 58 glas. Omgiv dig i stedet med få, men gode ting. Vi tænker ofte, at kvalitet er for dyrt, men kvalitet holder længe. Dermed skal du ikke skifte dine ting ud så ofte og kan derved meget vel spare penge i det lange løb. Gør hvor godt i stedet for hvor meget til et bærende princip i den måde, du prioriterer og tilrettelægger dit liv på.

26) Gør dine ben til din foretrukne transportform

Hvad er den enkleste og mest simple transportform, du overhovedet kan forestille dig? Det er hverken bil, tog eller bus, men derimod dine fødder. Der er en lang række positive effekter ved at gå. Det er godt for din sundhed, at gå frem skridt for skridt og mærke jorden under dine fødder får dig også i mental balance, og du får samtidig frisk luft. Forsøg derfor så vidt muligt at gå når du skal fra sted til sted og sig til dig selv, at det er helt fint, at det tager længere tid. Og ja, der er naturligvis situationer, hvor det er for langt at gå. I så fald er cyklen det bedste alternativ, men skal du længere endnu, så overvej at tage offentlig transport og stå af et par stop før eller parker din bil lidt længere væk og gå det sidste stykke til din destination. Det giver dig ro og en lejlighed til at samle tankerne, inden du møder op på arbejde, din uddannelse eller til det vigtige møde, du er på vej hen til.

27) Afinstallér dine apps

Vi lever i det den meget populære amerikanske forfatter og blogger Leo Babauta har kaldt distraktionens tidsalder. Det er en god betegnelse for en tid, hvor vi hele tiden bliver forstyrret af digitale dingenoter og tjenester, og ofte kommer til at kigge mere på vores telefon end på de mennesker, vi er sammen med. Det er så nemt at blive suget ind i den distraherende tørretumbler af apps med underholdning, nyheder og sociale medier. Det kan du imødegå ved at afinstallere så mange apps på din telefon som overhovedet muligt. Selv har jeg ikke apps som Messenger, Facebook og YouTube på min telefon, og selvom jeg helt sikkert godt kan blive endnu bedre til at vælge distraktionerne fra, er det i hvert fald en god start, der giver mig færre forstyrrelser i en distraherende tid. Jeg opfordrer dig til at gøre det samme, og nu hvor du er i gang, kan du også slå alle notifikationer fra på både telefon, tablet og computer. Der er simpelthen ikke noget så distraherende, som en notifikation, der plinger ind, mens du er i gang med vigtigt arbejde eller fordybet i en samtale med en anden person.

28) Gå fra multitasking til onetasking

I forlængelse af det her med distraktionerne så overvej hvor ofte du multitasker, og hvor tit du onetasker. Rigtig mange af os er alt for slemme til at multitaske. Vi har mange vinduer åbne på computeren, vi har telefonen i den ene hånd, mens vi snakker med en kollega og har en kuglepen i den anden hånd. Vi ser fjernsyn, mens vi laver mad, og det er som om, at vi ikke er helt til stede. Drop det! Vores arbejde bliver dårligere af at multitaske, vores relationer svagere og vores hjerner mere forvirrede. Gør én ting ad gangen i stedet. Gør den færdig og gå derefter videre til det næste. Det er et sundt simple living-princip, som vi desværre har en tendens til at glemme.

29) Gå dine lån, forsikringer mv. igennem og begynd at forhandle

Der er mange små besparelser, vi kan lave i hverdagen. Planlægge vores dagligvareindkøb bedre, sælge vores brugte ting på Den Blå Avis og drikke vand i stedet for fancy take away kaffe. Det er alt sammen gode ting i simple living, men det er ikke altid der, hvor vi kan høste de største, privatøkonomiske gevinster. Idé nr. 4 er en af dem, hvor du virkelig kan hente meget på dit månedlige budget, men der er også et andet område, hvor du kan spare penge. Brug en søndag formiddag på at gennemgå dine forsikringer, bank-, bolig- og billån. Hvor meget betaler du? Hvordan er det med renter og gebyrer? Når du har dannet dig et overblik, så tag dig den nødvendige tid til at gennemgå alternativerne og se hvad de kan tilbyde. En side som Mybanker er en virkelig god hjælp, som du kan bruge. Det kan virke besværligt og tidskrævende at skifte bank, realkreditinstitut eller forsikringsselskab, men det er i mange tilfælde indsatsen værd. Når du har indhentet tilbud fra konkurrerende banker eller forsikringsselskaber, kan du også bruge disse tilbud til at forhandle med, der hvor du er kunde i dag. I forbindelse med et boligkøb for nogle år siden, var vi ikke tilfredse med nogle gebyrer, vores bank krævede af os. Min hustru ringede derfor til en konkurrerende bank, fik et tilbud og ringede så tilbage til vores egen bank. Da de hørte om konkurrentens tilbud, sløjfede de gebyrerne. Processen tog halvanden time, og den sparede os for over 20.000 kroner. Tankevækkende, ikke sandt?

30) Start en månedsopsparing hos Nordnet

Et af de store problemer ved den måde vores samfund er skruet sammen på er, at ærligt, traditionelt arbejde fra 8-16 ikke er den bedste måde at tjene penge på. I mange tilfælde er der bedre gevinst ved værdistigninger på fast ejendom eller investeringer i aktier. Personligt synes jeg, at det er en uheldig tendens, men det er også en virkelighed, vi alle sammen må forholde os til. Men hvad gør man, hvis man ikke har forstand på aktier eller i øvrigt ikke har en masse penge at investere for? Her har Nordnet et virkelig godt produkt, som jeg selv benytter mig af. De har nemlig en månedsopsparing, som du kan oprette. Dermed sætter du din opsparing på automatpilot, for du lader Nordnet vælge investeringerne for dig, og den månedlige opsparing overføres automatisk fra din lønkonto til din opsparing hos Nordnet. Det kan virke hårdt eksempelvis at trække 500 kroner ud af dit månedlige budget, men det er noget, du kan vænne dig til, og du kan sige til dig selv, at det jo stadig er dine penge, som vokser, og som du får igen på et senere tidspunkt. Det er en måde at fremtidssikre din økonomi på, som på lang sigt vil stille dig og dine nærmeste stærkere.

31) Find inspiration hos andre, der dyrker simple living

Når du beslutter dig for at leve et enkelt liv, så kommer du i vores materialistiske tid til at gå imod strømmen, men det betyder ikke, at du er alene. Det er du langt fra, og du kan finde støtte, inspiration og ideer fra andre, der lever et liv med simple living. Et godt sted at starte er ved at se filmen Minimalism: A Documentary About The Important Things, der følger Ryan Nicodemus og Joshua Fields Milburn, der er mændene bag den populære blog the minimalists. Her får du en god introduktion til minimalisme, et opgør med forbrugersamfundet og møder en række mennesker, der har valgt at leve et enkelt liv. En dansk platform, hvor du kan få gode råd, støtte og vejledning til et enkelt liv er Facebook-gruppen Minimalisme og købestop, som er meget aktiv. Ved at søge optagelse i gruppen og ved at se filmen får du en god start, og derfra kan du gå på opdagelse i et væld af bøger, blogs og hjemmesider om det enkle liv. Prøv blot at skrive ”simple living i søgefeltet på Google og se, hvad der sker.

32) Rejs mere (altså, når COVID-19 er overstået)

Har du tænkt på, hvordan du har det, når du er på ferie eller i sommerhus? Godt, ikke sandt? Det er der flere årsager til. Du har fri, du oplever spændende steder og kulturer, klimaet er behageligt, og i mange tilfælde er du sammen med de mennesker, du allerhelst vil være sammen med. Imidlertid er der også en anden og vigtig årsag til, at du har det godt, når du er på ferie: Du lever enkelt, når du er væk hjemmefra. Du har ikke hele din garderobe, men blot en kuffert eller en rygsæk med dig. På et hotelværelse er der det vigtige og nødvendige, men ikke en masse unødigt rod og tingeltangel. I sommerhuset er der fire tallerkener, fire knive, fire gafler, fire kaffekrus og så videre. Du skal ikke foretage en masse valg, og det er som om, at livet er nemmere at overskue. På den måde er rejser en slags træning til en permanent tilværelse med simple living. Det er noget jeg selv og min familie har prioriteret meget højt, og vi tilbringer mindst en måned om året i Sydøstasien. For os er det en væsentlig del af vores enkle liv, og under pandemien har vi savnet det.

33) Drop hvad-nu-hvis-tankegangen

Ofte gemmer vi på vores ting, fordi vi tænker, at vi måske får brug for dem på et senere tidspunkt i vores liv. Her er en hemmelighed: Det tidspunkt kommer aldrig. I stedet hober tingene sig op, og de kommer til at lægge sig som en dyne over vores hjem, i skuffer og skabe. Den kulørte sommerbluse vi købte på en ferie på Kreta i 2004, køkkenmaskinen der har stået bagest i skabet siden den jul for mange år siden, hvor du fik den foråret. Du har ikke brugt de ting i årevis, og så opstår der heller ikke en situation, hvor du lige pludselig får brug dem. Tankegangen rammer også apps på din telefon eller software på din computer, som du har hentet, fordi du troede du ville bruge det på et tidspunkt. Hvis du ikke gør det, og ikke har gjort det i lang tid, så er det tid til at slette både unødige apps og unødvendigt software. Du vil ikke engang savne det.

34) Læs bøger på en Kindle

Indrømmet, jeg er en romantiker, og jeg holder af bøger. Især de gammeldags, indbundne af slagsen og jeg har en hel del af dem på mine reoler. Det har jeg det fint med, for simple living, betyder ikke, at man ikke må omgive sig med de ting, man holder af, og som giver mening for en. Imidlertid har jeg givet en del af de bøger, som måske ikke betød så meget for mig til genbrug, og ved hver jul eller fødselsdag kan det være en udfordring at få plads til de bøger, som venner og familie kærligt forærer mig. Derfor  har jeg investeret i en Kindle Paperwhite, som jeg nu læser næsten alle mine bøger på. For en minimalist er det en genial opfindelse. Den fylder og vejer ingenting, men jeg kan have hundredvis af bøger på den. Skærmen er slet ikke som at læse på en telefon eller iPad, og jeg har virkelig følelsen af at læse i en rigtig bog. Samtidig er bøgerne billigere end trykte bøger, du kan hente gratis klassikere, uddrag af bøger som du overvejer at købe men er i tvivl om, og endelig kan du fra en side som Politikenbooks nemt overføre dansksprogede bøger til din Kindle.

35) De ting, der burde være et par

En handske uden makker i entreen, en herreløs sok i garderobeskabet, en enkelt ørering i smykkeskrinet. I takt med at tiden går, sker der det, at nogle af vores ting, der burde være to af, ender med at være alene. De mister deres makker. Alligevel har vi svært ved at skille os af med dem, for hvad nu hvis deres makker ved et mirakel pludselig dukkede op? Det sker bare utrolig sjældent. Det, der sker, er, at de makkerløse ting, kommer til at fylde i vores hjem, rode og måske endda være en kilde til frustration, fordi vi bliver irriterede over den halvdel, der er væk. Skil dig af med de ting. Kom videre.

36) Gør det til en vane at sige ”det er nok”

Der er altid mere, vi kan få. Flere ting til vores hjem, forfremmelser på jobbet, nye mål at sætte sig. Hvad med at gøre det modsatte? Du kan droppe dine mål og ambitioner. I stedet kan du sige til dig selv, at det er godt nok, som det er. Det er en svær øvelse, for vi er opdraget til det modsatte, til hele tiden at ønske os mere, men hvis du lykkes med det, vil du føle en helt anden ro og balance.

37) Gå i gang i dag

Du har måske også set de der tv-programmer, hvor en ”ekspert” flyver som en hvirvelvind ind i et hjem og rydder op, smider ud, designer nyt og får hjemmet til at tage sig fantastisk ud? Imidlertid er dit liv ikke noget tv-program, og den der frelsende engel der gør de svære ting for os, viser sig meget sjældent. At gøre din tilværelse til et liv med simple living kan blive noget af det bedste, som du nogensinde foretager dig, men der er ikke nogen, der gør det for dig. Det bliver heller ikke nemmere af, at du venter. Derfor: Gå i gang i dag. Vælg en rodet skuffe, tag alt indholdet ud og gør den rent. Smid 80 % af skuffens indhold ud eller forær det væk, lad kun det absolut vigtigste blive tilbage. Dermed er du i gang, i dag. I morgen kan du tage en skuffe mere, så et skab, depotrummet og så videre. Det vigtigste er, at du tager dit første skridt.

38) Giv dig selv alenetid

Hvis du er ligesom mennesker er flest, så har du mange forpligtigelser, mange mennesker at tage hensyn til. Det er en naturlig del af livet, men det kan også føles som et pres, især i en tid der dyrker det ekstroverte. Husk bare at det er okay at være introvert en gang imellem. Nogle har et større behov for at være alene end andre, men jeg tror, at det er sundt for os alle sammen at være alene fra tid til anden. Det giver os en chance for at falde til ro og give os selv lidt kærlighed. Det har vi brug for, og samtidig kan vi nyde, at livet ofte er mere enkelt, når vi er alene.

39) Hold fri

Den sidste idé er måske den allervigtigste. Tag pauser. Du er et menneske, ikke en maskine. Du har brug for at lade op, tage den med ro. Det er sådan, at du får energien tilbage og dig selv med. Hold derfor lidt mere fri. Det skal nok gå det hele.

Der er mange fordele ved simple living

Lykkes du med at gøre dit liv mere enkelt, så vil du opleve positive forandringer på en lang række områder. Det er som om, at vejret, der før var tåget, bliver klart igen. Du kommer til at føle mere ro, du sparer penge, og du vil få en følelse af frihed fra de ting, der tynger dig ned. Du bliver mere produktiv, fordi der er færre ting, der forstyrrer dig, og du kan bedre udfolde drømme og projekter. Det kan du, fordi du nu har tid og ro til at koncentrere dig, om det, der er vigtigst for dig.

Samtidig også en påmindelse: Det er ikke nødvendigvis nemt at begynde at leve et simpelt liv, og det kan virke uoverskueligt at komme i gang.

Derfor: Lad være med at iværksætte alle 39 ideer på én gang. Det kan ikke lade sig gøre. Tag i stedet et skridt ad gangen og begynd med den idé, som du synes ligger lige for, og som er mest enkel for dig at gå til. Derefter tager du dit næste skridt, som er den næste idé og så fremdeles. Ved på denne måde at sætte en fod frem foran den anden begynde at gå ud ad den minimalistiske vej, skal du nok komme frem til din destination til sidst. Det handler blot om, at du tager det første skridt og begynder at gå.


Lån e-bøger og lydbøger gratis på eReolen

ChatGPT bog

100 ideer til ChatGPT som personlig coach

En inspirerende håndbog, der ikke er en manual til at lade kunstig intelligens tage styringen i dit liv, men som inviterer dig ind i et frugtbart samarbejde med teknologien. Du får et univers af konkrete muligheder, mens du samtidig respekterer grænserne mellem maskine og menneske.


Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening

Her er en lettilgængelig håndbog til dig, der vil leve langsomt og enkelt. Du får en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse og et væld af praktiske tips til slow living. Bogen kan lånes både som e-bog og lydbog.

Slow living bog


Livseksperimenter

Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv

Denne bog giver dig motivation og praktiske tips til at gå en anden vej i tilværelsen. Dermed får du inspiration til at begynde igen og leve et liv med mening, kreativitet og balance.

Billedet øverst på siden er taget af Emilie Haut