Kære studenter,

Tillykke med huen – uanset farven. Den er velfortjent, meget. Lige meget om det er gået fremragende, godt eller mindre godt under eksaminerne ved det grønne bord, har I god grund til at fejre det, klappe jer selv på skulderen og drikke jer fulde, hvis I har lyst til det. I har gennemført noget. Det er der så mange, der ikke gør. Der er så mange, der giver op undervejs, i alle mulige sammenhænge. Kostomlægninger, uddannelser, bogprojekter. I har holdt fast. Det er en enorm kvalitet i sig selv. Tillykke.

Huen er på – hvad så?

I står i disse dage i den vigtigste overgangsrite, der findes – langt vigtigere end den bedagede konfirmation med dens kliché om at træde ind i de voksnes rækker. Det er tværtimod nu, det gælder. Med huen går I fra faste til frie rammer. Fra en skemalagt hverdag til et sted, hvor alt er muligt, men også svært. Det er både befriende og skræmmende. Jeg flyttede selv hjemmefra få uger efter, jeg blev student. Det var et adrenalinkick af den anden verden. Jeg nød det vildt, men livet blev ikke nemmere af den grund, tværtimod.

Men hvad gør man så? Her er 10 sætninger, som jeg gerne ville have læst, da jeg i sin tid blev student og bevægede mig ud i det frie liv.

1. Lad være med at lytte

I disse dage og uger får I en masse råd om, hvad I skal, og hvad I ikke skal gøre i årene, der kommer. Disse råd vil befinde sig i krydsfeltet mellem velmente og mildt nedladende, og de vil med stor sikkerhed lede jer i retning af et konventionelt og forudsigeligt liv. Lad være med at lytte til dem. Lad derfor også være med at lytte for meget til listen her – brug den som tankepunkter i stedet og formuler derefter jeres egne livslektioner.

 2. Gå frem efter næsen

Gør i stedet noget andet: Føl jer frem, stol på jer selv og jeres evne til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. At gøre, hvad andre siger, I skal, er ikke altid det rigtige.  I har vist, I kan gennemføre noget betydningsfuldt. I har en intuition. Brug den.

3. Flyt hjemmefra hurtigst muligt

Det handler om at vokse. At gøre tingene selv. At mærke friheden og forvalte den meningsfuldt. Det gør I bedst uden for forældrehjemmets beskyttende vægge. At flytte hjemmefra er både dyrere og mere besværligt end at blive boende hjemme, men det er meget mere selvstændigt og ja, voksent.

4. Det er omvejene i livet, vi lærer mest af

Det er en tendens i tiden, at livet skal være nemt. At man kan hacke sig til det gode liv. Enkelte af jeres venner gjorde det måske I forbindelse med eksamen. Men det er ikke sådan livet er. Nogle gange gør det ondt. Det er et vilkår, og det er det, vi lærer af. Bliver større mennesker af, vi fyldes af perspektiver og konstruktiv tvivl. Den lige vej er ikke den, der gør os klogere på, hvad det vil sige at være menneske, det er den vej, der er fuld af sving og bakker.

5. Læs bøger

Bøger gør verden dybere, og giver jer indsigt. De giver ro i en tid fyldt med støj og distraktioner. Den ro og den indsigt kan I bruge til at hjælpe andre.

6. Først og fremmest: Nyd det

I har klaret det flot. I er unge. Solen skinner, og bøgen er lysegrøn. Knap en øl eller en sodavand op. Lad være med at tænke så meget. Nyd det.

7. Det skal nok gå det hele

Bekymret for fremtiden? Uanset om det er verdens fremtid eller din egen? Ja, vi lever i en urolig tid, men himlen falder ikke ned om ørerne på os. Der er heller ikke nogen, der får kræft eller brækker benet, hvis I undlader at tage en beslutning om jeres fremtidige arbejdsliv i morgen tidlig. Det kan vente – og det skal nok gå.

8. Spild tiden meningsfuldt

Og når vi nu er ved at vente: Så gør endelig det! Tag pauser og spild tiden, men spild den gerne med mening. Ved at dyrke samværet med andre, ved at opleve nye horisonter, ved at hjælpe dem, der har brug for det, ved at lære nyt.

9. Giv ikke efter for presserne

Presserne er det sammenrend af meningsmagere, politikere og regnedrenge i finansministeriet, der vil fortælle jer, at jeres uddannelse slet ikke handler om uddannelse, men derimod om arbejdsmarkedet. Om at I skal komme i gang så hurtigt som muligt, blive færdige så hurtigt som muligt og få en fast lønmodtagerstilling så hurtigt som muligt. På den måde kan I blive produktive borgere, der opfylder erhvervslivets kortsigtede behov, mens I arbejder jer til stress og livsstilssygdomme og ser jeres børn vokse op gennem jeres arbejdsmails prisme. Stik presserne en finger og læs eventuelt mere om dem her.

10. Husk, at I skal dø

Det er så det eneste, I kan være helt sikre på. I skal herfra en dag. I får ikke to chancer, og der er ikke nogen anden halvleg. Spørg jer selv, hvad I gerne vil se tilbage på den dag, I skal herfra. Hvad vil andre huske jer for? Lev jeres liv på en måde, der er i overensstemmelse med jeres svar på disse spørgsmål.

Vi lærer for livet – også uden for det traditionelle uddannelsessystem

De 10 sætninger er rettesnore, tanker til overvejelse. Læs dem og find derefter jeres egen vej. Formulér andre sætninger, gå til venstre, når folk fortæller jer, at I skal gå til højre. I er færdige med en uddannelse, men der er ingen grund til at holde op med at lære. Der er bare mange måder at lære på – også uden for gymnasierne, handelsskolerne, universiteterne. Det er derude, hvor der er det, de kalder livet. God fornøjelse med det.

Bedste hilsener

Ole Ditlev Nielsen