Er du på plan A, B eller C?

I sidste uge sad jeg i toget på vej hjem fra Sønderjylland, hvor jeg havde holdt et heldagskursus for HF-lærerne på Aabenraa Statsskole. Egentlig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle arbejde i toget på rejsen hjem, og jeg havde også tændt computeren. Men jeg var bare træt og orkede dårligt nok at vride en enkelt e-mail ud af mig selv. Sådan er det nogle gange, og jeg gjorde det eneste, der er at gøre i den slags situationer. Jeg klappede computeren sammen, lagde den ned i tasken og gav mig i stedet til at lytte til denne episode af den ret så fremragende podcast This American Life.

Episoden starter med, at værten refererer en oplevelse fra et foredrag, han havde overværet. Foredragsholderen bad deltagerne række hånden op, hvis de stadig var på det, han kaldte for Plan A. Altså den plan eller forestilling, vi har om vores livsforløb, når vi er unge, Det, som vi tror, vi skal bruge livet på.

Ud af de 100 deltagere var der én, der rakte hånden op. Hun var 23 år gammel, og hun var på plan A.

Alle andre var ikke længere på deres plan A. Måske var de på deres plan B, C eller et sted længere nede i bogstavrækken. Det syntes jeg var ret tankevækkende. Tilværelsen former sig sjældent sådan, at det er plan A, der holder. Alligevel knytter vi det ofte til en følelse af nederlag, stress og bristede illusioner, når vores planer falder sammen.

Plan A er ikke det normale

Hvad kan det skyldes? Hvorfor stresser vi sådan over mislykkede projekter? Det er jo fuldkommen naturligt. Set over et livsforløb eller et mangeårigt arbejdsliv, er det normalt, at vi ender med plan B, C eller D. I langt de fleste tilfælde er det helt fint. Min plan A var at blive astronaut, Plan B professionel fodboldspiller, Plan C journalist. Jeg er endt som forfatter og freelance-underviser i stedet, og det er nok et bedre sted for mig, når det kommer til stykket.

De færreste af os går gennem livet udelukkende på plan A, og der kan være mange gode grunde til det. Det kan skyldes udefrakommende årsager, men måske også os selv. Måske bliver vi klogere, får andre interesser, skifter fokus.

Problemet er ikke, at vores plan A ikke holder, men måden vi reagerer på, når den ikke gør det. Uanset hvad planen er, om det er vores store livsfortælling eller et mindre projekt på jobbet, der falder sammen, kan vi med fordel gøre op med vores reaktionsmønstre.

Det, der sker, når vi indser, plan A ikke holder

Når en af vores planer mislykkes, er der nemlig en række mønstre, der præger os:

  • En følelse af nederlag.
  • Skam.
  • Tristhed eller vrede.
  • Vi forsøger at skjule det for vores omgivelser.
  • Vi vil ikke erkende det. Vi fortsætter med plan A, selvom vi inderst inde ved, den ikke holder.
  • Selvbebrejdelser.
  • ”Hvad-nu-hvis”-tanker. Troen på, at hvis bare sol, måne og stjerner havde stået anderledes, så var det gået godt.

Det er normale reaktionsmønstre, når vores planer fejler. Samtidig er det også virkelig dumme reaktionsmønstre, især når man tænker på, hvor normalt det er. Husk eksemplet fra artiklens indledning, 99 ud af 100 mennesker i et rum var ikke på deres plan A.

Det gode, når en plan fejler

Det er menneskeligt at tænke ”hvad-nu-hvis,” når en plan er fejlet, men vi kan ikke bruge det til noget. Det nytter ikke at lade os stresse og frustrere over de ting, som vi ikke kan lave om. Det er en bedre vej at fokusere på det gode, når en plan fejler.

  • Det er en chance for en ny start.
  • Vi kan smide en tung og negativ last overbord.
  • Vi lærer af det, og udvikler os som mennesker.
  • Det er en lejlighed til at række ud efter andre, bede om deres hjælp, hjælpe tilbage igen og derved få stærkere personlige relationer i vores liv.
  • Vi kan blive ført et bedre sted hen.

Når plan A fejler, er det ikke en slutning. Det er en begyndelse. Det er en pointe at tage med, næste gang vi står med et projekt, der ikke lykkes.

At fejle er en del af vores rejse

Jeg tror, at der kan være en stor værdi i at fejle, i at erkende at projekter ikke lykkes. Det bringer os videre. Det er som at stå ved en sti, der deler sig i to. Vi går til højre og opdager, at stien ender blindt. Så går vi tilbage og tager stien til venstre. Den fører os gennem en skov, hvor træerne ser mørke og truende ud, men vi følger den nye sti og ender ved en lysning. Et sted, der er smukt og fuldt af blomster. Hvor vi føler os godt tilpas, og hvor noget er rigtigt. Vi var aldrig kommet derhen, hvis vi ikke først havde været på den sti, der endte blindt. Den var en del af vores rejse. Den bidrog til at gøre os til de mennesker, vi er i dag.

KÆMPE NYHED: SLOW LIVING ER UDKOMMET SOM LYDBOG

Ting tager tid, gode ting tager endnu længere tid, og langsomhed er en værdi, der er vigtig. Derfor er det helt naturligt, at det har taget sin tid at få produceret og udgivet lydbogsversionen af den anmelderroste bog Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening. Men NU er den her, lige til at aflytte. I køkkenet, med høretelefoner når du sidder i toget eller næste gang, du er ude at gå en tur. Bogen er indtalt af skuespilleren Lasse Høyer, der har gjort et fantastisk stykke arbejde med at fange bogens særlige tone. Der er mange af Søndagslistens læsere, der har efterspurgt en lydbogsversion af bogen, og jeg er simpelthen så glad for, at projektet nu er lykkedes. Du kan købe lydbogen billigst her, men den er nu hos alle førende online-boghandlere.

LYT TIL “SLOW LIVING – SÆNK TEMPOET OG LEV ET LIV MED MENING”

 

Slow living bog

2019-09-19T08:00:46+00:00

About the Author:

Jeg hedder Ole, og jeg skriver bøger og holder foredrag om undervisning og om at leve langsomt. Indtil videre er det blevet til seks anmelderroste bøger, og der er flere på vej. Jeg tror på, at de små skridt kan gøre en forskel for os, hvis vi tør tage dem med vedholdenhed og konsistens. Privat er jeg gift med Kirstine, far til Cecilie og Mikkel, bor i Ørestad og tilbringer sammen med familien mindst en måned om året i Sydøstasien.

Leave A Comment