Når vi taler om personlig udvikling, bliver det ofte noget, vi skal gøre selv. Vi skal selv motionere. Lære at sige nej. Sove bedre. Spise sundere. Skrue ned for tempoet. Blive mere produktive. Gennemslagskraftige. Spare op og få bedre privatøkonomi.

Det er der ikke noget i vejen med. Den personlige forandring er stærk og vigtig. Men den kan også være svær. Den kræver selvdisciplin, motivation, tålmodighed. Det er ikke altid, vi har de ting.  Nogle gange går vi i stå. Det er ikke så nemt at stå alene med tingene.

Langsomme fællesskaber er en styrke

Vi kan ikke gøre det hele uden hjælp og støtte fra andre. Måske ville vi gerne klare alting selv, men det er ikke sådan livet er. Af og til har vi brug for at række en hånd ud, så vi får hjælp. Andre gange giver vi en hånd til dem, der har brug for det. Vi hjælper andre. Vi finder ud af, at det er noget af det mest meningsfulde, vi kan gøre. Det gør os til en del af et fællesskab.

Jeg tror meget på styrken i fællesskaber. Jeg tror, forandringerne bliver hjulpet på vej, hvis vi gør dem sammen med andre. Så handler det lige pludselig heller ikke længere om os selv, men om andre, om samfundet, verden. Med langsomme fællesskaber kan vi gøre verden til et bedre sted.

Uanset, hvilken forandring vi gerne vil iværksætte, øger vi sandsynligheden for, at vi lykkes med forandringen, hvis vi ikke foretager den alene. Det gælder også, hvis den forandring vi ønsker, er et langsommere liv med tid til det vigtige.

En individualiseret tid

Der er mange fællesskaber, vi kan indgå i. Det kan være en god ven, en kollega, vores partner, familien, en gruppe, vi er en del af. Strikkeklubben, de fodboldtilhængere man står sammen med på stadion, de andre koncertgængere til den koncert, vi er til. Det kan alt sammen udgøre de små og store fællesskaber, der hjælper os, når der er noget, vi gerne vil forandre.

Det giver rigtig meget mening på denne måde at tænke på fællesskaberne som en vej frem, men på mange måder er de en smule mod tidsånden. Der er mange gode fællesskaber, men i bund og grund lever vi i en individualiseret tid. Så kan vi kalde det positionering, personlig branding, gennemslagskraft eller noget fjerde, som PR-eksperter har fundet på. Sandheden er, at individet er i fokus. Det handler om, hvem der får flest likes. Hvem, der bliver delt mest. Hvem, der kan ”influence.” Når vi hører om vores politikere, er det med enkeltpersonen i fokus, vi hører ikke om den bevægelse og det fællesskab, politikerne er udsprunget af.

Det er en skam. Det er fint at flytte os selv, men vi kan rykke os mere, hvis vi flytter os som samfund. Hvis vi gør det i et fællesskab.

Derfor har vi som samfund brug for langsomme fællesskaber

Hvis vi for eksempel besluttede os for, at vi i det fællesskab, der udgør det danske samfund, besluttede os for at være langsomme sammen, ville der ske gode ting. Som for eksempel:

  • Mindre sygefravær.
  • Dybere samtaler og bedre relationer.
  • Mere bæredygtighed.
  • Mindre stress, angst og depression.
  • Mere tid i hverdagen.
  • Bedre kvalitet i vores arbejde.
  • Mere respekt for naturen.
  • Mindre trængsel på vejene.
  • Mere fordybelse.

Ja, jeg ved godt, at det her er en antagelse. Det er ikke punkter, vi kan sætte ind i et Excel-ark. Men jeg tænker på de øjeblikke, hvor jeg har været langsom sammen med mine venner, familie, kolleger eller andre. Eller på hvad der er sket i mit arbejdsliv, når jeg har tilladt mig at være langsom og gøre én ting færdig og gøre den grundigt, inden jeg gik videre til det næste. Der er altid kommet noget godt ud af det.

Spørgsmålet til dig er derfor: Hvem vil du i dag hjælpe til at være mere langsom? Hvilke gode ting kan der komme ud af det?

Vi kan beslutte os for at være langsomme sammen

Midt i en individualiseret tid er der heldigvis også en anden historie: At der allerede er langsomme fællesskaber, som vi kan tage udgangspunkt i.

Det er nemlig noget, vi kan beslutte os for: At dyrke fællesskaberne. Og vi kan starte med langsomheden. Vi kan beslutte, at 2020 er året, hvor vi går slow. At vi hjælper hinanden til at gøre verden til et langsommere sted. At vi siger til hinanden, at det er okay at tage den med ro. At vi ikke behøver at skynde os. At vi når, det vi når. Og det er fint sådan, fordi det bringer os fordybelse, nærvær og balance.

Er det noget, vi skal gøre sammen?