Manifest: Arbejd mindre

Hvis du har siddet til et middagsselskab for nylig, har du formentlig hørt du måske hørt de andre gæster sige noget i retning af:

Jeg har virkelig travlt for tiden eller det er virkelig stressende på jobbet i øjeblikket, men efter sommerferien så letter det…

Det er som om, at travlheden er blevet en livsstil, en konstant i vores liv, noget vi taler om, når vi mødes. Det er en del af vores kultur, en måde, vi stiver os selv af på. Når vi siger, at vi har travlt, og der er fuld gang i den på arbejdet, så er det som om, at vi er noget. Vi signalerer, at vi er efterspurgte, vigtige, ikke til at undvære. Om vi så bliver glade af al den her travlhed, om vi oplever vores arbejde som meningsfuldt, eller om det skaber værdi for andre, er en anden sag. I mange tilfælde er svaret nej. Nogle af os bliver endda syge af al denne travlhed, men det er fløjtende ligegyldigt. Med rødvinen i hånden kan vi sige til os selv og vores omgivelser, at vi er i gang, succesfulde. Så skide være med at livet passerer forbi i mellemtiden.

Hvor tit hører du en anden fortælling?

Hånden på hjertet: Hvornår har du sidst mødt en person, der sagde til dig:

Næh, jeg har ikke særlig travlt for tiden, det går faktisk ret langsomt. Jeg arbejder ikke så meget, og det er fint nok.

Når jeg selv siger det, ser folk alvorligt og bekymret på mig, lidt som hvis jeg havde fortalt, at jeg lige havde fået konstateret kræft. Ikke-travle mennesker som mig opfattes som underlige, måske endda fiaskoer i den kultur af protestantisk arbejdsetik og friværdier, de fleste af os lever i. Det sjove er bare, at jeg samtidig hører ret mange sige:

Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det samme som dig, Ole, stå af ræset.

Det tror jeg på, at vi kan, alle sammen. Forlade rotteræset og i stedet vende tilbage til menneskelivet, i hvert fald i det meste af vores tid.

Succes i arbejdslivet er ikke det samme som at have det godt

For et par uger siden mødtes jeg en lørdag aften med nogle gode venner, gamle studiekammerater, der startede med at læse sammen for 25 år siden. I dag holder vi kontakten ved at have en madklub, hvor vi tilbereder traditionel, dansk mad. Vi er ti i den madklub, men kun fire af os mødte op – resten havde for travlt. Selv kom jeg den lørdag på bagkant af en for mig usædvanlig travl periode (den var heldigvis kortvarig og er gudskelov overstået nu, hvor jeg er vendt tilbage til mit sædvanlige, langsomme liv). På trods af at vi kun var fire nød jeg samværet med vennerne og den – indtil rommen fra Den Dominikanske Republik kom på bordet – begavede samtale.

En del af denne samtale handlede om at have travlt, føle sig stresset, navigere i krydsfeltet mellem karriere, familie og så det, som man godt kan lide og føler føjer mening til tilværelsen. Set udefra ville os, der var sammen den aften nok blive betragtet som succesfulde (mine venner mere end mig). Vi skriver bøger, optræder i medier som Weekendavisen, Radio 24/Syv og ja, endda i Politiken. Vi bor på attraktive adresser, har koner og børn, og vi har set verden. Alligevel var der midt i hyggen en stemning af frustration. Fordi vi var trætte af at have travlt, trætte af at have for lidt tid til at arbejde med de projekter, der virkelig flytter noget, trætte af at være trætte. Jeg er ikke i tvivl om, at mange har det sådan. Succes i arbejdslivet er én ting, at have det godt noget helt andet.

Vi bliver syge af at have travlt

Det sidste er ikke bare en fornemmelse opstået i et hyggeligt selskab en lørdag aften i København. Vi har en forestilling om, at travlheden er en god ting. Vi bilder os ind, at den gør os mere produktive og får os til at skabe flere resultater, som enkeltpersoner og som samfund. Det er bare ikke altid, at det går sådan. Virkeligheden er, at vores arbejde bliver overfladisk, kvantiteten sættes over kvaliteten, og undervejs bliver mange af os angste, stressede og syge. Det er endda dokumenterbart.

En undersøgelse foretaget af Epinion og LO fastslog tidligere i 2018, at 14 procent af alle lønmodtagere har det så skidt psykisk, at de tager medicin mindst en gang om ugen, inden de går på arbejde. Presset for at klare pligterne, forventningerne og kravene om resultater er så heftige, at en stor gruppe mennesker har behov for medicin for at klare sig gennem arbejdsdagen. Samtidig er mere end 35.000 danskere sygemeldt med stress, mens du læser disse linjer. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed koster disse sygemeldinger det danske samfund mere end 8 milliarder kroner om året i sygedagpenge, ligesom omkostningen i tabt produktion på grund af de 135.000 årlige sygemeldinger med angst ligger på 8,3 milliarder kroner om året.

Det er dyrt at have travlt

Travlheden koster os penge. Den koster os trivsel og mening i livet – og for dem, der køres ned af vores kollektive besættelse af at have travlt – har den ofte store personlige konsekvenser. Forskning fra Institut for Psykologi ved Københavns Universitet har undersøgt forløbet for 770 tilfældigt udvalgte medarbejdere i private og offentlige virksomheder og institutioner, som har anmeldt arbejdsrelaterede rygsygdomme, hudsygdomme eller psykiske sygdomme som arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. De fleste af disse mennesker blev straffet dobbelt. De blev ikke bare syge, men 73 % af dem blev fyret, og var ikke i arbejde 2-4 år, efter de blev syge.

Mon ikke det var bedre at tage den lidt med ro?

Travlheden er også noget, vi påfører vores børn

Én ting er, hvordan vi selv lever. Man kan argumentere for, at vi er voksne og frie mennesker, der selv træffer vores beslutninger, at travlheden er et valg. Imidlertid er det ikke bare en livsstil, vi påfører os selv, vi påtvinger den også vores børn. Min datter Cecilie er 10 år. Hun har lange skoledage – et resultat af en reform bygget efter vores syge og ubegrundede princip om, at mere altid er lig med bedre, og der er et væld af aftaler og forpligtigelser derudover. For et par måneder siden hed hendes program skøjtehallen sent mandag eftermiddag, tirsdag var gaming day i hendes SFO, onsdag gik hun til kor, torsdag var der Mini Master Chef i samme SFO, fredag skøjtehallen igen, i weekenderne og ind i mellem det hele legegrupper, venindeaftaler, fødselsdage, forældrefester (med børn) og et væld af andre aftaler og forpligtigelser.

Jeg forstår godt, at Cecilie og andre børn, synker sammen på sofaen sidst på dagen. Det sker med en iPad i den ene hånd og en smartphone i den anden, så hun kan følge med i både Netflix og Snapchat – helt på samme måde som de voksne synker sammen hver aften i hundredtusindvis af danske hjem. Det er jo helt galt, og jeg ved godt, at der er noget, hvor jeg som far har svigtet. Jeg ved imidlertid også, at det er et fuldkommen normalt billede af børnelivet i Danmark i 2019. Det er bare ikke rigtigt, et symptom på et sygt samfund. For nogle uger siden sagde Cecilie, at hun gerne ville stoppe med både SFO og med skøjtehallen. Det fik hun lov til, et lille børneskridt i en langsom retning, fuldstændig forståeligt og flot, at hun selv sagde fra. Men er det noget, vi kan forvente, at børn selv skal kunne? Selvfølgelig ikke.

Giv børnene plads

Det var ikke sådan, da jeg var på Cecilies alder. Der havde jeg frie timer hver eftermiddag. Spillede fodbold, fik mudder på knæene og byggede universer i LEGO, der efterfølgende blev udslettet af mine smølfer, som ofte viste sig at være en brutal invasionsstyrke. Jeg spillede brætspil og legede med mine venner, Søren og Jesper. Jeg husker ikke, at der nogensinde var en voksen i nærheden. Jeg husker heller ikke en følelse af at have travlt, men jeg er helt overbevist om, at mine frie timer som barn gav mig kompetencer, som jeg i dag har glæde af i mit voksenliv.

Karriere er én ting, men hvad går vi glip af?

Det er på sin plads, at jeg kommer med en indrømmelse:

Jeg har ikke noget ønske om at have travlt eller om at arbejde en hel masse.

Det er ikke min drøm at blive mellemleder og sidde og besvare mails klokken 22 en torsdag aften. Heller ikke at sidde i S-toget på vej til arbejde en morgen i november, hvor regnen siler ned, og de andre passagerer ligner nogen, der har lyst til at skyde sig selv inden frokost. Jeg har ikke noget ønske om at være den til middagsselskabet, der taler om det tidskrævende projekt på jobbet. De ting har jeg prøvet. Det var ikke et liv for mig.

I sommeren 2014 sagde jeg en fast stilling op, som jeg med stor sandsynlighed kunne have haft resten af mit liv. Det var et fint job med gode kolleger, pensionsordning og løn under sygdom. Der var ikke noget i vejen med det job, men det betød, at jeg havde travlt hele tiden, og der var så meget andet, jeg gik glip af. At hente mine børn tidligt, udfolde mig kreativt og skrive bøger, ligge på sofaen og se en Star Wars-film, stå på en strand og mærke blæsten i mit ansigt, rejse til spændende steder med min familie. De ting gør jeg nu, for det er forbløffende så meget tid, man får, når man siger sit faste job op.

Det langsomme liv

Med få undtagelser – som i ugerne op til at jeg mødtes med mine gamle studiekammerater den omtalte lørdag aften – har jeg de sidste fem år levet et langsomt liv. Jeg underviser i gennemsnit en dag om ugen, men ellers står jeg op om morgenen og drikker kaffe. Så læser jeg eller skriver dagbog, mens jeg lytter til Mozarts klaversonater, smører madpakker til børnene og laver morgenmad. Om formiddagen sidder jeg og skriver i et kontorfællesskab, inden vi spiser frokost sammen. Over middag cykler jeg en tur, inden jeg henter min søn Mikkel, der har nogle udfordringer og går på specialskole. Så hygger vi os sammen om eftermiddagen, jeg laver mad til familien og går måske en aftentur. Jeg ser også Netflix, men jeg arbejder aldrig om aftenen. Jeg har tid til at sørge for praktiske ting, så andre i familien ikke skal bekymre sig om dem, og jeg skriver artikler og bøger, som læserne tilsyneladende kan lide. Vi tilbringer en måned om året i langt fra Danmark, og selvom der selvfølgelig også er udfordringer for os, hænger tilværelsen grundlæggende sammen.

At vælge til og fra

Det er naturligvis ikke uden omkostninger. Jeg har ikke bil eller sommerhus, køber stort set aldrig tøj, og børnenes værelser er små. Vælger man det langsomme liv til, er der noget, man får, men der er selvfølgelig også noget, man mister. Årsindtægt, prestige, retten til at beklage sig over chefen eller den seneste MUS-samtale, muligheden for at sidde i en trafikprop på motorvejen en fredag eftermiddag. Det er et valg, man kan træffe.

Vi har ikke altid været så travle

Er jeg mærkelig? Helt sikkert, og en regnedreng i Finansministeriet får nok en blodprop, når han læser denne artikel (det gør han sikkert ikke, for det er jo ikke produktivt eller målbart sådan at læse). Imidlertid hviler min tilgang til tilværelsen på en flere tusind år gammel, filosofisk tradition, der handler om, at vi giver os selv lov til at tænke, til at reflektere over livet og til at få os selv med. Det er sådan, vi udfolder os bedst, lever et balanceret liv og kan være mest for vores medmennesker. Den romerske stoiker Marcus Aurelius udtrykte det fint, da han skrev, at vores lykke afhænger af kvaliteten af vores tanker. I den forjagede og fortravlede kultur vi har bildt os selv ind, er den eneste måde at leve vores liv på, er det netop refleksionen, fordybelsen og vores tankers kvalitet, der bliver det første offer. Det betaler vi en pris for. Vi glemmer, at det er som den franske dramatiker Moliere sagde det omrent 1.500 år senere:

De træer, der vokser langsomt, bærer den bedste frugt.

Hvad har vi så travlt med?

Jeg tror ikke på at arbejde for arbejdets skyld eller travlhed for travlhedens skyld, er en farbar vej. Jo, det giver os noget at tage os til, en identitet om man vil. Imidlertid er det en hul identitet, hvis det ikke er en travlhed og et arbejde, der giver mening for os, og som giver andre værdi. Således spekulerer jeg ofte på, hvad de mennesker der styrter ned ad trappen til metroen på Nørreport, egentlig har så travlt med. Alle dem, der råber ind i deres telefoner, mens de forsøger at holde metroens døre åbne lidt længere. Har de en kur mod kræft i deres tasker? Har de fundet den million elbiler, der er behov for på de danske veje? Altså, der kommer jo en ny metro to minutter senere. Jeg kommer ikke til at forstå det. Måske kunne de bare slappe lidt af?

Det kan godt lade sig gøre

Det er der heldigvis også nogen, der gør, og det er den opmuntrende vinkel, som vi kan slutte med. For et par måneder siden tilbragte jeg det meste af en lørdag til en barnedåb på Vesterbro. Dejligt arrangement, søde mennesker, god mad og en bedårende baby.

Hvad der samtidig var opmuntrende og inspirerende, var at tale ned nogle af gæsterne, som i den seneste tid havde taget vigtige skridt i deres liv. Der var ham, der ugen før havde sagt sit job op uden at have et nyt på hånden, fordi han “trængte til noget andet end at se på en computer.” Der var hende, der havde opgivet en lederstilling og i stedet gået ned i tid på sit arbejde, så hun havde fri hver fredag. Der var den familie på fire, der smart tager to måneders orlov fra arbejde og skole for at rejse til Dubai, Singapore, Malaysia, Australien og New Zealand.

Det var opmuntrende, fordi det modbeviser, hvad vi ofte tænker: at travlheden uafvendelig, at vi er fanget i en trædemølle frem til pensionen (som for de fleste efterhånden alligevel først er om 100 år). Det er vi ikke. De tre barnedåbsgæster viste, at det godt kan lade sig gøre at vælge en anden retning i tilværelsen, et liv med mindre travlhed og mere mening.

Lyt til Goethe

Den store tyske digter Johann Wolfgang Goethe skrev for mere end 200 år siden:

De ting, der betyder mest, må aldrig være på bekostning af de ting, der betyder mindst.

Han havde ret. Alt for ofte har vi travlt med det, der ikke er væsentligt. Der er en anden vej, andre skridt, du kan tage. Du behøver ikke at sige dit job op, sælge dit hus og flytte op i en svensk skov, men du kan starte med at tage fri i morgen.

Inspiration til en langsom sommer uden for meget arbejde

Vil du arbejde mindre er slow living en god tilgang til tilværelsen. I den anmelderroste bog Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening får du en introduktion til den internationale langsombevægelse, en ny vinkel på begrebet tid og en lang række konkrete tips og værktøjer til at sænke tempoet i en travl hverdag. Bogen kan købes hos førende boghandlere eller lånes gratis på e-reolen. Se mere her.

Køb slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening

 

Slow living bog

Vil du være med i langsombevægelsen og dele den med andre?

Søndagslisten er 20 Skridts mailingliste, hvor jeg hver søndag morgen sender mine bedste artikler til dig, så du får inspiration til din morgenkaffe. Jeg sender aldrig mere end en mail om ugen, og du kan afmelde når som helst. Vil du hjælpe med at dele det langsomme budskab, eller har du ikke tilmeldt dig endnu, kan du gøre det på dette link.

Ja tak til langsomme ideer hver søndag morgen

Inspiration til artiklen Manifest: Arbejd mindre

Timothy Ferriss: 4-timers arbejdsuge

Chris Guillebeau: The Art of Non-conformity

Cal Newport: Deep Work

Tim Kreider: Lazy: A Manifesto

Karen Pallisgaard: Langsom Livsstil

James Altucher: Choose Yourselt:

Foto

Portrætbilledet til denne artikel og til meget andet af 20 Skridts materiale er taget af den dygtige Emilie Haut .

2019-06-22T07:56:19+00:00

About the Author:

Jeg hedder Ole, og jeg skriver bøger og holder foredrag om undervisning og om at leve langsomt. Indtil videre er det blevet til seks anmelderroste bøger, og der er flere på vej. Jeg tror på, at de små skridt kan gøre en forskel for os, hvis vi tør tage dem med vedholdenhed og konsistens. Privat er jeg gift med Kirstine, far til Cecilie og Mikkel, bor i Ørestad og tilbringer sammen med familien mindst en måned om året i Sydøstasien.

2 Comments

  1. Marianne Urth 24. juni 2019 at 22:59 - Reply

    Hej Ole
    Dejligt inspirerende skrevet. Måske er det der forvirrer os at vi er bange for ikke at have råd til at arbejde mindre. Men har vi virkelig brug for alle de ting, rejser, restaurantbesøg? Jeg bor i Australien og her tror jeg en hel del af de travle mennesker så får sig en flaske vin hver aften for at slappe af og det fører så andre problemer med sig.
    Slow Living and no Alcohol eller meget mindre tror jeg også hjælper på livs kvaliteten.

    • Ole Ditlev Nielsen 25. juni 2019 at 3:54 - Reply

      Hej Marianne,
      Tak for din kommentar og jeg er meget enig med dig. Mange har en bekymring over, hvad der vil ske, hvis de beslutter sig for at arbejde mindre. Jeg tror det både handler om økonomi, men også en bekymring for tab af prestige og for, hvad andre måtte tænke om det. Og vi lever i en kultur, der på mange måder dyrker tanken om at vi skal have mere af det hele. Det er klart en udfordring, som det er værd at gøre op med. Håber, alt er vel i Australien :-).
      Bedste hilsener, Ole

Leave A Comment