En kort guide til en minimalistisk privatøkonomi

Der er et emne, vi ikke har berørt så meget, men som vi hellere må tale om.

Det emne er penge.

Det er ikke det sjoveste emne, og jeg ville helst gøre som om, at privatøkonomi aldrig var et problem eller noget, man behøvede at tænke over.

Sådan er virkeligheden desværre ikke. Tværtimod har jeg lært, at hvis man ønsker at leve et liv, hvor man har tid til det, der betyder noget og helst ikke vil slide sig ihjel, så har penge en betydning.

De fleste af os lever i et bytteforhold, hvor vi bytter vores tid for penge. Når vi har meget af det sidste, savner vi det første – og omvendt. Hvis vi ønsker, at dette bytteforhold bliver mere bæredygtigt, så er der god grund til at give vores privatøkonomi mere opmærksomhed. Den kan være en modspiller, men den kan også hjælpe os og give os bedre forudsætninger for at leve en langsom tilværelse med tid til det vigtige.

Samtidig kan privatøkonomi hurtigt blive et kompliceret, uoverskueligt og ligefrem deprimerende emne. Derfor vil jeg introducere et begreb, som gør det mere overskueligt, og som jeg selv har glæde af: Minimalistisk privatøkonomi.

Hovedprincipper i minimalistisk privatøkonomi

Inden vi fortsætter en varedeklaration: Jeg er forfatter, ikke økonom eller bankrådgiver. Herunder får du en række tips, som er gode og sunde, men jeg er ikke professionel, økonomisk ekspert. På den anden side kan jeg oprigtigt sige, at det er råd, som jeg selv har benyttet mig af, og som har gjort en positiv forskel for mig. Det tror jeg også, at disse tips kan gøre for dig.

Det første og det vigtigste princip i en minimalistisk privatøkonomi er dette:

Du skal bruge mindre, end du tjener.

Det er et enkelt princip, der sikrer, at du ikke køber noget, før du har pengene til det, og hvis du lever efter det, kommer du aldrig til at gældsætte dig. Hermed er du sikret, at det aldrig kommer til at gå galt med din privatøkonomi. Eneste undtagelse er realkreditlån til boliger, som i en del tilfælde kan være en fornuftig, langsigtet investering.

Derudover er der yderligere to hovedprincipper i minimalistisk privatøkonomi.

Du skal være tålmodig.

At vende en privatøkonomisk supertanker er et langsigtet projekt, ikke noget quick fix. Jo, du kan købe en lottokupon, og der er en teoretisk chance for, at du er meget, meget heldig og vinder nogle millioner. Det er bare ikke særlig realistisk. Det er derimod fuldkommen realistisk, at du kan træffe beslutninger i dag, som på længere sigt kommer til at give dig en bedre økonomi.

Du skal være klar til at undvære.

Skal dette projekt lykkes, betyder det, at du også skal håndhæve det tredje princip i minimalistisk privatøkonomi. Det handler om at ændre vaner, tænke over dine udgifter og forbruge mindre. Det kan ikke alene gøre din tilværelse mere enkel og overskuelig, det kan også give dig flere penge på lommen.

De 3 trin i minimalistisk privatøkonomi

Når du har skrevet de tre hovedprincipper i minimalistisk privatøkonomi bag øret, så er du klar til at forvandle din økonomi.

Trin 1: Afvikle gæld

Det første, du gør, er at afvikle så meget af din gæld, som du overhovedet kan. Det vil give dig et større råderum hver måned, og det er et eksempel på noget af det, der gør ondt på kort sigt, men gør godt på lang sigt. Start med at afvikle den gæld, der har den højeste rente og arbejd dig derefter ned igennem de forskellige gældsposter.

Trin 2: Opret din egen nødhjælpsfond

Det næste, du gør, er at oprette din egen nødhjælpsfond, så du har penge til uforudsete udgifter. En god størrelse nødhjælpsfond svarer til 3-6 måneder af det, du får udbetalt efter skat. Får du f.eks. udbetalt 10.000 kroner hver måned efter skat, bør din nødhjælpsfond være på 30.000-60.000 kroner.

Det kan tage tid at oprette en nødhjælpsfond, men den kan gøre underværker for din nattesøvn, og der er måder, du kan hjælpe den på vej. Måske har du ting, du kan sælge på Den Blå Avis? Måske kan du springe sommerferien over et enkelt år og lægge pengene til side? Måske tage ekstra arbejde i en kortere periode? Måske flytte til noget mindre med en billigere husleje eller leje et værelse ud i et stykke tid?

Trin 3: Investér det, du har til overs

Hvis du følger de tre grundprincipper, og du har fulgt trin 2 og trin 3, vil du opleve, at du får penge til overs. De er dårligt placeret under hovedpuden eller på din almindelige lønkonto i banken, hvor du ikke får nogen rente. Hvad, du i stedet bør gøre, er at investere disse penge.

At investere er en jungle med et væld af muligheder. I minimalismens navn vil jeg anbefale dig den mest enkle måde, som også er den investeringsform, jeg selv benytter mig af: At sætte dine penge i en månedsopsparing hos Nordnet. Det kan du sætte op på 10 minutter, så det hele kører på automatpilot – mere enkelt kan det ikke blive.

Jo mere du kan investere, jo bedre, for det giver dig hurtigst muligt en opsparing at trække på, men ellers er 20 % af din månedlige indtægt efter skat en god tommelfingerregel. Hvis vi antager, at du stadig får udbetalt 10.000 efter skat om måneden, betyder det, at du automatisk overfører 2.000 hver måned til din månedsopsparing hos Nordnet.

Og for en god ordens skyld: Ud over at være kunde har jeg ingen forbindelse med Nordnet, og der er ikke nogen hos Nordnet, der ved, at jeg skriver det her. Jeg er ikke influencer, der får penge for at promovere produkter.

Minimalistisk privatøkonomi i praksis: Et eksempel på et regnestykke

3 principper og 3 trin. Det er alt, hvad minimalistisk privatøkonomi, går ud på. Det er enkelt i sig selv, men hvordan ser det ud i praksis? Lad os tage et eksempel:

Hver morgen på vej til arbejde køber du en café latte, det er rigtig god take away kaffe, der koster 35 kroner for et stort og varmt krus. Du arbejder 5 dage om ugen, 46 uger om året, ligesom de fleste andre. Det giver denne årlige udgift til din café latte.

35 x 5 x 46 = 8.050 kr.

På 10 år bliver det til 80.500 kr., og så har vi for overskuelighedens skyld ikke taget højde for prisstigninger på kaffebønner eller inflationen i det hele taget.

Lad os sige du i stedet droppede kaffen og investerede de 8.050 årlige kroner i en månedsopsparing hos Nordnet eller på en tilsvarende investering. Her kan du realistisk regne med en forrentning på 5 % om året, hvilket på 10 år med renters rente bliver til 106.315 kroner.

Der er naturligvis ingen garanti, når vi taler investeringer. Det kan blive til mere, det kan blive til mindre, men det her er alt taget i betragtning det mest sandsynlige scenarie.

Du har derfor et valg: Vil du blive ved med at drikke din café latte, eller vil du stå med mere end 100.000 kroner i hånden om 10 år? Ved blot at undvære en enkelt lille ting?

Måske drikker du ikke kaffe, men mon ikke, at der i så fald er andre ting, du kunne undvære? Og som med en lille ændring i dine vaner i dag i dag, kan få en positiv betydning for din fremtid? Det er det valg, du står med, når du beslutter dig for en minimalistisk privatøkonomi. Måske er der endda flere ting, du kan undvære?

Der er ressourcer, der kan hjælpe dig i gang

I disse måneder er der en heftig debat om pensionsalder, nedslidning og hvornår man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. En del af denne debat handler også om økonomi – kan man spare op og derved trække sig tidligere tilbage fra arbejdslivet? Det tror jeg er en tiltrækkende tanke for mange – også for mig.

I den forbindelse har den omsiggribende FIRE-bevægelse tiltrukket sig en del opmærksomhed. FIRE er opstået i USA, men har spredt sig til andre lande, og er en forkortelse for Financial Independence Retire Early. Vil du vide mere herom, er der en række gode både danske og internationale ressourcer, der kan hjælpe dig med tips og råd. Du kan for eksempel besøge:

Fire Danmark – en dansk Facebook-gruppe, hvor medlemmerne flitttigt deler råd, ideer og erfaringer om privatøkonomi og investeringer med hinanden.

Pernille Wahlgren – en dansk investor med gode råd til investeringer, som også bestyrer Facebook-gruppen Lev & tænk enkelt.

Mr. Money Moustache – en side med en masse gode råd til FIRE i praksis.

Early Retirement Extreme – Jacob Lund Fiskers meget læseværdige og grundige blog med praktiske tips til finansiel frihed.

Tag dit første skridt i dag

Minimalistisk privatøkonomi er en proces, ikke et mirakel fra den ene dag til den anden. Det gode ved det er, at det er en proces, du kan starte allerede i dag. Du kan tage det første skridt med det samme. Måske er der en enkelt lille udgift, du kan undvære i dag? Noget, hvor du i stedet kan lægge de første penge til side? Så har du taget det første, det sværeste og det vigtigste skridt. Det kommer til at få en positiv betydning for din fremtid.

Foredrag om slow living

I marts måned holder jeg foredrag, kurser og workshops i København, Aarhus, Kolding, Nyborg og Korsør. Er du, din arbejdsplads, aftenskole eller andre interesserede i et foredrag om, hvordan I kan sænke tempoet, fokusere på det vigtige og få balance i hverdagen, så er dette foredrag om slow living måske noget for jer. Det er baseret på den anmelderroste bog Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening. Du kan også tage et kig på hele 20 Skridts foredrags- og kursusudbud.

SLOW LIVING FOREDRAG
ALLE FOREDRAG OG KURSER

 

Slow living foredrag

2019-02-20T15:45:21+00:00

About the Author:

Jeg hedder Ole, og jeg skriver bøger og holder foredrag om undervisning og om at leve langsomt. Indtil videre er det blevet til seks anmelderroste bøger, og der er flere på vej. Jeg tror på, at de små skridt kan gøre en forskel for os, hvis vi tør tage dem med vedholdenhed og konsistens. Privat er jeg gift med Kirstine, far til Cecilie og Mikkel, bor i Ørestad og tilbringer sammen med familien mindst en måned om året i Sydøstasien.

Leave A Comment