Retningen i dit liv? Find den på biblioteket

I virkeligheden er det et enkelt spørgsmål:

Hvornår har du det bedst?

Har du det bedst, når du høfligt griner af din chefs klodsede vittigheder, arbejder på et projekt, som du ikke rigtig brænder for, eller når du sidder i trafikken i februars morgenmørke på vej til endnu en dag i trædemøllen?

Eller har du det bedst, når du beskæftiger dig med noget, som du virkelig interesserer dig for? Som du glæder dig til, og som du kan blive så optaget af, at du glemmer alt omkring dig? Som føjer mening, ro og balance til din hverdag?

Kort sagt: Har du det bedst, når du gør det, du føler, du skal, eller når du gør det, som du gerne vil?

Det vi vil, det vi skal

Langt de fleste svarer selvfølgelig det sidste. Vi har det bedst, når vi bruger deres tid på det, som vi gerne vil, fremfor det, som vi føler os forpligtigede til.

Problemet er bare, at det ikke altid er så enkelt. Måske kommer hverdagen til at fylde så meget, at vi glemmer det, vi gerne vil. Der er mødereferater og mails, der skal skrives, madpakker, der skal smøres, huslejer, der skal betales. Vi kommer ind i en rytme, hvor vi gør tingene pr. automatik. Vi har jo travlt og skal skynde os. Derfor glemmer vi at stoppe op og reflektere over, om vi egentlig bruger vores tid på det, der er vigtigt for os.

Det gør vi ikke altid – overvej gerne spørgsmålet på dette billede:

Bibliotek slow living

Find din retning i en boghandel eller på et bibliotek

Er du blevet i tvivl om, hvad der er din retning, eller hænger du fast i trædemøllen, så er der her en god, lille øvelse:

Gå ind i en boghandel eller besøg dit lokale bibliotek. Tag dig god tid, gå rundt mellem bøgerne og gør det langsomt. Brug mindst en time. Tag bøgerne op i dine hænder og giv dig tid til at bladre i dem.

Overvej, når timen er gået, hvilke bøger, der har tiltrukket dig mest. Hvad har interesseret dig?

Hvis du er blevet ved med at vende tilbage til hylden med coffee table-bøger om boligindretning og design, skulle du måske overveje at indrette dit hjem på en ny måde – måske endda gøre det til en ny karriere? Gjorde du et længere ophold ved rejsebøgerne om Sydamerika, er det måske tid til at prioritere anderledes, lægge penge til side og begynde at spare op til rejsen til Brasilien. Fandt du interesse i bøgerne om kreative hobbies, er det måske tid til at begynde på et aftenskolekursus eller at tage et kursus i en kreativ hobby, du har lyst til, på en online-platform som Udemy.

Lyt til dig selv, ikke til konventionerne

Øvelsen i boghandelen eller på biblioteket giver dig en god fornemmelse af din retning. Den viser, hvad du i virkeligheden interesserer dig for. Den viser, hvad du vil, fremfor det du skal.

Når du på denne måde begynder at lytte mere til dig selv og mindre til, hvad andre personer eller konventionerne siger, jo mere kommer du til at stimulere dine mentale muskler. Du bliver entusiastisk. Hvis besøget i boghandelen fører til et aftenskolekursus en dag om ugen eller en rejseopsparing, er det ikke sikkert, at dit liv er anderledes i morgen, men du vil være meget bedre på vej.

Det er nemlig dit første skridt. Du har genfundet din begejstring for det, du vil. Jo flere skridt du tager, jo mere begejstring vil du føle. Måske ender det med en helt ny karriere, en flytning, en anden måde at leve på. Den måde at leve på, der er den rigtige for dig.

God tur på biblioteket.

Apropos biblioteker: Du kan låne bogen om Slow living på E-reolen

I den anmelderroste bog Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening får du en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse, en række essays om at prioritere og bruge din tid anderles og først og fremmest en lang række konkrete forslag til, hvordan du kan sænke tempoet i en travl hverdag. Bogen kan købes hos Arnold Busck, Saxo og andre førende boghandlere, men du kan også låne bogen helt gratis via de offentlige bibliotekers udlån, e-reolen. Så har du den i 30 dage, og du kan begynde læsningen om to minutter. Du trykker blot her.

LÅN SLOW LIVING – SÆNK TEMPOET OG LEV ET LIV MED MENING

 

Slow living bog

2019-02-09T13:28:52+00:00

About the Author:

Jeg hedder Ole, og jeg skriver bøger og holder foredrag om undervisning og om at leve langsomt. Indtil videre er det blevet til seks anmelderroste bøger, og der er flere på vej. Jeg tror på, at de små skridt kan gøre en forskel for os, hvis vi tør tage dem med vedholdenhed og konsistens. Privat er jeg gift med Kirstine, far til Cecilie og Mikkel, bor i Ørestad og tilbringer sammen med familien mindst en måned om året i Sydøstasien.

Leave A Comment