Elsk dig selv først, så følger alt andet med. Du skal virkelig elske dig selv for at opnå noget i denne verden.
– Lucille Ball
Lucille Ball var fra 1930’erne og frem en meget kendt skuespillerinde. Komedieserien I Love Lucy var i 1950’erne det mest populære Tv-program i USA, og med dette citat havde Lucille Ball en virkelig, virkelig god pointe.
Hvis vi vil trives, er det at praktisere selvkærlighed og selvmedfølelse noget af det vigtigste, vi kan gøre.
Jeg har det ambivalent med citatet, fordi Lucille Ball taler om, at vi skal opnå noget. Det tror jeg ikke altid er så vigtigt. Vi behøver ikke altid at stræbe, ikke altid at sætte mål, ikke altid tænke på det vi ikke har. Ofte er det fint, at vi blot er til stede. I det, der er, lige nu.
Når jeg alligevel starter denne artikel med citatet og også synes, at det er et godt citat, så er det fordi Lucille Ball havde ret, da hun sagde det. Hvis vi giver os selv lidt kærlighed, så bliver forudsætningerne for, at vi får et bedre liv slet og ret bedre. Tør vi føle med os selv og være kærlige over for os selv, i både tanke og handling, så kommer vi til at leve et mere balanceret liv.
De gode ting ved selvkærlighed
Det er ikke et egoistisk projekt. Selvmedfølelse og selvkærlighed er en forudsætning for, at vi fungerer og kan være noget for andre, for at vi kan yde et positivt bidrag til den verden, og det samfund, vi er en del af. Det kan vi, fordi selvkærlighed fører en række positive ting med sig:
- Mindre stress og angst.
- Mere optimisme.
- Mere overskud til at hjælpe andre.
- Mere motivation til at ændre uhensigtsmæssige vaner.
- Mere energi i hverdagen.
- Bedre selvværd.
Det er ligesom med vores krop. Den har brug for vitaminer, mineraler og bevægelse for at fungere så godt som muligt. På samme måde er selvkærlighed vitaminer til sindet. Den er nødvendig for, at vi er i balance. Er vi derimod udkørte, stressede og tænker vi dårligt om os selv, så er der intet overskud tilbage. Uden overskuddet kommer vi ikke noget godt sted hen og bringer mindre godt til verden. Det er denne onde cirkel, som selvkærlighed kan hjælpe os ud af.
Hvad er selvkærlighed?
Men hvad er det egentlig for noget, selvkærlighed og selvmedfølelse? Man kan sige, at selvmedfølelsen er selvkærlighedens forudsætning. Hvis vi begynder med at udvise selvmedfølelse, især i de situationer hvor vi har det svært og måske bebrejder os selv, så har vi skabt et grundlag, hvor vi kan give os selv kærlighed. Kristin Neff, fra University of Texas, en af verdens førende forskere inden for selvkærlighed, har udviklet et program for, hvordan vi kan praktisere selvmedfølelse. Hun definerer selvmedfølelse således:
”Selvmedfølelse involverer at behandle dig selv med den samme venlighed, bekymring og støtte, som du vil vise til en god ven. Når du står over for svære livskampe eller bliver konfronteret med personlige fejl, fiaskoer og utilstrækkeligheder, reagerer selvmedfølelsen med venlighed snarere end hård selvbedømmelse, og erkender, at ufuldkommenhed er en del af den fælles menneskelige oplevelse. ”
– Neff & Dahm, 2015)
Dette er også kernen i selvkærlighed. Det handler om at være venlig og ikke hård ved dig selv. Især i de situationer, hvor du har begået en fejl, kunne have valgt anderledes eller er i tvivl om din retning. Vær altid venlig og kærlig over for dig selv. Det er den bedste vej frem.
10 veje til selvkærlighed
Hvis du vil udøve selvmedfølelse og selvkærlighed, er der to elementer i spil:
Tankegang og konkrete handlinger.
Det første element handler om, hvordan du tænker om dig selv. Coaches, der er lidt smartere end mig, kalder det for mindset. Er du hård og kritisk over for dig selv? Kan du ændre den hårde tankegang til noget, der er mere venligt og kærligt?
Det andet element handler om, hvad du helt konkret kan gøre for at give dig selv kærlighed. Hvor det her med tankegangen gælder for os alle, kan det med de konkrete handlinger være mere individuelt. Måske er det for mig en selvkærlig handling at spise chokolade eller bruge en søndag på Brøndby Stadion med vennerne, men hvis du ikke kan døje chokolade eller hader fodbold, så er det nok ikke en selvkærlig handling for dig. I så fald vil du finde andre, selvkærlige handlinger, der passer lige præcis til dig.
Herunder får du en liste med 10 forslag, der både dækker tankegang og konkrete handlinger. Jeg håber, at de vil inspirere dig til at være kærlig mod dig selv.
1) Anerkend og acceptér de følelser, der er svære
Det er ikke sandsynligt eller realistisk, at vi kan gå og være glade hele tiden. Sådan er livet ikke, og jeg ser med en vis skepsis på de her overglade typer, der bare synes alting er fantastisk. Når du føler, at der er noget, der er svært, eller at der er noget, du er vred og skuffet over, så start med at acceptere, at du har disse følelser. Sig til dig selv, at det er i orden, at du har dem. At der ikke er noget forkert ved det.
2) Vær opmærksom på din fortælling om dig selv
Vi skaber hele tiden fortællinger. Vi gør det på jobbet, sammen med familie og venner, om situationen i samfundet og i verden i det hele taget. Samtidig skaber vi også fortællinger om os selv. Måske har vi en fortælling om os selv, der hedder jeg kan heller aldrig tage mig sammen til noget. Det kan være, vi siger jeg får aldrig et nyt job, jeg er ikke handyman så jeg får aldrig styr på min bolig eller jeg duer ikke til penge. Vi er enormt gode til denne type negative fortællinger om os selv. At blive mere opmærksom på disse fortællinger og gradvist at ændre dem er noget af det mest selvkærlige, vi kan foretage os.
3) Hvad vil du have og hvad har du brug for?
Denne skelnen er vigtig. Ofte bliver vi fokuserede på det, vi vil have. Smart tøj, et lækkert hjem, en lønforhøjelse, likes på de sociale medier, og vi glemmer, at det er ting vi måske i virkeligheden ikke har brug for. Kan vi i stedet fokusere på det, vi i virkeligheden har brug for, som måske kan være lidt ro i hovedet, frisk luft hver dag eller en god bog, der giver vitaminer til hjernen, så får vi det bedre.
4) Lav dit eget selvkærligheds-ritual
Hvor de tre første punkter handlede om tankegang er det her en meget konkret handling. Kan du lave et selvkærligheds-ritual for dig selv? Noget, som du gør, som du føler er selvforkælelse i særlig grad? Om det er at massere dine fødder, tage et langt bad, drikke et særlig godt glas rødvin eller noget fjerde er helt op til dig. Det vigtige er blot, at du gør det til et ritual. Det vil sige, at det er noget, du gør til en fast, tilbagevendende vane og ikke noget, du bare gør en gang imellem.
5) Lav en ”Det fungerer-for-mig ”-liste
Vi har alle sammen ting, som vi føler fungerer godt for os, og ting som fungerer mindre godt. Det er en god øvelse at sætte dig ned og skrive en liste over de ting, som du synes virker for dig. Hvad giver dig en følelse af glæde eller ro? Hvornår er der noget, som du tænker, er en succes for dig? Når du skriver sådan en liste, så får du også et pejlemærke over det, der skal til, for at give dig selv kærlighed. I mange tilfælde er øvelsen i sig selv også en god oplevelse, der giver optimisme og godt humør.
6) Giv din krop kærlighed
Der er noget holistisk ved det. Hvis du føler dig godt tilpas i din krop, så har du det også bedre mentalt. Derfor er det at give din krop kærlighed også en måde at praktisere selvkærlighed på. Husk, det ikke betyder, at du nødvendigvis skal ud at løbe en hel masse. Det kan også være at sove længe og give din krop den restitution og hvile den har brug for.
7) Lad være med at sammenligne dig selv med andre – især på de sociale medier
En sikker vej til mindre selvkærlighed er at sammenligne dig selv med andre. Det gælder ikke mindst, hvis du gør det på sociale medier som Facebook og Instagram. Der er det nemlig i mange tilfælde redigerede, oppustede versioner af sig selv og deres liv, som folk viser. Det er bedre at lade være med at underkaste dig selv disse typer af sammenligninger.
8) Gør noget, du er god til
Vi har alle sammen noget, som vi er gode til. Nogle er gode til at tale med andre mennesker, nogle er gode til at tegne, andre er gode til matematik eller til at lappe en cykel. Lige meget hvad, giv dig selv lov til at bruge tid på det, du er god til, og som giver dig glæde. Det får selvtilliden til at vokse.
9) Find dit lykkelige sted
Udpeg et sted, der er dit helt eget lykkelige sted. Det kan være et sted i dit hjem, pladsen ved køkkenvinduet, din seng eller din bedste lænestol. Det kan også være en bænk i nærheden af dit hjem eller en stor sten med udsigt over havet. Søg hen til dit lykkelige sted ofte og mærk de gode følelser, stedet giver dig.
10) Husk at alle begår fejl fra tid til anden
I de situationer, hvor vi har dummet eller begået fejl, er vi mere tilbøjelige til at udøve selvkritik snarere end selvkærlighed. Her er det sundt at minde sig selv om, at fejl er noget, som alle begår. Det er helt normalt, det er i fortiden, og der er ikke noget, vi kan gøre ved det.
Hvilken kærlighed vil du give dig selv i dag?
Tilbage er der blot et enkelt, men vigtigt spørgsmål. Hvad vil du gøre for at give dig selv kærlighed? Ikke i næste uge eller måned, men i dag? Når du har lagt denne artikel fra dig: Hvilken kærlighed vil du så give dig selv?