Forleden lyttede jeg til en fodboldfan-podcast, hvor en af værterne sagde noget interessant. Han fortalte, at han var blevet 2 % lykkeligere efter, at han holdt op med at brokke sig over dommerne.

Nu handler Søndagslisten ikke om fodbold, men vi kan finde inspiration i tankegangen om at blive en lille smule lykkeligere. Tv-udsendelser, livsstilsmagasiner og instagramprofiler formidler ofte forestillingen om den store lykke. Om at nå hen til det sted i livet, hvor alting ligesom er faldet i hak. Hvor fysisk og mental sundhed, kærlighedsliv, boligforhold, karriere og sociale relationer lige præcis er der, hvor de skal være.

Det er en meget høj barre at sætte. Der er meget, der kan gå galt i sådan en stræben efter det totalt lykkelige liv. Det kræver hårdt arbejde, der kan give stress. Uventede ting, der spænder ben for lykken, kan opstå, og hvad så når man er nået frem til det angiveligt lykkelige sted? Skal man så begynde forfra? Finde noget nyt at jagte?

Måske giver det bedre mening at søge den lille lykke i stedet for at jagte den store? Måske er det i det lange perspektiv mere meningsfuldt at søge de 2 % frem for de 100 % og den totale lykke? Måske kan det spare os for stress, frustrationer og skuffelser?

Sådan søger du den lille lykke

Det spørgsmål, der naturligvis melder sig, er hvordan du søger den lille lykke? Her er nogle ideer og eksempler.

  • Sluk for Facebook og andre sociale medier (jeg vil vædde med, at det gør dig mindst 2 % mere lykkelig med det samme).
  • Plej dine planter ved at beskære og vande dem dagligt.
  • Brug 10 minutter om dagen på at lære noget nyt – det kan for eksempel være på denne platform.
  • Gør noget kreativt hver dag. Det kan være at tegne, male, skrive, snitte i træ eller noget håndværk.
  • Spis et måltid uden distraktioner og vær fuldt til stede i din smagsoplevelse.
  • Gå en tur i den nærmeste park, skov eller ved en strand tæt på dig.
  • Tænd et duftlys, lav din favoritdrik og tag en pause derhjemme.
  • Lyt til din yndlingsmusik.
  • Send en uventet besked til en ven eller et familiemedlem og fortæl dem, at du tænker på dem.
  • Lav nogle strækøvelser.
  • Hjælp andre uden at forvente at få noget til gengæld.
  • Læs eller lyt til en god bog, gerne en halv time hver dag. Du kan låne lydbøger gratis på eReolen.
  • Skriv tre ting, du er taknemmelig for, i en notesbog hver aften.
  • Brug din søndag på at tage på et mikroeventyr.

Du kan blive 2 % mere lykkelig i dag

Den store, forkromede lykke kræver hårdt arbejde, og den tager lang tid at nå frem til – hvis vi da overhovedet kommer frem til den. Det gode ved den lille lykke er, at den er tæt på og realistisk. Forslagene herover er er blot til en første inspiration, men det fine ved dem er, at de er praktiske og nemme at implementere. Du kan føre dem ud i livet allerede i dag.

Derfor: Se på listen med forslag. Vælg et af dem og gør det allerede i dag. Så er du 2 % mere lykkelig i morgen.


Dit personlige univers til et enkelt, langsomt og meningsfuldt liv

Søndagslisten Plus er din personlige platform, hvor du går på opdagelse i dit eget tempo. For kun en krone om dagen har du hvor som helst og når som helst adgang til et væld af artikler, lydfiler, videoer og digitale magasiner, der guider dig til et roligere og mere balanceret liv.

I denne korte video kan du se, hvordan Søndagslisten Plus fungerer.

Giv dig selv et øjeblik. Dyk ned i Søndagslisten Plus og tag dit første skridt mod et liv i et tempo, hvor du har dig selv med.


Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.