Når du læser med her, er det måske, fordi du interesserer dig for slow living og det meningsfulde liv i bred forstand. Det er super, og jeg er helt for det, men af og til kan omstillingen fra det travle og uoverskuelige liv til den langsomme og enkle hverdag forekomme – ja, uoverskuelig.

Rejsen mod slow living virker så lang, at du ikke orker at begynde på den. Der er mange vaner at ændre, mange spørgsmål at tage stilling til og beslutninger at træffe om alt fra job, økonomi og bopæl til de små daglige gøremål.

Måske er der en bedre vej? En vej, der ikke handler om, at du på et øjeblik træffer store, livsforandrende beslutninger, men snarere begynder at gøre små ting, der skridt for skridt fører dig i en ny retning. Og at det ikke behøver at være så alvorligt og tungt. Måske kunne du gøre noget, der både var enkelt, langsomt og sjovt?

Det får du en række ideer til i dag. Mange af dem kredser om at prøve noget nyt og lave aktiviteter, der ikke skal føre til et resultat eller produktivitet i sig selv

Praktiske ideer til sjove og enkle slow-aktiviteter

  • Pynt dit hjem med ting, der gør dig glad. Gør det samme på din arbejdsplads.
  • Lav en ”grimmeste-kage-konkurrence” med familie og gode venner.
  • Lær at tegne – måske croquis eller skitser med blyant?
  • Kom ud i mudderet – gå en lang tur i en mudret skov eller på en efterårsvåd mark og giv dig selv lov til at blive beskidt.
  • Lav et måltid mad du aldrig har prøvet at lave før.
  • Gense en film eller Tv-serie du elskede, da du var barn eller ung.
  • Stå op på et helt nyt tidspunkt – væsentligt tidligere eller senere end du plejer.
  • Hold en temafest – ”Mordet i Orientekspressen” eller ”Jul i 1957”?
  • Lyt til glad musik – søg på ”happy music” på YouTube eller din foretrukne musiktjeneste.
  • Lær at danse tango – eller en anden dans, du synes er sjov. Tjek mulighederne på din lokale aftenskole.
  • Gå i teatret – og se en komedie, der får dig til at grine.
  • Tag en lang pause – eller en dag, hvor du bliver i nattøjet fra morgen til aften?
  • Prøv en holdsport – og oplev styrken i et fællesskab, der har samme mål.
  • Se Big Bang Theory – eller en anden sjov komedieserie.
  • Lav mad sammen med andre – måske kan I starte en søndags-madklub?
  • Spil et fjollet brætspil – jeg holder selv meget af klassikeren Myretuen.
  • Lær om et helt nyt emne – måske fotosyntese, Knud Lavard eller berømte græske filosoffer?
  • Gør ting, der gjorde dig virkelig glad, da du var barn.
  • Skriv et haikudigt – og gør det hver dag i en måned.
  • Prøv med power-yoga, meditation eller andet godt for din krop.
  • Slå plat og krone hver gang, du er i tvivl om, hvad du skal i dag. Lad mønten bestemme.

Vælg en af ideerne og udfør den i dag

Sådan, det var en flok aktiviteter, der hverken forandrer samfundet eller dit eget liv grundlæggende, men som med stor sandsynlighed giver dig en pause fra trædemøllen og får dig til at smile. Der er ikke noget, der er produktivt ved ideerne, og de er ret slow, men de er en vej til lidt mere overskud og lidt færre bekymringer.

Og du behøver selvfølgelig ikke at gøre det hele. Du kan tage et kig på listen, vælge en af dem og udføre den allerede i dag. I tvivl om hvilken, du skal vælge? Så kan du skrive hver idé på en lille seddel, folde hver seddel sammen og lægge alle sedlerne i en krukke eller i et gammelt syltetøjsglas. Så lukker du øjnene, trækker en seddel op af krukken, og så har du din langsomme aktivitet.


Tre gratis long-form artikler om vidt forskellige emner

Når du er færdig med denne artikel, kan du brygge en god kop kaffe, sætte dig i din bedste lænestol og fordybe dig i en af de lidt længere, gratis artikler, jeg har skrevet til dig. Her er tre forslag alt efter, hvad du interesserer dig for og arbejder med i din dagligdag.

Til dig, der vil leve enkelt: 39 ideer til simple living

Til dig, der er lærer: 39 ideer til din undervisning

Til dig, der gerne vil skrive: Skriv en bog og få den udgivet

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.