Der er de mennesker, du ser i medierne og på de sociale platforme. Dem, der hele tiden dukker op i dit feed, men som når det kommer til stykket ikke har noget dybt, meningsfuldt eller vigtigt at sige til dig.
Og så er der de mennesker, som du måske aldrig har hørt om, men som virkelig har noget på hjerte. Noget, der rammer dig, gør dig klogere, og som inspirerer dig til at gå nye veje i livet.
Et af de mennesker var den uruguayanske forfatter Eduardo Galeano. Med afsæt i journalistikken skrev han om vidt forskellige emner, fra sydamerikansk historie over politik til fodbold. Han havde skarpe holdninger, især om sociale forhold og økonomisk ulighed, men han havde samtidig en poetisk åre. Han var klog på livet, havde lyst til det og formulerede det på måder, som både var smukke og kraftfulde.
Galeanos kombination af holdning og poesi har været en stor inspirationskilde for mig, og jeg håber og tror, at han også kan inspirere dig. Derfor har jeg samlet fem af hans mest tankevækkende citater til dig. Jeg har valgt citater, der cirkler om vores opfattelse af tid, om livsglæde og om meningsfuldhed. Det er tre temaer, der går fint i spænd med principperne i slow living og det enkle liv.
1. Om tiden
Jeg er ikke specielt interesseret i at spare tid. Jeg foretrækker at nyde den.
Pointen: Det bliver set som en kvalitet, når noget går hurtigt, men hvorfor egentlig det? Hvorfor skal vi optimere tiden og skynde os gennem livet? Kunne vi ikke i stedet læne os tilbage og nyde den tid, vi har? Bruge den på noget, der giver os glæde? Tænke, at vi når det, vi når, og det nok skal gå, hvis vi er mere generøse med vores tid?
Et konkret tip til dig: Lad være med at fokusere på at du skal blive hurtigt færdig med det, du er i gang med. Nyd det i stedet.
2. Om perfektion
Perfektion skal forblive gudernes kedelige privilegium, mens vi skal leve hver eneste nat i vores rodede verden, som om det var den sidste, og hver eneste dag som om det var den første.
Pointen: Lad det her med at alting skal være perfekt være et anliggende for de perfekte. Omfavn i stedet rodet, det uplanlagte og det uforudsigelige. Gå ombord i livet, sug marven ud af det, så du ikke en dag ser tilbage og erkender, at du i jagten på det perfekte slet ikke fik levet.
Et konkret tip til dig: Sig til dig selv, at det er godt nok, som det er. Lad resten ligge og gå ud og brug din dag på noget, du synes er sjovt eller spændende.
3. Om at give plads til sanserne
Vi er alle dødelige, indtil det første kys og det andet glas vin.
Pointen: Vi kan blive så fornuftige og rationelle, at vi glemmer at leve. At vi snyder os selv for sanselige oplevelser, for det, der får vores hjerte til at banke, og som giver os glæde.
Et konkret tip til dig: Træk en flaske vin op. Se, hvad der ser.
4. De små skridt og den store forskel
Mange små mennesker, der gør små ting på små steder, kan forandre verden.
Pointen: Det er ofte berømthederne og de magtfulde mennesker, der bliver omtalt, hædret og sat op på en piedestal. Men i virkeligheden er det måske alle de små skridt, taget af ikke-berømte mennesker, der dag for dag, år for år, får kloden til at dreje rundt og menneskeheden til at flytte sig?
Et konkret tip til dig: Husk, at det der synes ubetydeligt og ikke-prestigefyldt den enkelte dag, kan føre til en stor og positiv forandring på sigt.
5. Om ro og stilhed
Mindre er altid mere. Det bedste sprog er stilhed. Vi lever i en tid med en forfærdelig inflation af ord, og det er værre end pengenes inflation.
Pointen: Det her citat ramte mig lige efter en lang valgkamp, hvor vi alle sammen hørte på ord, ord og flere ord. Ikke bare fra politikerne, men i høj grad også fra feltet af journalister, meningsdannere og alle indbyggerne i Kommentatorkøbing. Til sidst orkede jeg ikke at høre eller læse flere ord. Jeg trængte til den stilhed, der hjælper til at se klart. Der er en stor værdi i at skrue ned for støjen, så vi får ro til at sætte tingene i perspektiv.
Et konkret tip til dig: Tag tre døgns mediepause. Ingen Tv-nyheder, ingen aviser, ingen radio, ingen podcast og ingen sociale medier. Rens hovedet gennem stilhed.
Gå ombord i det ukendte og sanselige
Sådan, det var fem citater fra Eduardo Galeano, og jeg kan kun anbefale, at du går ombord i hans forfatterskab. Det vil inspirere dig til at søge det nye, det ukendte og det sanselige. Jeg tror på, at det kan give dig et rigere liv. Måske vil det i perioder være mindre fornuftigt, men mon ikke Galeano ville sige til dig, at du kun lever én gang?
Lån bogen Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv gratis på eReolen
Hvis du gerne vil gå i Galeanos fodspor og leve et liv, hvor du nyder tiden frem for at optimere den, så er bogen Livseksperimenter – en ukonventionel guide till et frit og kreativt liv lige noget for dig. På eReolen kan du låne den gratis i 30 dage. Du skal blot bruge dit sædvanlige bibliotekslogin, og du finder bogen her.