En af antikkens største tænkere, som har meget at sige til os i dag, var Marcus Aurelius. Han var romersk kejser i perioden 161 til 180 e.Kr., men er samtidig bedst kendt som en af de mest fremtrædende skikkelser inden for stoicismen. Det er en filosofi, der fokuserer på fornuft, selvbeherskelse og personlig dyd. Du kan læse mere om stoicismen, og om hvordan du kan implementere dens dyder i din hverdag, i denne artikel.

I løbet af sin regeringstid oplevede Marcus Aurelius mange udfordrende perioder, hvor han skulle lede Romerriget gennem krig, pest og indre uro. Alligevel forblev han tro mod de grundlæggende stoiske principper. Det kommer tydeligt til udtryk i hans bog Meditationer. Han skrev den egentlig som personlige notater til sig selv, men den er fyldt med tankevækkende overvejelser og gode råd om, hvordan man lever et godt liv.

I dag er stoicismen populær og bliver dyrket i podcasts og flere bestsellerbøger. Især er der mange mennesker, som føler sig ramt af en stressende og overvældende hverdag, der finder vejledning i Senecas, Aurelius’ og andre stoikeres visdom. Selvom tankerne er rundt regnet 2.000 år gamle, så er betragtningerne om menneskelig adfærd, etik og selvforståelse stadig relevante.

5 livslektioner fra Marcus Aurelius

På baggrund af Meditationer, får du her fem livslektioner fra Marcus Aurelius, som du kan tage med ud i din dag og overveje nærmere.

1) Acceptér tingenes natur

Du får et roligere liv, hvis du lærer at acceptere, at der er ting, du ikke kan kontrollere. I stedet er det bedre, hvis du fokuserer på din reaktion på de ting, der sker. Når du foretager dette skifte, så kan denne form for accept gøre dig mindre stresset og mere fredfyldt.

2) Vær i øjeblikket, ikke i fortiden eller fremtiden

Det kan føles som en kliché at sige, at du skal leve i nuet, men Marcus Aurelius minder os om, at der er en stor værdi i det enkelte øjeblik. Vi bruger alt for mange kræfter på enten at være frustrerede over noget, der er sket i fortiden, eller bekymrede for noget, som måske vil ske i fremtiden. Du kan mindske følelsen af angst ved at fokusere på det enkelte øjeblik og finde skønheden i hverdagen.

3) Dyrk din personlige integritet

Marcus Aurelius understreger, at opbygningen af en stærk karakter med personlige dyder er afgørende. Det handler grundlæggende om at handle ærligt og retfærdigt i alle livets sammenhænge – også når ingen ser det, og du ikke får ros og anerkendelse for det.

4) Giv tid til selvrefleksion

En vigtig, regelmæssig vane er selvrefleksion, for det er den, der danner grobund for din personlige vækst. Marcus Aurelius foreslår, at du løbende vurderer dine handlinger og dine intentioner, så du gradvis bliver en bedre version af dig selv. En god, konkret måde at arbejde med selvrefleksion på, er ved at skrive dagbog om morgenen eller om aftenen – alt efter hvad der passer bedst i din rytme. Det behøver ikke være hver dag, men helst en gang om ugen eller lidt mere.

5) Skab menneskelige forbindelser

Som filosof og kejser stod Marcus Aurelius øverst på det romerske samfunds tinde, men på trods af hans status understregede han det vigtige i at se værdien i alle mennesker. Det handler ikke om dig selv, men om at arbejde for fællesskabets bedste. Ikke for at blive en produktivitetsmaskine, der er effektiv på jobbet hele tiden, men for at dyrke medfølelsen og forståelsen for andre og deres situation. Det fører til dybere relationer og en stærkere følelse af tilknytning.

Visdom fra fortiden er relevant i nutiden

Vores samfund er helt anderledes end det samfund, Marcus Aurelius levede i. Alligevel tænker jeg, at de fem små lektioner herover er holdbare. De er tidløse, og i en tid, hvor al den data vi har til rådighed, viser, at stress og dårlig mental sundhed, er en enorm udfordring, føles de umådeligt relevante. Måske kan vi som fællesskab bevæge os fremad, hvis vi ser tilbage mod fortidens visdom?


Tilmeld dig Søndagslisten Plus og få adgang til audioserien ”Visdomsord”

Er du nysgerrig på filosofiens og kunstens markante navne, bliver du glad for ”Visdomsord”. Det er en ny podcastserie, hvor du på under 10 minutter får en introduktion til en af verdenshistoriens største tænkere og fem konkrete tips til, hvordan du kan bruge visdommen fra de pågældende i din hverdag i 2024. Du hører om, hvad Seneca, Kierkegaard, Gandhi og mange andre kan lære dig i dag.

Serien er en del af Søndagslisten Plus. Det koster en krone om dagen betalt som et månedsabonnement, og der er ingen bindinger. Du kan se mere om ”Visdomsord” og Søndagslisten Plus og tilmelde dig her.


Søndagslisten Plus

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.