De fleste af os er ret gode til at sige til os selv og hinanden, at vi skal huske at tage pauser. At det er vigtigt at trække vejret og skrue ned for tempoet, når hverdagen sprinter afsted. Vi minder hinanden om, at vi skal vælge fra, koble af og huske at prioritere vores tid.

Men en ting er at sige det. Noget andet er at gøre det. Det er vi måske knap så gode til. Der er altid lige lidt mere, vi skal nå. Lidt mere, vi kan gøre færdigt. Lidt mere, vi synes, vi kan følge op på. Det gør, at vi ikke altid får holdt de pauser, som vi inderst inde godt ved er vigtige og værdifulde.

Få inspiration til pauser fra en zebra

Forskningen er ret klar på dette område. Det har den været i mange år. I sin nu klassiske bog Why Zebras Don’t Get Ulcers (Hvorfor zebraer ikke får mavesår) påviste professor i biologi og neurologi Robert Sapolsky allerede i 1994, at pauser er helt afgørende for vores velbefindende. For Sapolsky handlede det om at forstå vores biologiske respons, og hvordan pauserne er et centralt led i at reducere og forebygge stress, hvilket igen forhindrer alvorlige sundhedsproblemer. Adskillige andre forskere peger på det samme, og så kan vi jo altid lære lidt af zebraer. De har selvfølgelig her-og-nu-stress, når en løve jagter dem på savannen. Men de får ikke mavesår af at bekymre sig om ting, der måske vil ske i fremtiden, eller af en hverdag der konstant foregår i hastigt tempo med en jævnt høj stressbelastning.

Der er faktisk mange pauser i en zebras hverdag, og det kan vi måske lade os inspirere af? I hvert fald får du i dag fem konkrete og meget enkle ideer til, hvordan du kan tage flere pauser i din hverdag.

1) Læs et kapitel i en god bog

Eller en god artikel i et blad. Eller et kapitel i en lydbog. Det er ikke altid, at du har mulighed for at fordybe dig i flere timers læsning, men de fleste bøger har en kapitellængde, der passer godt til en daglig pause. Lad være med at foretage dig andet end at læse/lytte i den tid, du bruger på kapitlet og vælg gerne noget, der er lidt anderledes, end det du plejer at læse eller lytte til. Nye vinkler og perspektiver i form eller indhold giver dig stof til eftertanke og refleksion, og de passer fint til en lille, daglig pause.

2) Lyt til afstressende musik

Musik kan sætte dig i stemning, og ligesom det er en god idé at sætte noget energifyldt musik på, når du skal gøre rent eller nå en vigtig deadline, kan musik hjælpe dig ned i gear. Tag derfor en pause, hvor du sætter dig lidt for dig selv, gerne med et par høretelefoner, og lytter til noget beroligende. Du kan få inspiration i denne artikel om slow musik.

3) Gå en tur i frokostpausen

Alle er enige om, at frisk luft og bevægelse er en god ting. At komme udendørs er en god pause i en travl hverdag, men vi kan godt have en tendens til kun at gøre det først eller sidst på dagen. Det giver en lang, travl og monoton dag og her kan en frisk gåtur midt på dagen have stor værdi, også selvom det blot er i fem eller ti minutter.

4) Stræk kroppen med japansk radio

Motion er ikke bare et spørgsmål om at løbe en masse, men det er også et spørgsmål om at strække kroppen ud og få dine led i gang igen. Her kan du lade dig inspirere af det japanske radioprogram Radio Taiso, der blev introduceret tilbage i 1928 og stadig er meget populært, blandt andet som opvarmningsprogram på japanske skoler. Du kan lave øvelserne på få minutter og bruge denne video som guide.

5) Snak med en kollega eller en ven

Den meningsfulde samtale har svære kår i en travl tid, hvor vi hele tiden skal skynde os, men en god snak med et andet menneske kan være en virkelig god pause. Sådan en samtale behøver ikke altid at fokusere på problemløsning, men kan fint handle om madopskrifter, verdenssituationen, en fodboldkamp, en film I har set eller noget femte. Det er i høj grad relationen mellem mennesker og muligheden for at tale om noget andet, der er værdifuld.

Pausen skal være daglig

Sådan, det var fem enkle ideer til en pause i hverdagen. Jeg er selv glad for dem, men har efterhånden også lært, at der er en vigtig nøgle i dem: Disse ting skal ikke være noget, du gør en gang imellem, men noget du gør på en daglig basis.

Gør du det, får du en hverdag der er mere rolig og mere balanceret hverdag. Den får du ikke ved at løbe hurtigere, men tværtimod ved at standse op og tage pauser.


E-bogspakken: Spar mere end 50 %

7 e-bøger, der giver dig praktisk inspiration til et enkelt, fleksibelt og meningsfuldt liv – til superpris!

Normalprisen for bøgerne er 389 kroner, men som et særligt, midlertidigt tilbud kan du få alle syv titler for blot 189 kroner – det er mindre end halv pris.

Efter dit køb modtager du et link, hvor du kan downloade bøgerne enkeltvis. Du modtager dem i et praktisk PDF-format, som du kan printe ud, hvis du ønsker det.


Ole Ditlev Nielsen

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.