Har du det også nogle gange sådan, at det hele koger over? At der er for meget på din tallerken? At lige meget hvor hurtigt, du spiser, og hvor meget du fylder i munden, så er der stadig noget tilbage?
Det er som om, at din tallerken fylder sig selv. Den tømmes aldrig helt. Du når aldrig til det punkt, hvor du kan sige, at nu er du færdig.
Når den situation opstår for mig, så mister jeg overblikket. Tankemylderet begynder. Jeg stresser, mærker tegn på angst og begynder at opføre mig småneurotisk. Så tænker mine omgivelser, at jeg er svær at være sammen med.
I de tilfælde er det vigtigt at standse op og få ro på. Det mest fristende er at rejse sig fra bordet, smide tallerkenen på gulvet og se den blive knust i mange stykker.
Det er ikke altid, at det kan lade sig gøre sådan at smadre det hele og løbe væk. Derfor får du i dag syv ro-på-tips til de situationer, hvor det hele er ved at brænde sammen.
1) Stop med at gøre det du gør
Stands op og start med din vejrtrækning. Genfind de grundlæggende sanser. Træk vejret dybt gennem næsen, lyt, se og føl. Vær blot til stede i øjeblikket og intet andet.
Døm ikke dig selv. Har du hjertebanken eller er du stakåndet så lad være med at se det som godt eller dårligt. Konstatér blot, at det er der lige nu og adskil derefter dine fysiske symptomer fra de følelsesmæssige. Start med at fokusere på de fysiske ved at tage en pause og alene fokusere på din vejrtrækning.
2) Distrahér dig selv
Normalt siger vi, at distraktioner er af det onde, men når du er ved at koge over, så er det en god måde at få tankerne væk. Ring til en god ven, spil et spil (det kan både være alene eller sammen med andre), se fjollede videoer på YouTube, leg med et kæledyr eller lav en anden aktivitet, der får dig til at tænke på noget helt andet. Undgå at distrahere dig selv med stimulanser, uanset om stimulansen er lakridser eller whisky. Konkrete gøremål og aktiviteter virker bedre.
3) Bevæg dig
Når du er urolig og ved at koge over, har du en masse energi inde i din krop. Den får du bedst ud ved at bevæge dig.
Gør noget du godt kan lide, om det er at danse til høj musik, cykle en tur i skoven, træne crossfit eller gøre rent derhjemme i højt tempo. Det handler blot om at få kroppen i gang og stressen ud. Tænk også på at bevægelse har en præventiv effekt, så jo mere du gør bevægelse til en daglig vane, jo bedre kan du stå imod, når din tallerken bliver uoverskueligt fyldt op.
4) Identificér dine stressorer
Prøv at overveje, om der er særlige situationer, hvor du koger over? Er det i køen i supermarkedet sidst på eftermiddagen? Når du diskuterer politik med en bestemt kollega? Når du skal have familien ud ad døren på en hverdagsmorgen?
Hvis du kan identificere dine stressorer, kan du langt bedre forebygge de svære situationer. I de konkrete eksempler kan du træffe aktive beslutninger, der hjælper dig. Du kan vælge at købe ind på andre tidspunkter, du kan undlade at diskutere politik med den pågældende kollega, og du kan stå 20 minutter tidligere op om morgenen, så der bliver mere ro på og bedre familiesamvær tidligt på dagen. Det er valg, du kan træffe.
5) Vær tålmodig
Det presser temperamentet at gå efter de hurtige resultater, hvor du tænker, at enhver situation skal løses med det samme. Tit vil vi have, det vi ønsker her og nu, og hvis vi ikke får det, bliver vi utålmodige og irriterede. Ofte går utålmodigheden hånd i hånd med stress, og en langsom, tålmodig tilgang til livet, hjælper dig til at få ro på.
I mange tilfælde behøver du slet ikke at skynde dig. Tværtimod, hvis du gør tingene langsomt og tålmodigt, så gør du dem ofte rigtigt første gang. I længden sparer det dig for stress, angst og livets små, frustrerende neuroser.
6) Gør det, du allerbedst kan lide
Når du er ved at koge over, er det på tide, at du giver dig selv lidt kærlighed. Det kan få dig til at falde til ro, og du vil tænke, at det hele nok skal gå alligevel. Så når du sidder der med den overfyldte tallerken, så stands op og gør det, som du er allergladest for, og som du kan sætte i værk på relativ kort sigt.
Hvad det er, er selvfølgelig individuelt. Måske ville jeg sætte en Star Wars-film på, mens du ville tage på museum, og en tredje person ville tage til stranden og vinterbade. Det er alt sammen fint og udtryk for den selvkærlighed, der er nødvendig for at finde ro, når du har allermest brug for det.
7) Prioritér din søvn over alt andet
Du koger hurtigere over, når du er i søvnunderskud. Du kan overskue mindre, du er mere irritabel, har vanskeligere ved at koncentrere dig, hvis du ikke får sovet nok. Det er forskningsmæssigt veldokumenteret, og derfor er det at sove mere noget af det bedste, du kan gøre for dig selv, hvis du vil have mere overblik og ro på.
Tag udgangspunkt i de gængse søvnråd, der typisk handler om, at du går i seng og står op på nogenlunde samme tidspunkt hver dag, at dit soveværelse er mørkt og køligt, at du slukker for skærme mindst en time før du skal sove, og du undlader koffein og alkohol inden sengetid. Med dette udgangspunkt kan du finde din egen vej til bedre søvn.
Det er ikke unormalt eller forkert
Der er tidspunkter, hvor vi alle sammen sidder med en fuld tallerken. Vi koger alle over fra tid til anden. Det er normalt, en konsekvens af det moderne liv, og der er ikke noget forkert ved det. Det er slet ikke det, der er spørgsmålet.
Det, der er spørgsmålet er, hvad du gør, når situationen opstår. Hvordan du finder den nødvendige ro, så du kan tage et lille skridt videre. Jeg håber, at de syv tips herover, har givet dig nogle ideer.
Udbrændt? Få ny energi med mikrokurset Genstart
- Føler du dig træt og udbrændt?
- Har du mistet overblikket?
- Vil du finde energien igen?
- Og gøre det på en måde, der er overskuelig og til at gå til?
Jeg har selv bokset med udbrændthed, og jeg ved, hvor stor en forskel det kan gøre, hvis det lykkes at få energien tilbage.
Derfor har jeg lavet mikrokurset Genstart – fra udbrændt til energifyldt i 5 enkle trin. Et mikrokursus er et kursus, der skærer ind til benet, fokuserer på det vigtigste, kan tages i en ”sitting”, og som er billigt. I dette kursus, som du selv vælger, om du foretrækker på tekst (en lækker, printbar PDF)en skridt-for skridt-proces med praktiske ideer til at komme ud af din udbrændthed og genstarte dig selv – lidt ligesom du gør det med en computer, hvor du trykker “genstart.”
Du kan downloade dit PDF-kursus så mange gange du vil, og der er ingen udløbsdato. Er du ikke tilfreds med dit køb, kan du benytte 20 Skridts 30-dages garanti og få dine penge tilbage, uden spørgsmål.