Det er tid til at tage afsked.
Ikke til Søndagslisten, for jeg forventer at skrive 52 artikler til dig i 2025, ligesom jeg har gjort i 2024, men det er tid til at tage afsked med det gamle år. Det kan være vemodigt at tage afsked med noget, også et år med alle dets oplevelser og op- og nedture, men det kan også være frigørende. Det er som at krænge en tung rygsæk af skuldrene – en mulighed for at starte på en frisk, når vi vender kalenderbladet og skriver 2025.
Måske er du et sted, hvor du blot skal fortsætte med det, du gør. Måske er du et sted, hvor det er tid til at vælge en ny retning i livet. Vi har forskellige behov, men for os alle er det værdifuldt at bruge nytåret til at stoppe op og reflektere over det år, der er gået, og det år, der skal komme.
Værdien af refleksion og taknemmelighed
Inden du lægger champagnen på køl og begynder at tilberede nytårsmenuen, er det en god idé at tage et stille øjeblik og give plads til refleksion og eftertanke. Dette øjeblik kan du bruge til at se tilbage på det år, der gik. Hvad lærte du af de ting, der skete? Hvad kan du være taknemmelig for, der skete for dig i 2024?
Ofte har vi så travlt, at vi ikke levner plads til denne eftertanke. Der er pligter og gøremål, information og kommunikation, vi skal forholde os til, men dagene omkring nytår er velegnede til refleksion. Skaber du et rum, hvor du reflekterer og giver taknemmeligheden plads, falder der ofte ting på plads. Du bliver klogere på det år, der er gået, og når du bliver det, er det også nemmere at sætte dine pejlemærker for det nye år. Pejlemærker, som både er meningsfulde og realistiske for dig.
7 refleksionsspørgsmål, der er gode ved nytårstid
For at hjælpe din eftertanke på vej, får du i dag 7 refleksionsspørgsmål, du kan stille dig selv her ved nytårstid. Overvej dem i et roligt øjeblik og brug dine svar til at sætte din retning for 2025.
1) Hvad har været din største kilde til glæde i 2024?
Hvad gjorde dig glad i 2024, og hvad nød du særligt? Når du identificerer de øjeblikke, mennesker eller handlinger, der gav dig glæde og energi i det forgangne år, kan du også sige til dig selv, at du kan prioritere dem højere i det nye år.
2) Hvilken udfordring i 2024 lærte dig noget vigtigt?
Ingen af os går gennem et helt år uden at støde på noget, der er vanskeligt. Men når vi ser tilbage på udfordringerne, kan refleksionen give os indsigt, som vi kan vokse af. Selv havde jeg i 2024 den udfordring, at jeg for første gang i mange år oplevede helbredsproblemer, der ikke bare var på niveau med en influenza. Det har ikke været sjovt, men jeg lærte af det, at jeg ikke kan klare alting alene – noget jeg i mit liv som forfatter og selvstændig ellers har haft en tendens til. Det er en vigtig indsigt fra udfordringen, som jeg tager med ind i 2025.
3) Hvilken beslutning, du traf i 2024, er du mest stolt af?
Hvornår handlede du i overensstemmelse med dine værdier, selvom det var svært? Gjorde du noget, der var både modigt og ukonventionelt? Hvad gav det dig? Hvordan vil dit 2025 blive, hvis du i højere grad træffer beslutninger, der gør dig stolt, og hvor der er sammenhæng mellem dine valg og dine værdier?
4) Hvad har du lært om dine styrker i 2024?
Tænk over det, du gjorde godt i 2024. Du kan skrive dine succeser ned eller lave en liste med dine 5 eller 10 stærkeste kompetencer. Brug dine styrker som dit fundament. Når du er bevidst om dem og tør formulere dem for dig selv, får du også en fastere grund under fødderne i det nye år.
5) Hvem var de vigtigste personer i dit liv i 2024?
Uden meningsfulde relationer og værdifulde fællesskaber bliver tilværelsen mere op ad bakke. Overvej derfor, hvilke mennesker der betød noget for dig i 2024, og hvordan du kan fastholde og styrke relationen til dem i det nye år. Tag dig tid her ved nytår til at sende de pågældende en hilsen, hvor du udtrykker taknemmelighed over den rolle, de spiller i dit liv.
6) Hvilke vaner har været gode for dig i 2024?
Hvor godt vi har det, afhænger ofte af de vaner og rutiner, vi har i hverdagen. Udfordringen er imidlertid, at vaner sker så automatisk, at vi ikke tænker over dem. Forsøg derfor at standse op og tænk over, hvilke gode vaner du havde i 2024. Hvordan kan du fortsætte med at bygge videre på dem i 2025?
7) Hvad fra 2024 vil du gerne give slip på?
Ligesom der er gode ting fra 2024, som du kan styrke og udbygge i 2025, er der utvivlsomt dårlige ting, som du med fordel kan efterlade i det gamle år. Det kan være dårlige vaner, ubehagelige oplevelser eller relationer, der er giftige og usunde for dig. Kan du krølle dem sammen og smide dem i papirkurven for det gamle år?
Find dine pejlemærker
Når du har svaret på de 7 refleksionsspørgsmål, er du ikke bare blevet klogere på det gamle år, men du kan også bruge dine svar som retningsgivere for 2025. Hvad skal du fokusere på, og hvad skal du gøre mere af? Er der noget, du skal lade ligge?
En god måde at gå i gang på er ved at vælge et enkelt pejlemærke eller to ud og så kun fokusere på det i begyndelsen af det nye år. Det gør det mere overskueligt, og så kan du altid bygge på med flere pejlemærker på et senere tidspunkt. Det handler ikke om, at du skal sætte præstationsorienterede mål, men om at du skridt for skridt bevæger dig tættere på et liv, der er meningsfuldt og i overensstemmelse med dine værdier. Gør du det, kan du få et fantastisk 2025.
Lån e-bøger og lydbøger på eReolen
Vidste du, at du kan låne flere af mine bøger som lydbøger eller e-bøger i 30 dage på eReolen? Det gælder disse titler:
- Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv.
- Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening,
- Om at leve – 20 skridt til mere overskud og mindre stress.
- 100 ideer til ChatGPT som personlig coach.
Det koster ikke en krone, og du kan låne dem i 30 dage ad gangen. Du skal blot bruge dit sædvanlige bibliotekslogin, og du kan se mere her.