Jeg husker, hvordan det var, da jeg var i tyverne, studerede og boede i en ramponeret lejlighed på Amagerbrogade.

Da mørket faldt på, kom jeg til live. Enten i gode venners selskab eller i en lænestol med en roman og en LP-plade på anlægget. Eller måske ved et bord, foran den skrivemaskine jeg holdt fast i, længe efter alle andre var gået over til at skrive på computer.

Der var te, tobak eller måske et glas rødvin og lige meget hvad: Det var om natten, at jeg følte, at jeg levede. Sove var noget, jeg kunne gøre, når jeg blev gammel – eller til langt op ad formiddagen.

Så blev jeg ældre. Fik arbejde, børn, realkreditlån. Jeg prøvede noget nyt: At sove om natten. Det var fornuftigt, og – syntes jeg – temmelig kedeligt. B-mennesket blev pakket væk. Måske har du været på en tilsvarende rejse?

Det gode ved at stå tidligt op

Senere kom der en fase, hvor den daglige trædemølle blev sur. Hvor jeg savnede kreativiteten og det levende, jeg gjorde om natten. Det frustrerede mig, og det endte med, at jeg tog konsekvensen og sagde mit job op for at få tid til familien og til at skrive. Inden jeg nåede så langt, udviklede jeg dog en ny vane.

Jeg begyndte at stå tidligt op.

Som at stå virkelig, virkelig tidligt op. Klokken fem eller deromkring. Den tid brugte jeg på at drikke kaffe, lytte til musik (i høretelefoner så jeg ikke vækkede resten af familien) læse eller skrive. Det gør jeg stadig. En stor del af mine bøger og artikler til Søndagslisten er skrevet tidligt om morgenen.

Efterhånden er det blevet en vane, jeg holder af. Lige meget hvad der sker senere på dagen, uanset hvilke udfordringer dagen byder på, så ved jeg, at jeg har haft mit eget øjeblik. Den langsomme start på dagen giver en ro, som jeg bærer med mig resten af døgnets timer. De morgenvaner er vigtige.

Det kan du også gøre. Få dit eget øjeblik, en ro at tage med dig videre.

Tidligt om morgenen er verden stille. Der er ikke den larm og det stress, der præger vores dage. Telefonen ringer ikke klokken halv seks, der er ingen trafik, ingen forlanger en hel masse af dig. Samtidig er du ikke træt, overvældet af dagens indtryk, som du måske kan være det om aftenen. Det er et godt tidspunkt til at fordybe dig i noget, du synes, er meningsfuldt

7 ting, du kan gøre før klokken syv om morgenen

Det spørgsmål, der melder sig, er naturligvis, hvad du skal gøre, hvis du starter en ny vane og begynder at stå tidligt op? Herunder får du syv ideer til morgenvaner, men inden da en vigtig pointe:

Du skal ikke stå tidligt op for at besvare mails, ordne kedelige pligter der kan klares på andre tidspunkter eller for at gøre dig selv mere produktiv. Du skal gøre det, fordi det giver dig glæde. Og fordi det er rart.

1) Lav en god morgenmad

Alt for ofte bliver morgenmaden et måltid, der bare skal overstås. Der er endda mange mennesker, der slet ikke når at spise morgenmad, fordi de har travlt om morgenen. Det er både usundt og giver en dum følelse af stress.

Hvis du står tidligt op, har du tid til at lave en god og sund morgenmad med ingredienser, du godt kan lide. Tag den tid, det tager og lad være med at gøre andet samtidig. Hav et blik for det kreative og æstetiske og anret morgenmaden, så den også er indbydende at se på. Bor du sammen med nogen, vil de elske at stå op til et fint dækket morgenbord.

2) Sid i 20 minutter med en kølende øjenmaske og lyt til beroligende musik

Det her er noget, jeg gør næsten hver morgen for tiden. På en eller anden måde hjælper det mig i gang på mørke vintermorgener, og det giver mig ro. Jeg tager en kølende øjenmaske, som jeg opbevarer i mit køleskab. Den tager jeg på sammen med et par høretelefoner, hvor jeg lytter til langsom og beroligende musik.

Det gør jeg i cirka 20 minutter, hvor jeg blot sidder i en stol. Mine øjne og huden føles friskere bagefter, og musikken har givet mig ro. Som regel foretrækker jeg instrumental musik, men find det, du bedst kan lide.

3) Skriv tre morgensider

Denne idé kommer fra Julia Camerons glimrende bog Kreativitet. Hun foreslår, at du hver morgen sætter dig ned og skriver tre sider i hånden.

Det er lige meget hvad, du skriver, og det betyder heller ikke noget, hvordan du gør det. Du får en masse bekymringer ud af hovedet på den måde, og det stimulerer din kreative tænkning.

4) Læs eller lyt til noget, der inspirerer dig

Ligesom de ting, vi spiser, har betydning for, hvor godt tilpas vi er i vores krop, så har den information og de åndelige input, vi får, stor betydning for, hvordan vi har det i vores hoved.

Derfor er det genialt at starte dagen med en dosis åndelig føde. Sid og læs noget, du finder spændende og overraskende eller lyt til en tankevækkende podcast eller lydbog. Lad være med at tænke på om det er nyttig viden, gør det for din fornøjelses skyld.

5) Læg dit budget

Den her morgenvane lyder måske kedelig, men den er virkelig gavnlig, og den kan betyde, at dit liv bliver sjovere i fremtiden.

Se på hvad du brugte af penge i går. Kunne du have undværet noget? Ændre vaner? Læg derefter budget for resten af ugen og gerne længere frem. En sådan daglig fokus på udgifter og forbrug kan hen over et år spare dig for virkelig mange penge.

6) Red din seng

Det her tager ikke mere end et minut, men det er et lille skridt, der gør en stor forskel. Så snart du har redt din seng, føles dit soveværelse mere ryddeligt. Det giver en følelse af ro, og der er noget, du kan glæde dig til at komme hjem til, når dagen er gået.

Samtidig giver det dig en følelse af at have gjort noget. Dagen er dårligt nok gået i gang, og du har allerede foretaget dig noget konstruktivt. Det inspirerer og motiverer dig til at gøre mere.

7) Skriv eller indtal 10 ideer

Ideen med at skrive 10 ideer ned hver morgen kommer fra forfatteren James Altucher, og det er en sjov øvelse, der sætter dine tanker i sving. Det kan være ideer til alt muligt, privat og professionelt, og du skal ikke lade dig begrænse af overvejelser, om ideerne kan lade sig gøre eller ej. Du kan skrive ideerne ned i hånden eller indtale dem på din telefon.

Skriver du 10 ideer ned hver morgen, bliver det til 3.650 ideer på et år. Sandsynligheden taler for, at en del af ideerne vil være temmelig dårlige, men der vil helt sikkert også være gode ideer, som kan gøre en positiv forskel i dit liv.

Prøv dig frem med dine nye morgenvaner

Det kan tage lidt tid at indarbejde dine nye morgenvaner. Det er helt okay, og det er en god idé at gøre det gradvist. Du kan starte med at stå et kvarter tidligere op i næste uge, ugen efter yderligere et kvarter og så fremdeles.

Derefter er det blot at prøve dig frem. Gør det, der giver dig glæde om morgenen, og du vil opleve de gode effekter ved en tidlig og langsom morgen.

Du kan starte i morgen tidlig. Hvordan skal din rolige morgen være?


100 ideer til simple living som e-bog eller lydbog

Denne bog giver dig 100 praktiske og inspirerende ideer til, hvordan du kan forenkle din tilværelse og fokusere på det vigtige i livet. Glem alt om komplekse livsstilsændringer, bogen viser dig, hvordan du kan implementere enkle, men effektive ændringer i din hverdag.

Du beslutter selv, om du foretrækker bogen som lydbog eller en lækkert designet e-bog på 148 sider. .Bogen koster kun 50 kroner – det svarer til lige nøjagtig 50 øre pr. idé.

Køb den i dag og oplev fordelene ved et enkelt liv!


Simple living

Foto: Emilie Haut