Den med afstand mest inspirerende bog, jeg har læst i år, er Austin Kleons Steal Like an Artist. Det er en lille, letlæst og vildt inspirerende bog, som jeg ikke fatter, ikke er oversat til dansk. Dens hovedpointe er ret enkel:

Du må gerne stjæle.

Afsættet for bogen er kunstnerisk og kreativt arbejde, men Austin Kleon understreger, at dens principper gælder uanset, hvad du beskæftiger dig med. Vi står alle sammen på skuldrene af dem, der er gået forud, og hvis vi vil trives, udvikle os og give noget af værdi til verden, skal vi lade os inspirere af vores forbilleder, lære af dem, kopiere dem og derfra finde vores egen stemme.

Det handler om de input, du får. Jo mere, du lytter til dem, der har gjort en forskel, jo mere inspireret bliver du. Omvendt vil du blive mindre inspireret og få et kedeligere og mindre meningsfuldt liv, hvis du lader dine input komme fra tomme, unødvendige underholdningskalorier. Det er nemlig som den store tyske digter Johann Wolfgang von Goethe sagde:

Vi er formet af de ting, vi elsker.

Hvad elsker du? Hvordan former det dig? Hvad, kan du lære af dem, der former dig? Og vigtigst – hvad kan du stjæle fra dem?

Du kan stjæle alt muligt – her er 7 enkle ideer

Det siger sig selv, at du gerne må lade dig inspirere, men selvfølgelig ikke skal plagiere. Ved at stjæle fra dine inspirationskilder ærer du deres arbejde, bringer det videre og giver det nye former. Det, at du stjæler er et skridt på din rejse til et bedre sted.

Du kan stjæle hvad som helst – altså så længe du ikke går ind i en butik og flår varer ned fra hylderne uden at betale for dem, laver internetsvindel, den slags.

Herunder får du syv vildt enkle ideer, som du kan stjæle. Nogle af dem har jeg selv stjålet i løbet af den seneste uge. De er i uprioriteret rækkefølge og spænder vidt, fra madlavning til kreative familietræer. Jeg garanterer dig, at din horisont bliver udvidet, hvis du stjæler de her ideer, og jeg lover dig, at du ikke kommer i fængsel for at stjæle dem.

Idé # 1: Stjæl opskrifter på indisk mad

Den her idé stjal jeg fra Danmarks Radio i tirsdags. Det er en supergod artikel om indisk mad og en masse fine opskrifter, som er lige til at gå til. Jeg elsker indisk mad. For det første minder det mig om mine rejser til Indien, som du kan læse om i denne bog, og når de gode dufte spreder sig i køkkenet, drømmer jeg mig tilbage til basaren i Delhi og strandene i Goa. Samtidig forener indisk mad de gode slow food-principper. Det bliver bedre af at simre i lang tid, det er billigt, sundt og klimavenligt. Du stjæler artiklen og de gode ideer her.

Idé # 2: Lav dit kunstneriske familietræ

I bogen foreslår Austin Kleon,, at du laver et kunstnerisk familietræ. Start med at finde den person, der har inspireret dig allermest. Det kan være en kunstner, politiker eller virksomhedsleder. Find ud af alt om vedkommende. Brug Google, Wikipedia og dit lokale bibliotek. Hvad kan du lære af den person? Hvem inspirerede din inspirationskilde? Find de tre personer, der inspirerede vedkommende. Skriv dem på dit kunstneriske familietræ og undersøg alt om de tre personer. Hvem inspirerede så igen de tre personer? Fortsæt på dem måde, og du har et træ fuldt af kreative kilder, der giver dig retning og ideer, også når tilværelsen er svær.

Idé # 3: Lav en swipe-file i Evernote

Denne idé har jeg stjålet fra den glimrende podcast Marketing Brief, episode nummer 352. En swipe-file er i virkeligheden et fancy ord for et sted, hvor du samler alle dine ideer og kilder til viden. Jeg er glad for notesbøger, men det er godt også at bruge det geniale, gratis noteprogram Evernote. Hver gang jeg støder på en artikel, et billede eller en video, der inspirerer mig, og som jeg på et senere tidspunkt vil dykke ned i, klipper jeg det over i Evernote. Her kan du lave en mappestruktur, så du får det hele organiseret. Det er helt genialt til research og fremtidige projekter.

Idé # 4: Hav altid en kuglepen og en notesbog på dig

Du tænker bedre, når du skriver tingene ned, især hvis du gør det i hånden. Derfor skal du altid have noget at skrive med og på ved hånden. Du kan overveje at stjæle kunstneren David Hockneys idé. Han fik syet inderlommerne i sine jakker om, så der var plads til en skitseblok. Det bestemmer du selv. Husk i øvrigt altid at datere dine notesbøger og lav gerne en indholdsfortegnelse i dem, så du kan finde rundt i dem senere.

Idé # 5: Stjæl Austin Kleons TedX-tale

Orker du ikke at læse bogen? Så kan du i denne TedX-tale se Austin Kleon formidle de vigtigste pointer fra Steal Like an Artist.

Idé # 6 Stjæl din næste Power Point-præsentation

Den her går ud til dig, der snart skal lave en Power Point-præsentation, en infografik eller lignende. Ville det ikke være rart, hvis nogen sørgede for at designet var lækkert? At du fik en fiks og færdig skabelon, der ikke lignede de andre? Sådan en kan du stjæle kvit og frit på hjemmesiden Slidesgo. I det geniale grafiske værktøj Canva, finder du også en masse gratis skabeloner. Alt, hvad du ser fra mig på Facebook, Instagram og Pinterest er lavet i Canva.

Idé # 7: Skriv et brev eller postkort til din største inspirationskilde

Til sidst en idé du kan stjæle fra mig. Skriv et håndskrevet brev til den person, der har inspireret dig allermest. Skriv hvorfor, du beundrer netop ham eller hende, og hvad vedkommende har betydet for dig. Er personen ikke længere i live, så skriv det alligevel.

Sådan kommer du i gang med at stjæle

Austin Kleons bog handler meget om først at finde inspirationen i andres arbejde, stjæle det og derfra finde din egen stemme. Den proces kan du starte ved at stille dig selv disse spørgsmål:

  • Hvem beundrer du?
  • Hvem inspirerer dig?
  • Hvad kan du lære af disse mennesker?
  • Hvad kan du stjæle fra dem – uden at plagiere?
  • Hvor er du lige nu, og hvor vil du gerne hen?

Kan du svare på disse spørgsmål er du godt på vej til et kreativt og inspirerende liv. Et liv, der er langsomt, meningsfuldt og rigt. Og det er helt okay, at du stjæler for at nå derhen.


Vil du læse mere? Gør som 3.987 andre og tilmeld dig Søndagslisten

Søndagslisten er en mailingliste, hvor jeg hver søndag morgen sender dig mine bedste artikler om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Du får artiklerne leveret i din indbakke lige til morgenkaffen, og du får aldrig mere end den ene artikel om ugen. Du kan naturligvis afmelde når som helst.

Søndagslisten

Læs de seneste artikler