Er der én profession, der de seneste år har været ramt af forandringer, så er det lærergerningen. Listen med forandringer der har påvirket og udfordret jobbet som underviser er lang.
- Overenskomst 2013
- Lov 409
- Folkeskolereform (2014)
- Erhvervsuddannelsesreform (2015)
- Gymnasiereform (2017)
- 2 % besparelser hvert år på alle uddannelsesinstitutioner (hvilket er sådan cirka den dummeste, samfundsmæssige prioritering, man kan forestille sig)
Der er flere typer forandringer
Hertil kommer de forandringer, som der ikke er talt så meget om. Den stigende digitalisering, der betød, at på meget kort tid gik et typisk undervisningslokale på en ungdomsuddannelse fra at være et rum, hvor de unge sad og tog notater og kiggede i fysiske bøger eller op på en lærer, der stod ved en tavle med kridt, til i dag, hvor alle elever sidder bag skærmen på hver deres bærbare computer. Dermed skaber de et lukket rum omkring sig, som det bliver lærerens opgave at trænge igennem.
Dét var en forandring, der på få år radikalt ændrede hele undervisningssituationen. Den gav udfordringer i forhold til fokus, nærvær og faglig fordybelse. Selvom det nu har været et vilkår for undervisningen i en årrække, er de digitale distraktioner en kæmpestor udfordring for mange lærere.
Dernæst er der en overordnet, samfundsmæssig forandring, der gør lærerjobbet vanskeligere. Vi lever i en individualiseret tid, hvor værdier som solidaritet og fællesskabsfølelse er trængt i baggrunden til fordel for en væren sig selv nærmest. Det slår igennem i undervisningen, hvor eleverne på forskellige måder agerer ud fra princippet what’s in it for me? På den måde udsættes læreren for et krydspres, hvor den enkelte elevs krav til læreren skal balanceres med hensynet til klassefællesskabet. Kast hensyn til krævende forældre, til ledelsen, krav om dokumentation hvor alt i jobbet skal måles og vejes samt en politisk fokus på gennemførselsprocenter og tempo ind i ligningen, og den enkelte lærer står med en forandret og næsten uoverkommelig opgave.
Endelig er der ledelsens rolle på de enkelte uddannelsesinstitutioner. En forandring i de nye overenskomster er, at ledelsen har fået betydeligt større indflydelse på arbejdets organisering, end det var tilfældet før. Hvordan denne ledelsesret udøves varierer enormt fra kommune til kommune, fra skole til skole og fra uddannelsesinstitution til uddannelsesinstitution. Nogle steder har det været med tilgangen, vi gør som, vi plejer, mens andre har krævet fuld tilstedeværelse af medarbejderne. Den sidste tilgang har mange steder ført til frustrationer og dårlig trivsel blandt medarbejderne.
Forandringerne giver stress
Nej, det er ikke sådan, at alle forandringer pr. definition er dårlige. Nogle forandringer giver god mening og kan føre til forbedret praksis. Man skal ikke tænke, at alting var bedre i gamle dage. Det var det ikke – heller ikke i jobbet som lærer.
Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om, at de mange forandringer har presset de danske lærere, mere end godt er. Danske undervisere hører til de mest stressede faggrupper overhovedet i det her land viser blandt andet tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Endvidere er gymnasielærere ifølge en undersøgelse fra samme forskningscenter, den faggruppe overhovedet (74 faggrupper er inddraget i undersøgelsen), der oplever, at jobbet går mest ud over privatlivet.
Lærere i grundskolen og på andre uddannelser vil nikke genkendende til dette billede. Som underviser har man aldrig helt fri. Der er altid noget undervisning, man kan forberede mere, skriftlige opgaver man kan rette, en elev- eller en forældrehenvendelse, der kan besvares eller en mail, der skal passes. I kombination med de mange forandringer er det en uheldig cocktail.
Hvordan kan man som lærer møde forandringerne?
Forandringerne presser både den enkelte lærer, fællesskabet i lærerkollegiet og i mange tilfælde også lederne. Spørgsmålet er, hvordan man som underviser håndterer forandringerne?
Det er fristende at ønske forandringerne væk. At tage nej-hatten på og få uddannelsesreformer, digitalisering og nye overenskomster til at forsvinde.
Der er bare et problem med denne strategi:
Forandringerne forsvinder ikke. De er kommet for at blive i hvert fald både på kort og mellemlang sigt (hvorefter de mest sandsynligt vil blive afløst af nye forandringer). Uanset hvor meget man som lærer råber og skriger, så er forandringerne virkelighed, man må forholde sig til hver morgen, når man møder på arbejde.
I den henseende kan den stoiske tilgang til forandringer være et godt mentalt udgangspunkt, når man som underviser skal møde forandringer.
Dybest set handler det stoiske liv om at skille det, vi kan påvirke fra det, vi ikke kan påvirke.
Stoicismen er en filosofisk retning fra antikken, som også i 2018 giver mening i en travl hverdag.
I dagligdagen er der en masse ting, man som lærer godt kan påvirke. Aktiviteterne med eleverne i undervisningslokalet, samværet med kollegerne på lærerværelset, stemningen på et teammøde, valget af hvilke digitale undervisningsværktøjer, man gerne vil have hjælp fra i hverdagen, hvor ofte man vælger at tjekke sin arbejdsmail osv.
Det er det, stoikere som Seneca, Marcus Aurelius og Epiktet, ville sige, er ting, som vi kan påvirke. Gør vi det, kan vi opleve hverdagen som nemmere og mere meningsfuld – selv i en tid med forandringer. Det handler om at vælge at gøre noget ved de ting, som vi kan påvirke, og samtidig acceptere at der er ændringer og forandringer i arbejdslivet, der er blevet et grundlæggende vilkår, som vi ikke umiddelbart kan påvirke.
For mange lærere kan denne accept af forandringerne som et vilkår i livet som lærer være vanskelig. Men vælger man denne tilgang, hvor de overordnede vilkår skilles fra de valg, vi træffer i hverdagen, bliver forandringerne nemmere at have med at gøre. Det hele bliver ikke bare stress, frustration og brok, men derimod foretager man små og meningsfulde ting, der forbedrer trivslen i hverdagen, og som gør, at den opleves som mere meningsfuld.
Vil man kæmpe mod forandringerne, er det en politisk kamp
Er den stoiske tilgang til forandringer det samme som, at man som lærer bare skal æde alle forandringerne og acceptere dem uden videre? Her er svaret nej, men man hjælper sig selv, hvis man husker på, hvor modstanden mod forandringerne hører hjemme.
Er der en forandring, som man som lærer finder uhensigtsmæssig eller ligefrem tåbelig – regeringens 2 %-besparelser er et godt eksempel på den sidste kategori – så er det først og fremmest en politisk kamp. Den kan tages i overenskomstforhandlinger, i stemmeboksen, ved at melde sig ind i et parti, i læserbreve og debatter online. Det er her, man som lærer – meget gerne i et fællesskab med andre lærere – har mulighed for at påvirke forandringerne og deres tempo.
Det er en værdig kamp, som det giver god mening at gå ind i. Man får det bare ikke bedre, bliver mindre stresset eller mere forandringsglad ved at tro, at den kamp kan vindes en tirsdag morgen i januar. Det kan den ikke. Men på tirsdage i januar er der også de ting, man som lærer kan påvirke, og som kan gøre, at man bliver gladere i jobbet, og får bekymringerne over de store forandringer til at træde i baggrunden.
Og hvad er så de små ting, man som lærer kan påvirke?
Med dette stoiske udgangspunkt er der en lang række små ting, man som lærer kan gøre og påvirke positivt. Her er tre tekster, der kan give mere inspiration til de meningsfulde forandringer, man som lærer faktisk har indflydelse på. God læselyst.