Denne uge startede med en dårlig nyhed.
Ifølge denne stress-undersøgelse foretaget af Epinion og LO har 14 procent af alle lønmodtagere det så skidt psykisk, at de tager medicin mindst en gang om ugen, inden de går på arbejde. Presset for at klare pligterne, forventningerne og kravene om resultater er åbenbart så heftigt, at en stor gruppe mennesker har behov for medicin for at klare sig gennem arbejdsdagen.
Undersøgelsen fortæller ikke noget om, hvor mange lønmodtagere, der lige tager to kodimagnyler, smider lidt vand i ansigtet og sort kaffe i svælget, inden de tager på arbejde. Jeg tror, at det er ret mange. Jeg har selv gjort det, lidt for ofte.
Man kan spørge, om undersøgelsen egentlig er en nyhed? Vidste vi det ikke godt i forvejen – at mange er stressede, føler, at hverdagen er presset, og kravene både professionelt og privat er blevet skruet i vejret? Er det efterhånden ikke normalt, at føle, at man løber hurtigere uden at komme ud af stedet?
Man kan selvfølgelig også vende det om. At 14 procent tager medicin mod psykiske dårligdomme, inden de går på arbejde, betyder jo, at 86 procent ikke gør det. Man kan sikkert finde en regnedreng i Finansministeriet eller i Moderniseringsstyrelsen, der vil sige, at det er et flot tal. Han vil sikkert også kunne sætte det ind i et Excel-ark, eller lave et søjlediagram ud af det. Det er den slags en anden – pinlig, hvis du spørger mig – undersøgelse fra Rockwool-fonden, siger er produktivt og lukrativt arbejde.
Imidlertid bør vi ikke affeje de 14 procent på den måde. Tværtimod fortæller de 14 procent os noget vigtigt om stress.
Vi kender diagnosen, men kan vi behandle sygdommen?
Når talen falder på stress, har jeg den seneste tid følt mig en lille smule desillusioneret. Ikke fordi, at jeg ikke længere vil skrive stress eller holde foredrag for travle undervisere om det. Det vil jeg, fordi det er vigtigt, og fordi jeg tror på, at vi gennem små skridt i hverdagen kan hjælpe hinanden til at blive mindre stressede.
Imidlertid føles det også som en kamp mod vejrmøller. Udfordringerne med stress er jo ikke nye eller ukendte. Vi ved, hvad symptomerne er (du kan læse mere om dem i denne glimrende lille bog). Vi ved også, at det handler om pauser, aflastning, en åben kultur hvor man kan tale om udfordringerne på arbejdspladsen og om bedre planlægning. På det mere personlige plan, ved vi, at vi kan afhjælpe stress ved at komme ud i naturen, slukke telefonen og få bedre søvnvaner. Vi kender diagnosen, og vi ved egentlig godt, hvordan sygdommen kan behandles.
Alligevel bliver stressproblematikken ikke mindre, tværtimod bliver den, som den ovenstående undersøgelse dokumenterer større. Vi bliver mere stressede, mere pressede, drikker mere kaffe og tager flere piller.
Det burde være omvendt.
At være med på holdet
Det er som om, at vilkårene på arbejdsmarkedet er blevet mere pressede i den forstand, at der ikke er mange mellemveje. Enten deltager man fuldt ud i kampen, eller også bliver man sat på bænken. Man kan ikke arbejde på 70 procent. På et tidspunkt i mit arbejdsliv, hvor jeg af forskellige årsager følte mig presset, gik jeg på deltid. Det eneste sted jeg kunne mærke en forskel, var på lønsedlen. Jeg blev ikke mindre presset af at gå ned i tid.
Enten er man med, eller også bliver man sat udenfor. Er det også en af årsagerne til, at så mange er nødt til at spise piller for at gå på arbejde?
Et alternativ til at melde sig helt ud?
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad vi kan gøre, så vi ikke taber kampen mod stress (og ja, jeg betragter det som en kamp…)?
Jeg tror, at når kampen har svært ved at lykkes, skyldes det, at vi vil for meget, når vi føler os pressede og stressede. Det gælder både privat og professionelt.
En arbejdsplads, hvor en medarbejdertrivselsundersøgelse er faldet uheldigt ud, sætter gang i projektgrupper, tiltag, udvalgsarbejde, nye dokumentationsmetoder.
Privat tænker vi måske, at vi skal afhjælpe vores stress ved at lægge vores kost om, motionere eller hente nogle smarte apps ned på vores telefon.
Det er en forkert strategi. Når, vi er stressede skal vi ikke gøre mere. Vi skal gøre mindre. Vi skal vælge fra, så vi kan få lidt tid og overskud, inden vi kaster os ud i noget nyt. Måske er der ligefrem noget, vi skal give op?
Det er det første lille skridt, vi kan tage. Er der noget på arbejdspladsen, som I – medarbejdere og ledelse – kan blive enige om at holde op med at gøre? Bare en enkelt ting?
På samme måde: Er der en enkelt ting i dit privatliv, du kan holde op med at gøre? Et afsnit mindre af Netflix om ugen? Holde op med at tage din telefon med ind i soveværelset om aftenen? En take away-kaffe mindre om ugen?
Det er det første skridt, mod stress, vi kan tage. Og jeg tror, at det skridt er det vigtigste. Når det så er indarbejdet, så kan vi overveje at tage et lille skridt mere. Sammen med kolleger, ledelse, familie.
Vi behøver ikke at lave alting om, hvis vi er stressede. Det kan stresse os endnu mere. I stedet kan vi tage et lille skridt allerede i dag. Sætte en fod foran den anden og derefter begynde at gå.
Og lige et PS:
Bare for en god ordens skyld: Jeg har intet imod medicin. Hvis en læge har ordineret receptpligtig medicin, så er det absolut det rigtige at tage den. Den her omtalte undersøgelse, ser jeg som et symptom på et omfattende problem på dagens arbejdsmarked. Det burde ikke være sådan, at man skal føle, at det er nødvendigt at tage medicin, inden man går på arbejde.