Forrige lørdag deltog jeg i en reunion-fest for folk, der havde studeret historie på Københavns Universitet i 1990’erne. Det foregik på Café Helga,  der er arvtageren til cafeen Finderup Lade, hvor en meget stor del af min studietid foregik. Det var der, jeg fik gode venner, mødte min hustru, gennemførte en lang række faglige og sociale projekter, festede, spillede brætspil og i timevis deltog i dybe samtaler om spændende emner. Det er min påstand, at jeg lærte mere i Finderup Lade, end jeg gjorde til forelæsningerne i auditorierne (men jeg var nok heller ikke en særlig god studerende). Det sted betød alt for min identitet og udvikling i mine formative år.

Inden arrangementet i lørdags følte jeg mig nervøs. Altså, man er jo ikke 23 år mere. Man er midaldrende, det hår, der er tilbage, vokser på de forkerte steder, og skjorten strammer mere over maven, end den gjorde i 1998. I modsætning til mange af de andre deltagere i lørdags, har jeg ikke noget fast job, men lever af at skrive, holde foredrage og freelance-undervise. Hvordan ville andre se på en, når man ikke længere var en ung mand med energi og verden for sine fødder?

Slip kontrollen og se, hvad der sker

Hvad der så skete?

Det blev en dejlig oplevelse at se så mange søde mennesker og tale med folk, jeg ikke havde talt med i op til tyve år. Det gjorde mig glad, og det varmede efter en lang uge.

Der skete også noget andet:

Som aftenen skred frem, og der blev langet øl og drinks over bardisken, begyndte vi at slippe kontrollen (jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der havde været nervøs før arrangementet). Jeg gjorde en række ting, som jeg ikke havde gjort i årevis. Dansede. Drak shots. Talte af egen lyst med mennesker, jeg ikke plejer at tale med. Gik på et brunt værtshus ud på natten. Sang med på en Lars Lilholt-sang. Sov tre timer natten til søndag.

Det var alt det, jeg ikke plejer at gøre. Det fik mig til at indse, at jeg – og mange andre – lever et meget kontrolleret liv. Måske er det noget, du kan genkende?

Der er ikke noget galt med at passe på sig selv, og man skal selvfølgelig ikke drikke sig fuld hele tiden, men aftenen blev en kontrast til det kontrollerede liv, man fører i dagligdagen.

Og der kom noget ud af det: Jeg havde det sjovt. Jeg nød det. Jeg havde det bedre efter arrangementet, end jeg havde før. Det gjorde mig godt at slippe kontrollen.

Måder, du kan slippe kontrollen på

Heri ligger den grundlæggende pointe.

Der kan ske gode ting for os, når vi slipper kontrollen. Vi kan få sjove, tankevækkende og lærerige oplevelser. Det er oplevelser, vi risikerer at gå glip af, hvis vi aldrig tør slippe kontrollen.

Der er mange måder at gøre det på, og der er ikke nogen af dem, der er mere rigtige end andre. Her får du en liste til, hvad du kan gøre for at slippe kontrollen.

  • Lade være med at rydde op.
  • Rive en væg ned i dit hjem, slippe lyset ind og se, hvad der sker.
  • Sætte dig på et brunt værtshus med nogle gode venner, drikke en masse billige flaskeøl og tale om livet og verden.
  • Rejse til et sted, hvor du ikke har været før.
  • Spise et insekt.
  • Kontakte en offentligt kendt person som du beundrer og stille vedkommende et spørgsmål.
  • Rejse til et sted, hvor du ikke har været for.
  • Bruge tid sammen med mennesker, der taler et sprog, som du ikke forstår.
  • Tage på et mikroeventyr.
  • Synge i offentlighed.
  • Gå til et netværksmøde hvor du ikke kender en eneste af deltagerne i forvejen.
  • Spille noget virkelig høj musik af den slags som anmelderne hader (det kunne for eksempel være Lars Lilholt) og skråle med på sangene med dine lungers fulde kraft.
  • Gå i gang med et kreativt projekt – som at skrive en bog, bygge en reol eller male et kæmpe oliemaleri.
  • Blive oppe hele natten.
  • Sove udendørs – under en stjerneklar vinterhimmel.

Slip kontrollen – og bliv gladere

Du kan utvivlsomt selv finde på mere. Jeg tror heller ikke, at det betyder så meget, hvad du gør. Det er mere det her med en gang i mellem at give dig selv lov til at være irrationel, gøre noget der virker åndssvagt, men som giver dig glæde. Du behøver ikke altid at tænke så meget. Det er okay at give los.

Du kan starte i dag. Slip kontrollen på et enkelt område. Syng. Dans. Gør noget skørt. Tilværelsen vil belønne dig for det.


Lån Slow living på e-reolen

Hvis du vil have konkret inspiration til, hvordan du kan leve et liv, der ikke bare er bundet i konventioner, men som giver dig tid til det vigtige, er den anmelderroste bog Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening noget for dig. Du kan købe bogen som trykt bog eller e-bog hos Saxo og alle andre førende boghandlere, eller du kan låne den kvit og frit i 30 dage på de offentlige bibliotekers elektroniske udlån, e-reolen. Så får du bogen ned på dit foretrukne device med det samme, og du skal ikke gøre meget andet end at trykke her.

Slow living bog

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.