Alt det, du gør. E-mails. Mødet med udgangspunkt i et Excel-ark, der er blevet sendt rundt. Opdateringer på de sociale medier. Samtalerne med din partner om at I også burde se at få gjort noget ved huset eller lejligheden. Problemerne. Din insisteren på at dine børn skal gå til fritidsaktiviteter eller rydde op på deres værelser. Presset, du lægger på dig selv, når du står på badevægten om morgenen. Din browsen efter nyheder om folk, der kun er kendte for at være kendte. Det nyeste køkkenredskab, den seneste kogebog, den smarteste app. Den aftale, du laver, selvom du har mest lyst til at tage et hvil på sofaen med en god bog eller et afsnit af din yndlingsserie. Den to-do-liste, du skrev mandag morgen.

Behøver du at gøre alle disse ting?

Du kunne også lade være.

I stedet kunne du tage en pause. Lade batterierne op og få ilt til hjernen. Det er ikke alle problemer, vi behøver at gå ind i. Nogle gange er det bedre at gå uden om dem.

Tag en pause

Hvis du vælger denne strategi – at tage en pause og gå uden om problemerne i stedet for at gå ind i dem – så kunne du i stedet bruge din tid på det her:

  • Spise chokolade.
  • Besøge dine forældres, bedsteforældres eller andre familiemedlemmers gravsted.
  • Skrive et håndskrevet brev og sende det med posten.
  • Male et oliemaleri.
  • Lægge dig på sofaen og se din yndlingsfilm (jeg ville være i tvivl om, om det skulle være The Empire Strikes Back eller Lost in Translation).
  • Bryde op og rejse væk.
  • Skille din cykel ad og prøve at samle den igen.
  • Lære spansk ved at bruge Duolingo.
  • Tage på et mikroeventyr.
  • Læse en fremragende roman som for eksempel Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr.
  • Skrive et japansk haiku-digt.
  • Se nogle venner, spise god mad, drikke rødvin og fordybe jer i timelange samtaler, med slukkede telefoner.
  • Gå en lang tur langs med en å.
  • Foretage dig ingenting.

De langsomme, uproduktive ting

Der er så meget, vi kan eller får mulighed for, når der er noget, vi vælger fra eller holder op med. Hvis vi vælger at gå uden om problemerne. i stedet for at opsøge dem. Tingene på listen herover er uproduktive, langsomme. De løser ikke nogen problemer, men de kan føje mening og glæde til dig liv. De sætter dig ikke under pres. De udgør en pause i dit liv. En pause, som du fortjener.

God dag.

Ole Ditlev Nielsen

Vil du flere ideer til et liv med flere pauser og mere tid til det vigtige?

Så er bogen Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening noget for dig. Ifølge anmelderne er ”de mange konkrete tips og råd til en langsom hverdag med fordybelse” bogens styrke. Du får en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse og en helt konkret opskrift på, hvordan du kan sænke tempoet og leve et liv med tid til det, der betyder noget for dig. Du kan se mere om bogen her.

Slow living bog

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.