I den seneste tid, har jeg fået en del læserreaktioner på mine søndagsmails. Der er flere og flere læsere, der sender mig mails med kommentarer til teksterne, tanker eller inspirerende fortællinger om deres egne, langsomme forandringer. Det vil jeg først og fremmest sige en stor TAK for. Det varmer, jeg læser det hele og forsøger at besvare alle henvendelser personligt (har du sendt en mail, der måske er havnet i mit spamfilter, og du ikke har hørt fra mig, beklager jeg. Du er meget velkommen til at sende den igen, så dobbelttjekker jeg).

Det er dejligt at opleve de mange reaktioner, især når man også har prøvet at skrive bøger eller blogposts, som nærmest ingen har læst. Samtidig har det fået mig til at reflektere lidt over min rolle, min forbindelse til dig som læser, og hvordan du kan få det bedste udbytte af det, jeg skriver.

Langsomhedsekspert?

Når man er sådan en som mig, der har sagt sit job op, lavet nogle forandringer sit liv, er begyndt at skrive om det og i nogle medier bliver kaldt ”langsomhedsekspert”, så bliver man også nogle gange set som en person, der ”har set lyset.” Det kan jeg sagtens forstå. På skrift eller i medierne lyder tingene ofte enkle. Nogle gange er tingene enkle, som lige nu, hvor jeg sidder på en kaffebar i Mexico og skriver disse linjer. Andre gange er de det absolut ikke, og også som langsom forfatter kan det nogle gange være mørkt og vanskeligt at se lys for enden af tunnellen.

Om en uges tid er jeg tilbage i Danmark igen, og jeg har en fornemmelse af, at der venter et par hårde måneder. Jeg skriver videre alligevel, ikke for at overbevise andre om at se et lys eller fortælle dig som læser, hvordan du skal leve. Det er du helt sikkert den bedste til at vurdere. Med Søndagslisten og med mine bøger (hvoraf du kan regne med to nye hen over det næste halve år) håber jeg ikke andet end at gøre dig som læser opmærksom på de veje, du kan vælge. At vi kan hjælpe hinanden med inspiration til at træffe de valg, der er mest meningsfulde i den situation, vi hver især står i.

Slow living er en livsfilosofi – ikke en dåseåbner

Det seneste år har jeg brugt meget tid på at formidle tankerne om slow living. Nu, hvor afslutningen af en langsom rejse nærmer sig, og det snart er et år siden bogen gik i trykken, vil jeg gerne forsøge at definere, hvordan jeg ser slow living.

Slow living er en livsfilosofi. Det er en tilgang til livet, hvor du prioriterer kvalitet og nærvær over kvantitet og hastighed, men det er ikke en to-do-liste, du skal følge slavisk.

Jeg tror, at der er mange veje ind i det langsomme liv. Det kan manifestere sig på forskellige måder, og der er ikke nogen af disse måder, der er mere rigtige end andre. Slow living kan for eksempel være:

  • Slow food.
  • At opholde sig i naturen.
  • Slow work.
  • Kreative projekter, som du giver dig selv tid og plads til at dykke ned i.
  • Slow travel.
  • Langsomt samvær med venner og familie, uden skærme.
  • Simple living og minimalisme (de to ting er beslægtede med, men ikke helt det samme som slow living – det kommer jeg til at uddybe i en fremtidig blogpost).
  • Slow parenting og alternative måder at være forældre på.
  • Yoga, meditation eller motion.
  • Slow homes (find eventuelt inspiration i denne fine udgivelse).
  • Vandreture flere gange om ugen.

Du kan læse om disse aspekter af det langsomme liv i min bog om slow living, og du kan sikkert selv få flere ideer til meningsfulde, langsomme aktiviteter. Der er mange veje at gå, og der er ingen af dem, der er mere rigtige end andre. Der er heller ikke nogen af dem, der er forkerte.

Vælg din egen vej

Jeg kunne aldrig drømme om at skrive til dig, hvad du skal gøre af disse ting. Det ville heller ikke være særlig slow living-agtigt at insistere på at gøre det hele. Det er ting, du kan vælge. Det er stier, du kan beslutte dig for at vandre ad.

Der er ikke rigtige stier og forkerte stier. Der er min sti, og der er din sti. Der er Gittes sti og Marias sti. Der er Uffes sti, og der er Emilies sti. Det er lige præcis de stier, der er de rigtige for Gitte, Maria, Uffe, Emilie og for Ole. Vælg den sti, der er den, som du føler er meningsfuld og rigtig for dig, der, hvor du er lige nu.

At finde den rigtige sti

Det spørgsmål, der står tilbage er selvfølgelig spørgsmålet, om hvordan man så finder den rette sti for en selv? Jeg ville ønske, at der var et enkelt svar, men jeg ville ikke være ærlig, hvis jeg gav dig et. Den rigtige sti for den enkelte, er – ligesom lykken – ikke noget, man trækker i en automat.

Imidlertid er der to ting, jeg tror på. For det første tror jeg meget på slow living som livsfilosofi, som en overordnet tilgang til livet, som kan hjælpe langt de fleste af os. Langsomhed har i hvert fald gjort en stor og positiv forskel i min egen tilværelse. For det andet tror jeg meget på de små skridt. De enkle, rolige handlinger, vi kan udføre hver dag.

Derfra er der kun valg, som vi hver især kan tage. Slow living er for mig noget med at være hjemme med mine børn om eftermiddagen, at rejse langsomt og have tid til at skrive. For dig kan slow living manifestere sig i slow work, slow food eller daglig meditation. Det er helt fint.

Prøv at tage et kig på listen med punktopstillingen herover. Vælg en – og kun én – af tingene på listen. Vælg den, du føler giver mest mening for dig, der hvor du er i tilværelsen lige nu. Fokusér udelukkende på denne ting den kommende måned. Se, hvilken forandring denne ene ting bringer i dit liv. Det er dit første lille skridt. Det kan være et helt andet skridt end de skridt, jeg tager i den samme måned. Det er kun godt, for der er ikke én men mange veje, som vi hver især kan tage.


Foto: Kirstine Borchsenius, Cancun, Mexico.

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.