Der er et udbredt mantra, du støder på, når du kigger på diverse blogs, YouTube-kanaler, Instagram-profiler, i bøger og andre steder.

Du skal bare finde din passion og dyrke den, så bliver du lykkelig, tjener en masse penge og får det liv, du drømmer om. Bla bla bla…

Det er sådan set et fint mantra. I udgangspunktet er jeg stor tilhænger af drømme. Af at gå efter passionen. På mange måder er der for meget for leverpostej og for lidt kreativitet, fantasi og drømme i verden af i dag.

Men…

Der er nemlig et men. Endda et ret stort men.

Det er ikke nemt at forfølge din drøm

Fortællingen om at du bliver rig og lykkelig, hvis blot du dyrker din passion og vælger at forfølge din drøm er stærk. Derfor er den så attraktiv for så mange af os – der var flere år, hvor jeg selv abonnerede på den. Samtidig er den også meget forsimplet (jeg er kritisk over for den i min bog Livseksperimenter), for den fortæller ikke det åbenlyse.

Det er fandens hårdt arbejde at forfølge din drøm. Det er endnu hårdere at din drøm.

Det tager tid, kræver tålmodighed, villighed til at begå fejl, tilbageslag, kræver, at du rejser dig igen. Det går ganske enkelt langsomt.

Som sådan er det fint. Det gode ved at forfølge din drøm er først og fremmest, at processen i sig selv er meningsfuld og giver dig glæde. Den kan bringe dig et sted hen, hvor den ikke bare gør en positiv forskel for både dig selv og for andre. Det er bare ikke det samme som, at du kan leve af den, slet ikke blive rig.

Rejsen, når du vælger at forfølge din drøm, er værdifuld i sig selv. På den rejse vil arbejdet ikke altid føles som et arbejde. Det gør det nemmere, men det er stadig et stykke arbejde, der skal gøres, hver dag. Især, hvis du forestiller dig, at du en dag vil leve af din drøm.

Er du ikke villig til at møde op hver dag og arbejde på din drøm, så skal du ikke forfølge den. I det hele taget er der måske situationer, hvor det er en overvejelse værd ikke at forfølge din drøm. Her er to af dem:

1) Når drømmen er urealistisk

Hvis den passion, du gerne vil dyrke og på sigt leve af, er bulgarske frimærker fra mellemkrigstiden, så siger jeg ikke, at det er umuligt, men det er i hvert fald meget, meget svært. Er der et marked? Kunder, der vil betale dig for at udbrede din passion for bulgarske frimærker? Et produkt, en service eller ydelse med udgangspunkt i din passion, som du kan lave og tjene penge på?

Hvis det ikke er tilfældet, er det måske værd at overveje, om drømmen skal justeres? Om du skal finde en anden vej?

Kan du ikke finde en økonomisk realistisk vej frem, så lad din drøm ligge. Eller giv den et twist. Kan du kombinere den med en anden ambition eller idé, du har? Lade den være en lille side-hustle? Eller læg en langsigtet plan for din økonomi, så du om en årrække har bedre muligheder.

2) Når du ikke ved, hvad dit næste skridt er

I mange år drømte jeg om at blive forfatter. Jeg ville gerne skrive en bog og få den udgivet. Det var noget, jeg fortalte til alle, jeg kom i nærheden af, og jeg var ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville. Det gjaldt fra mine tidlige teenageår og et par årtier frem. Der var sådan set kun et problem.

Jeg skrev ikke.

Eller i hvert fald ikke ret meget. Jeg vidste ikke, hvad mit næste skridt var.

I virkeligheden var mit næste skridt at skrive en sætning. Så en mere og en mere. En side, to sider, et kapitel, til sidst en bog.

Det var først, da jeg fokuserede på det næste skridt – i mit tilfælde at stå op klokken fem hver morgen og skrive to sider, inden Kirstine og børnene vågnede – at jeg fik skrevet en bog. Jeg debuterede (med denne bog, der netop er blevet genoptrykt) som 38-årig, rundt regnet 25 år efter jeg formulerede min drøm.

Hvis du vil forfølge sin drøm, så gør det til en vane altid at være klar over, hvad dit næste skridt er og vær i stand til udelukkende at fokusere på det, indtil du er klar til et nyt skridt.

Du KAN forfølge din drøm

Måske er du lige præcis det sted i livet, hvor du gerne vil være. I så fald er det bare skønt! Men har du en drøm, så tror jeg helt sikkert, at du kan forfølge din drøm og lykkes med at indfri den, hvis du er villig til at gøre det her.

  • Møde op hver dag og arbejde på din drøm
  • Lægge en holdbar økonomisk plan.
  • Altid vide hvad dit næste skridt er og kun fokusere på det.
  • Acceptere at ting, også drømme, tager tid.

Jeg ved godt, at det lyder mindre glamourøst end de hurtige ”følg-din-passion-og-bliv-rig”-budskaber. Du bliver næppe millionær af at følge de fire punkter herover, men det er en realistisk og farbar vej frem for dig. Jeg ved det, for jeg har gjort det selv. Du kan gøre det samme. Det er ikke noget mirakel. Det er små skridt, oftere ad små sideveje end ad brede motorveje, men hvis du bliver ved med at gå, og gør du det hver dag, kan det føre dig til spændende steder.


Foto: Emilie Haut

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.