En af de helt store historier denne uge har været det amerikanske præsidentvalg. Der er sagt meget om det, analyseret i øst og vest, og det har været spændende at følge. Jeg er dog ikke lige stødt på den her vinkel:
Hvordan er det med præsidentvalget og slow living?
Det er naturligt, at de på CNN, Fox News, TV 2 og DR taler om alt andet end slow living, men jeg tænker, at det er frugtbart, hvis vi kan hive et par slow-lektioner ud af valget.
Det tror jeg godt, at vi kan. Især hvis vi kigger på sejrherren Joe Biden, der 20. januar næste år kommer til at indtage embedet som verdens på papiret mægtigste person. Det gør vi helt uden at tage stilling til de to kandidaters politik og med forbehold for, at det væld af genoptællinger og retssager, der er udsigt til de kommende uger, kommer til at ændre resultatet. Det tror jeg nu ikke, at det gør.
7 slow-lektioner, du kan lære af Joe Biden
Joe Biden vinder præsidentvalget, men alligevel er det som om, at hans modkandidat, Donald Trump, har fået det meste af opmærksomheden. Jeg har prøvet at glemme Trump lidt og i stedet kigge på Biden, hans livshistorie og se, om der er nogle konklusioner om langsomhed og slow living, du kan tage til dig.
1) Ting tager tid
Joe Biden kommer til at fylde 78, inden han tiltræder som præsident. Han har været i politik i mere end 50 år, og denne kampagne er hans tredje forsøg på at blive præsident. Han forsøgte også i 1988 og i 2008 (hvor han i demokraternes primærvalg blev slået af en karismatisk, ung senator ved navn Barack Obama), men først i 2020 lykkedes det for Joe Biden at gå hele vejen.
Det minder dig om, at hvis der er noget, du rigtig gerne vil, et sted i livet, hvor du gerne vil hen, så kræver det tålmodighed. Der er ikke mange quick fixes eller mirakelkure, når det kommer til stykket. Der er kun at stå op morgenen, tage et lille skridt hver dag og så blive ved. På den måde kan du komme frem til sidst.
2) Du kan overvinde tragedier
Fortællingen om Joe Biden er også en fortælling om de svære ting i livet. Da han var ung og ny i politik, blev hans hustru og datter dræbt i en trafikulykke. Hans søn Beau, døde som 46-årig af kræft i hjernen. Det er personlige tragedier, der ikke fås i større skala.
Jeg kender selvfølgelig ikke Joe Biden personligt, og derfor kan jeg ikke sige, hvordan han fandt styrken til at overvinde disse tragedier. Men vi kan konstatere, at selvom tragedierne altid vil være med ham, så står han her endnu, endda med en valgsejr i ryggen. Det er der noget inspirerende ved, især i et år, der har budt på så mange udfordringer og på så megen sorg. Denne evne til at rejse sig fra kriser (også mindre ekstreme end dem Joe Biden har oplevet), har stor betydning for, hvordan vores liv udvikler sig. Vil du have flere vinkler på det her med at rejse sig fra kriser, anbefaler jeg Brené Browns gode bog Kom stærkt tilbage.
3) Det rigtige på rette tidspunkt
Måske har du alle mulige ambitioner og intentioner. Projekter, du gerne vil gennemføre. Det har jeg selv. På mange måder er det fint, men det er måske heller ikke realistisk. Måske kan der være en idé i at sige ikke lige nu. Måske passer din ambition eller projekt bedre på et andet tidspunkt i dit liv? Måske er det okay at vente?
På samme måde er historien om Joe Biden og hans valgsejr i 2020 et udtryk for, at han passer lige nu, i dette øjeblik i historien. At han er rette mand på rette sted på rette tid. Du kan overveje det samme. Er det, du gerne vil, om det er livsstilsændringer eller forfremmelser på jobbet, du vil kæmpe for, lige nu det rette tidspunkt og det rette sted?
4) Nederlag kan være en trædesten
Det er ikke alle drømme, vi skal forfølge, og jeg tror, at der kan være en stor værdi i at give op, men der er også tilbageslag, der bringer os fremad. Tilbageslag og nederlag er en naturlig del af livet. Vi møder dem alle sammen. Spørgsmålet er, hvordan vi reagerer på dem.
Joe Biden havde to mislykkede præsidentkampagner bag sig, og denne kampagne startede også med en række nederlag i primærvalgene. Han blev kaldt gammel og færdig. Måske er han gammel (om end alder jo kun er et tal), men færdig var han tydeligvis ikke. På den måde kan vores nederlag være trædesten. Til nye indsigter og erfaringer, der gør os klogere og bærer os fremad.
5) Det er okay ikke at råbe højt
Igen uden at tage stilling til det politiske indhold kan man vist godt konstatere, at der i valgkampen har været forskel på Donald Trumps og Joe Bidens retorik og måde at kommunikere på. Hvad, du er til, er en personlig smagssag, men der er ingen tvivl om, at Trump i højere grad end Biden taler i slagord og højtråbende budskaber.
Alligevel har Biden på landsplan fået mere end fire millioner flere stemmer end Trump. Slow-lektionen her, er, at du ikke behøver tale højt og hurtigt. Du behøver ikke tweete hele tiden. Det er ikke nødvendigt, at du skriver alting med store bogstaver. Er du og dit budskab autentisk og ægte, så bliver du hørt.
6) Også med et sårbart udgangspunkt kan du nå langt
Hvis du ser denne dokumentar, der ligger gratis på Danmarks Radios hjemmeside, finder du ud af, at Joe Biden som barn var stammer. Det var et handicap for ham, gav dårlige oplevelser og udløste drillerier. Når Biden holder taler i dag, kan du ind i mellem høre ganske små spor af hans stammen.
Det er ikke de bedste kort at få spillet, hvis man vil til tops i politik og skal tale til medier og store folkemængder. Af og til så spiller livet os en dårlig hånd i det store kortspil, der hedder tilværelsen. Bidens historie minder os om, at selvom noget er svært, så er det ikke umuligt. Er du tilpas tålmodig, vil ting du ikke tror kan lade sig gøre her og nu, blive mulige i det lange løb.
7) Det er okay ikke at passe på sig selv (og andre)
Der var en kontrast i den netop overståede valgkamp. Donald Trump holdt valgmøder for tusindvis af mennesker, mens Joe Biden afviklede størstedelen af sin valgkamp hjemme fra sin kælder i Delaware. Det var en konsekvens af corona-epidemien.
Hvor Trump og det meste af hans stab endte med at blive smittede, gik Biden og hans nærmeste fri af smitten. Det kostede ikke på det endelige resultat. Den langsomme pointe her er, at du ikke behøver at drøne rundt til alt muligt. Det er okay, at du tager den med ro og passer på dig selv og andre – ikke bare i forhold til corona, men i alle livets spørgsmål. I sidste ende kan det være langt bedre, at du sænker tempoet og beskytter dig selv.
Tag de 7 pejlemærker med dig
Når det kommer til stykket, handler de 7 punkter herover ikke om politik eller præsidentvalg. De er pejlemærker, små livslektioner, der hjælper dig ind i det langsomme liv. Du kan skrive dem ned i din notesbog, hænge dem på køleskabet, tale med venner, familie og kolleger om dem.
De minder dig om noget vigtigt. Det behøver ikke at gå hurtigt. Livet tager tid. Det har det gjort for Joe Biden, og det gør det for dig. Din rejse kan være lang, men du kommer frem til sidst.
PS: Inspirationsinterview på Den Gode Opdragelse
Jeg har haft fornøjelsen at møde Jesper Koerstz Jensen fra dengodeopdragelse.com. Med afsæt i bogen Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv har han lavet et længere interview med mig, hvor vi taler om det fleksible arbejdsliv, et slow familieliv og bevæggrundene for at gå andre veje i livet end de konventionelle. Det er blevet et super fint interview, der også indeholder en sjov beskrivelse af det kvarter, jeg bor i, og du kan læse det her. Når du er på siden, kan du også tage et kig på de mange andre spændende artikler på sitet. Du finder det gratis interview her.
PPS: Lån bogen om slow living gratis på eReolen
Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening er en anmelderrost bog, der giver dig en introduktion til den verdensomspændende langsombevægelse og et væld af konkrete tips til at sætte farten ned i din hverdag. Du kan købe bogen som paperback, e-bog og lydbog eller låne den gratis i 30 dage på eReolen. Det eneste du skal bruge, er dit sædvanlige bibliotekslogin, og du bestemmer selv, om du vil låne den som e-bog eller lydbog. Det gør du lige her.