Der er de små ting og de store ting. Som regel er det de store ting, vi fejrer. De afgørende livsbegivenheder, forfremmelserne, succeserne, de runde fødselsdage, partnerskaberne.
Det er dem, vi holder fester for. Efter et år med corona kan man i den grad savne en god fest med mennesker, musik og bægerklang, så der er intet i vejen med de store fester.
Samtidig er der de små, men gode begivenheder, Dem har vi tendens til at glide let hen over, når hverdagen først er travl og fuld af gøremål. Det er en skam. De små ting er nemlig også værd at fejre.
At standse ved de små ting
Lad os tage et eksempel: Din partner eller en god ven siger til dig:
Min chef roste mig virkelig meget i dag.
Siger du så:
Det var da flot.
Eller siger du:
Alle tiders! Lad os åbne en flaske rødvin og fejre det. ’
Det første er det almindelige, det sidste er at fejre den lille ting. Om I fejer den med en flødeskumskage eller ved at tage resten af dagen fri, er ikke det vigtige. Det vigtige er at markere, at der selv i svære tider sker små, gode ting hver eneste dag. Ting, der er værd at dvæle ved og værd at fejre. Gør du det bliver livet sjovere.
De positive effekter ved at fejre de små ting
Tilværelsen behøver ikke altid handle om de store landvindinger. Lottogevinsterne, de nye, velbetalte jobs, triumferne og rekorderne.
Tilværelsen kan lige så vel handle om de små og enkle ting. Dem, der måske ikke skaber revolutioner ude i verden, men som føjer glæde og mening til vores dage, måske bare i små øjeblikke. Vi kan holde pause ved dem, sætte pris på dem og fejre dem. Det er noget, vi kan beslutte os for at gøre.
Gør vi det, bliver livet rigere. Ikke på penge, men på gode oplevelser, på nærvær og taknemmelighed.
Det er den ene fordel ved at fejre de små ting. Der er også en anden fordel. At fejre de små ting tager presset af. Hvis tilværelsen ikke længere bliver et spørgsmål om erobringer og store succeser, så stiller vi færre krav til os selv. Vi husker på, at der er noget at fejre, selvom det ”kun” er en venlig bemærkning, morgensolen i maj eller en vellykket oprydning af et par køkkenskuffer.
Fejrer vi de små ting, føler vi taknemmelighed, og vi har nemmere ved at føle os tilfredse. Vi ved, at vi kan lykkes og opnå følelsen af succes uden, at det skal være livsomvæltende det hele. Det stiller os et bedre sted.
Hvad vil du fejre i dag?
Tilbage er der kun et enkelt spørgsmål:
Hvilken lille ting vil du fejre i dag?
Tænk tilbage på den seneste uge. Hvilke små ting er der sket for dig, som det er værd, at du glæder dig over?
Vælg en af dem og giv dig selv lov til at fejre den. Gør det helhjertet og gør det gerne sammen med andre. Lav en fejring af den lille ting i dag. Træk et glas op, spil noget musik du elsker, hæld noget lækkert at spise i skålen. Dit humør bliver bedre, og du kommer til at smitte andre med godt humør og taknemmelighed.
God dag og god fest.
Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit populære nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Der er mere end 4.000 tilmeldte, der læser med hver uge. Du kan være med ved at tilmelde dig i boksen herover.
Foto: Emilie Haut.