Denne uge har for mange af os været en slags tilbagevenden til virkeligheden. Voksne er tilbage på jobbet, børn og unge tilbage i skole, og der er ikke så mange coronarestriktioner som før. Det ligner noget, vi kender.

Det er ikke dårligt. Der er noget livgivende i at vende tilbage til arbejdslivet med ny inspiration efter en god sommer. Har vi fået sovet ud og sol på kinderne i ferien, så er det som om, at vi kan klare lidt mere.

Så langt så godt. Inspiration og gå-på-mod er fint, men der er ikke langt fra gå-på-modet til, at dagene bliver mere travle, end godt er. Og er vi først travle gennem længere tid, så bliver hverdagen hektisk og uoverskuelig. Gør den det, så er det, der startede med inspiration og lyst, noget, der kan ende med stress og udbrændthed.

Det overrasker mange, men september er den måned, hvor flest mennesker bliver sygemeldt med stress. Når først ferieenergien lægger sig, og dagligdagens travlhed rammer som et hammerslag, kan det blive for meget.

10 tips til at sænke tempoet i en travl hverdag

Derfor er det også så utrolig vigtigt, at vi finder øjeblikke, hvor vi gearer ned. Hvor vi føler ro og balance. Det er måske ikke muligt at leve langsomt hele tiden, men det er helt sikkert muligt at have langsomme øjeblikke hver eneste dag. De øjeblikke er vigtige i travle perioder. De gør forskellen på, hvor godt vi kommer igennem de perioder, hvor vi løber stærkt.

Herunder får du 10 tips til, hvordan du kan sænke tempoet. Det er langsomme og enkle ting, du kan gøre, også når du har travlt.

1) Lav et helle i dit hjem

Forfatteren Austin Kleon anbefaler, at du indretter, det han kalder et bliss-sted i dit hjem. Det er nogle få kvadratmeter, hvor du føler ro, som du kan bruge til kreativt arbejde, og som først og fremmest er rart for dig. Et sted, hvor du ved, at hvis du sætter dig der, så er det tid til at tage en pause. I travle perioder har du brug for at give dig selv tid og rum, et space. Indret et sådant sted og sid der mindst et kvarter hver dag.

2) Læs en bog

Det at læse er en langsom aktivitet, der kræver ro og fordybelse. Du kan ikke multitaske, mens du læser. Derfor er det at sætte sig ned at læse en rigtig, gammeldags bog en beroligende aktivitet. Det er lige meget, hvilken bog du læser. Det skal bare være noget, du har lyst til, og som giver dig glæde. Selv læser jeg Star Wars-romaner for tiden, og det er hverken produktivt eller på højeste intellektuelle niveau, men jeg nyder det. Giv din bog mindst en halv time hver dag – og læs den gerne på dit bliss-sted.

3) Frameld nyhedsbreve

Brug en halv time på at afmelde nogle af de sikkert mange nyhedsbreve og mailinglister, du er tilmeldt. Gå efter kun at være tilmeldt 3-5 nyhedsbreve, der virkelig giver dig inspiration og viden. Jeg håber selvfølgelig, at Søndagslisten vil være et af dem, men det er helt op til dig.

4) Find dit yndlingstræ  

Når vi efter sommerferien får travlt, er vi tilbøjelige til at glemme de gode vaner, vi havde i ferien. En af de vaner har måske været at være meget udendørs, og den er der god grund til at holde fast i. Det giver ro og energi at opholde sig under åben himmel. Find derfor et træ i nærheden af dit hjem, det kan være i en park, i en have eller i en nærliggende skov. Opsøg det træ et par gange om ugen og sæt dig op ad det, med din ryg mod stammen. Hils på træet, tal en smule med det, men lad elles være med at foretage dig noget som helst, mens du sidder der.

5) Giv dig selv alenetid

Vi mennesker er sociale væsener, og coronatiden har vist os, at vi også har brug for at se hinanden og være sammen. Samtidig kan det også blive overvældende i travle perioder, hvis vi konstant er omgivet af andre, som vi skal tale med og forholde os til. Der kan derfor være store gevinster ved at være alene, som du kan læse om i denne artikel. Du skal ikke være alene, fordi du skal gøre eller opnå noget, men kun fordi det er rart og du kan sænke tempoet.

6) Skriv et håndskrevet brev

Det her er en slow aktivitet og en kunstart, der nærmest er glemt. Gå i en hobbybutik og køb flot brevpapir og skriveredskaber i god kvalitet, drop fjernsynet en aften og skriv i stedet et håndskrevet brev til en god ven, gammel skolekammerat, kollega eller familiemedlem. Put det i en kuvert, sæt et gammeldags frimærke på og send det afsted.

7)  Hold en nyhedsfaste

Vi er rigeligt stressede og travle i forvejen, og det gør sjældent noget godt at lade medier med deres endeløse strøm af (dårlige) nyheder føje flere bekymringer til vores hverdag. Drop at høre, se eller læse nyheder i 48 timer. Overvej, hvad det gør ved dit humør. Fortsæt fasten længere hvis du kan. Vil du gerne opdateres på hvad der sker i verden, så tag på dit lokale biblioteks læsesal en lørdag formiddag og læs et par gode aviser og tidsskrifter.

8) Drik en kop te

Den her er så simpel, som den kan være. Bryg en god kop te, uden koffein, læg benene op og kig ud ad vinduet. Lad telefoner, lyde og læsestof ligge. Gør ikke andet

9) Opgiv noget

Vi er opdraget til at se det som et nederlag, hvis vi opgiver noget, vi har været i gang med. På mange måder er det, det modsatte. Det er en frigørelse. Af tid, kræfter og bekymringer. Opgiv derfor et projekt, du er i gang med. Det kan både være privat og professionelt. Det hjælper dig til at sænke tempoet og giver dig ro og overskud. Du kan læse mere om, hvorfor det er godt at give op i denne artikel.

10) Gå en taknemmelighedstur

Gå en tur sammen med din familie eller en god ven. Tal om de ting I ser og om de gode ting i jeres liv. Alt det, som I er taknemmelige for, fra fuglene der synger over jeres hoveder, til de gode minder I har sammen. Du kan også overveje at føre en taknemmelighedsdagbog.

De små skridt og den store forskel

Måske tænker du, at det er overvældende med 10 ideer i sådan en travl efter-sommerferien-periode. Du behøver dog ikke gøre alle 10 ting. Du kan vælge et par stykker ud og bruge lidt tid på dem hver uge.  

Det er ikke altid nødvendigt at lave en revolution. Du kan også starte med at tage det første, lille skridt. Vælg en af de 10 ting herover og udfør den allerede i dag. Så kan du tage endnu et skridt i morgen. Sådan begynder du at gå. Du kommer til at opleve, at de mange små skridt til sidst vil gøre en stor forskel i dit liv. De vil hjælpe dig til at sænke tempoet og finde ro i travle perioder.


Gør som mere end 4.150 læsere og tilmeld dig Søndagslisten

* indicates required

Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Der er mere end 4.150 tilmeldte, der læser med hver uge. Du kan være med ved at tilmelde dig i boksen herover.

Søndagslisten

Læs de seneste artikler

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.