Den mest inspirerende bog jeg har læst i lang tid, er hollænderen Rutger Bregmans Utopia for realister. Da bogen udkom, fik den en masse opmærksomhed, og Bregman har både sine tilhængere og heftige kritikere. Det er en bog, der forholder sig til de helt store spørgsmål om, hvordan vi indretter fremtidens samfund. Og lad mig bekende kulør: Jeg melder mig i koret af Bregmans tilhængere.

Bregman udgangspunkt er spændende. I den vestlige verden lever mange et liv med materielle goder og en komfortabel livsstil, men de er samtidig stressede og ikke nødvendigvis tilfredse med livet. Så hvad er det vi ser, når vi forestiller os et bedre liv og et bedre samfund? Hvad er egentlig utopia?

Det hører vi ikke mange politikere, hverken i Danmark eller i andre lande, give deres bud på. Bregman mener, at vi er blevet fantasiløse. Vi stiller ikke de grundlæggende spørgsmål.

Hvorfor arbejder vi hårdere og hårdere, når vi er rigere end nogensinde?

Hvorfor lever millioner stadig i fattigdom, når der samlet set er rigdom nok i verden til at afslutte al fattigdom?

Det er gode spørgsmål, og jeg er enig med Bregman, når han skriver, at det er tid til at genopfinde de store tanker.

Hvad de kolde facts viser

En ting jeg godt kan lide ved Bregmans tilgang er, at hans ideer ikke bare er grebet ud af den blå luft. Han har visioner, og jeg er helt med på, at mange af dem er kontroversielle, men de baserer sig på grundig forskning. Han har selv en baggrund som forsker, og han bringer tankevækkende data til torvs.

  • Den globale økonomi er 250 gange større i dag end under den industrielle revolution.
  • På verdensplan dør flere mennesker af overvægt end af sult.
  • Mordraten er 40 gange lavere end i middelalderen.

Så spørgsmålet må være:

Hvorfor føler vi os så utilfredse?

Måske er det tid til at gå en anden vej? Måske er det tid til at genopfinde de store tanker og skabe en bedre, fælles fremtid?

Konceptet om den 15 timers arbejdsuge

I Utopia for realister præsenterer Bregman en række radikale ideer. Han foreslår at åbne alle grænser, og han er en stor fortaler for konceptet om en universel basisindkomst, som alle mennesker får – lige præcis nok til at de kan leve af den. Med et slag ville det udrydde fattigdom. Som eksempel påviser han, at det ville koste ca. 1 % procent af USA’s BNP at udrydde al fattigdom i landet – langt mindre end krigene I Irak og Afghanistan.

En anden radikal idé, som jeg er meget begejstret for, er, at Bregman foreslår en grundlæggende arbejdsuge på 15 timer. Det er ikke en ny tanke, den kendte og indflydelsesrige økonom John Maynard Keynes, som også danske regeringer i tidens løb har taget afsæt i, forudså, at arbejdsugen p.g.a. en kraftigt voksende økonomi ville være på 15 timer i 2030.

Der er en interessant, historisk udvikling. Frem til 1980’erne blev arbejdstiden løbende sat ned. Siden da har den i store træk ikke flyttet sig. Tværtimod har man fremmet tanken om at arbejde mere, i Danmark for eksempel gennem forhøjet pensionsalder og pres på unge for at gøre deres uddannelser færdige i en fart. Det er problematisk, og data viser, at denne øgede arbejdsmængde ikke nødvendigvis fører til flere jobs, der skaber værdi for samfundet. Ofte fører det til, at de superrige bliver endnu rigere.

Det gode ved en 15 timers arbejdsuge

Forslaget om en 15 timers arbejdsuge taler ind i en grundtone i bogen. Skal vi prøve nye ideer eller holde os til status quo? Det er så nemt at være imod noget, men man skal også have modet til at være for noget. Og tanken om en markant kortere arbejdsuge tager ikke bare afsæt i et opgør med tanken om, at mere altid er lig med bedre, men også i det faktum at produktivitet ikke går hånd i hånd med lang arbejdstid. Tværtimod arbejder vi ofte dårligere, når vi er trætte og udkørte. Resultaterne bliver derefter.

Rundt om i verden er der gjort forsøg med kortere arbejdsuger, og resultaterne viser, at medarbejdere bliver gladere, får et bedre helbred og interessant nok bliver de også mere effektive på deres job. Derudover er der en række andre positive effekter ved en 15 timers arbejdsuge.

  • Mange ønsker at arbejde mindre, og det er en måde at opfylde ønsket på.
  • Mindre stress.
  • Mere ligestilling.
  • Plads til andet i livet end arbejde – tid med børnene, lære nye ting som at spille klaver eller et nyt sprog, komme i bedre form. Det er der bredere samfundsgevinster ved.
  • Mindre miljøbelastning og mere bæredygtighed.

I bund og grund er det et spørgsmål om, hvordan vi ønsker at indrette vores samfund, hvilken fremtid vi ønsker for os selv og dem, der kommer efter os.

Det, du selv kan gøre

Lad os bare være realistiske. Uanset hvor veldokumenteret en bog Utopia for realister er, så er en arbejdsuge på 15 timer ikke noget, der kommer til at ske i morgen tidlig. Spørgsmålet er derfor, hvad du selv kan gøre, hvis du ønsker at opleve de positive effekter af mindre arbejde. Så kan du overveje.

  • At starte med at droppe alt overarbejde.
  • Ikke læse eller besvare arbejdsmails i din fritid.
  • Gå på deltid.
  • Overveje en minipensionering (det har jeg selv haft meget glæde af).
  • Blive selvstændig eller freelancer (det er ikke bare nemt, men giver dig en chance for at kontrollere din egen arbejdstid, hvis du sætter grænser).
  • Hjemmearbejde – hvis du er i en branche, der giver mulighed for det.

Det får dig ikke ned på 15 timer på et øjeblik, men disse ting er en god begyndelse.

De 179 mennesker, der absolut bør læse Utopia for realister

Der kom for nylig et forslag om en arbejdskraftreform i Danmark. Jeg forholder mig normalt aldrig til politik, men reformen hviler ikke ligefrem på Bregmans tanker. Du kan se mit indtryk af den i dette digt.

Bregman taler om at udfordre status quo, at vi er blevet fantasiløse og ikke længere stiller de store spørgsmål.

Er der 179 mennesker, jeg ville ønske, læste bogen, så var det vores folketingsmedlemmer. Blot for at høre en anden vinkel på arbejdslivet, blot for at tænke anderledes. Det er en lille og ret hurtigt læst bog. Måske ville det ikke gøre noget, hvis de læste den?


Gør som mere end 4.000 læsere og tilmeld dig Søndagslisten

* indicates required

Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Der er mere end 4.000 tilmeldte, der læser med hver uge. Du kan være med ved at tilmelde dig i boksen herover.

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.