Forleden stødte jeg på et mystisk ord, som jeg ikke havde hørt før, og som jeg vil vædde med, du heller ikke har hørt om. Det er et ord, der vækker følelser, sætter tanker i gang, og som på sin egen måde også er smukt.
Ordet er hiraeth.
Hiraeth er et walisisk ord. Walisisk er i det hele taget et underligt, men også charmerende sprog med ekstremt lange ord, der er stort set umulige både at udtale og at stave.
Hiraeth kan ikke oversættes direkte, hverken til engelsk, dansk eller noget andet sprog. Det kan beskrives som en melankoli, en længsel eller en slags hjemve, der er forbundet med en sorg eller tristhed over det, der er gået tabt. Det er ofte forbundet med et konkret sted, her selvfølgelig Wales og en walisisk kultur, der ikke længere eksisterer. Det er en blanding af nostalgi, længsel og en ærlig trang til at opleve det Wales, der var en gang.
Vi har ikke et tilsvarende ord på dansk, men den følelse ordet beskriver, tror jeg både du og jeg kender. I disse dage, hvor efteråret blæser hen over jorden, regnen pisker mod ruden og mørket dag for dig falder tidligere, er følelsen af melankoli og længsel efter det tabte genkendelig. Der er to ting, der kendetegner hiraeth og de følelser, der er forbundet med ordet.
Det er meget smukt.
Og det kan være trist. Og svært.
Der er ikke nogen modsætning mellem de to ting. Der er ofte noget smukt forbundet med det triste, som når vi skal tage afsked med nogen eller noget, vi elsker. Eller når vi har oplevet sommerens sidste dag. Vi ved, at vinteren er på vej, men samtidig tænker vi tilbage på de lyse nætter, og de gode oplevelser vi havde.
At blive ramt af hiraeth
På mange måder har 2021 været et hiraeth-år for mig. Den lange corona-nedlukning i årets første måneder gav en masse tænketid, der fik mig til at reflektere, se tilbage, mindes og længes. Vi har alle sammen gode og dårlige minder (lad være med at stole på en person, der siger til dig, at vedkommende kun har gode, lyse minder, for det er ikke sådan, livet er), og jeg tror, vi bliver klogere på os selv og vores omverden ved at turde se tilbage på vores minder og reflektere over dem. Vi skal give dem tid og plads, uanset om de er lyse eller mørke.
Det fører videre til hiraeth, en slags hjemve efter det tabte. I år har jeg været ramt af den efter usædvanlig mange besøg i Haderslev, den by hvor jeg voksede op, og som jeg forlod i sommeren 1990. Anledningen var trist, min mor døde af corona tilbage i januar, og den sorg er med mig hver eneste dag. Men det var også en lejlighed til at genbesøge barndommens gader, huske for længst glemte detaljer som aftencykelture med tændte nefalygter eller duggen på græsset på morgener i april, hvor min mor ordnede have, og jeg spillede fodbold.
Det var selvfølgelig svært, men det var også smukt. Hiraeth (som jeg ikke vidste det hed) gav mig en lejlighed til at genopleve smukke øjeblikke og se tilbage med taknemmelighed.
Det gode ved hiraeth
Oplevelsen minder om, at vi skal give plads til hiraeth – også selvom det er forbundet med længsel eller sorg. Det gør os klogere på det, vi er rundet af, og det kan fylde os med taknemmelighed. Taknemmelighed er en af de stærkeste og mest bekræftende følelser, der findes. At praktisere taknemmelighed gør os mere tilfredse med livet, også når det er svært. Desværre glemmer vi den alt for ofte i vores fortravlede samfund, hvor det handler om, at vi skal være produktive, komme hurtigt videre til det næste og helst huske at poste alt det, vi når, på Instagram og Facebook. Hiraeth trækker os ned i tempo og kan gøre os taknemmelige.
Derfor: Giv plads til din hiraeth. Giv dig selv lov til at føle melankoli og længsel efter det tabte. Du kommer til at mærke jorden under dine fødder, til at tænke på dine smukkeste minder og til at føle taknemmelighed. Det er langsomheden værd.
Det næste at være opmærksom på
På sin vis kunne artiklen slutte her. Ved tilbageblikket, ved længslen og ved hiraeth.
Jeg holder af melankolien, af at dvæle ved tingene og af at se tilbage. En af mine bøger er faktisk ét langt tilbageblik, og det er det mest meningsfulde, jeg har skrevet. Samtidig er der dog noget andet, jeg ved, og som er en anden lære af 2021.
Det er ikke frugtbart at dvæle altid. Hiraeth er en værdifuld følelse, men den behøver ikke være permanent. Tilbageblikket og taknemmeligheden er vigtige ting, der skal have plads i vores liv, men der kommer et tidspunkt, hvor vi skal tage afsked med hiraeth.
Derfor: Ligesom du giver dig selv lov til at dvæle, så giv også dig selv lov til at sige farvel til dit savn. En blæsende, regnfuld oktobersøndag er så godt et tidspunkt som noget til med taknemmelighed at lukke kapitler i dit liv.
Gør du det, så vil du opleve, at det frigør energi. At lukke en dør er at åbne en ny. Du begynder at se frem. Mod nye muligheder, veje du kan gå.
Den følelse er også værdifuld, for ligesom længslen gør dig taknemmelig, gør de nye, åbne døre dig optimistisk. Lad derfor din hiraeth gå på to ben. Dvæl ved den, giv den plads og luk derefter døren til den. Så er du godt på vej mod nye horisonter.
Tak fordi du læser med. Du kan få flere ideer og perspektiver i mit nyhedsbrev Søndagslisten. Hver søndag morgen sender jeg dig en artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv. Der er mere end 4.000 tilmeldte, der læser med hver uge. Du kan være med ved at tilmelde dig i boksen herover.
Foto: Emilie Haut.
Musik i lydversion: Rustic Ballad by Alexander Nakarada | https://www.serpentsoundstudios.com.Music promoted by https://www.free-stock-music.com. Attribution 4.0 International (CC BY 4.0, https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/