Kender du det her med, at du ved, at der er noget, der er godt for dig at gøre, men på en eller anden måde ender det med, at du ikke får gjort det?

Sådan har jeg det i perioder med motion, især om vinteren. Altså, jeg ved jo, at det er godt for mig at løbe, cykle eller spille badminton, men i de mørke måneder ender jeg i en god stol, med en bog, eller en serie fra Netflix og en skål peanuts ved hånden. Det er som om nutids-Oles behov vinder over fremtids-Oles behov.

Der kan være gode grunde til det. Vinteren er lang og mørk. Livet under en pandemi er kedeligt. Nutids-Ole fortjener at have det godt. Gør vi ikke alle sammen det?

Det har jeg det egentlig fint med. Vi har brug for pauser, for at sidde stille og komme ned i gear. Problemet opstår, når det bliver en vane. Når lænestolen og skålen med peanuts bliver en daglig foreteelse. Så mærkes det i kroppen. Den får det dårligt.

Men hvad gør man så, hvis man ikke er til de hurtige fitnesscentre med deres larm og konkurrencemiljø? Hvordan finder man tilbage til sin krop, så den bliver en medspiller og ikke en modspiller? Og kan man motionere langsomt? Slow motion?

De bedste tips fra eksperten fra Katrine Nørgaard

Indrømmet, jeg er ikke motionsekspert. Jeg er forfatter, er god til at sidde stille og skrive. Når det kommer til stykket, ved jeg nærmest ingenting om kroppen.

Derfor har jeg allieret mig med en ekspert. Til Slow Clubs podcast har jeg interviewet Katrine Nørgaard fra Hjernen i bevægelse. Hun arbejder med krop og motion, og hun hjælper mennesker, der har været ramt af hjernerystelser med blidt at genoptræne kroppen. I denne søndagsartikel får du de vigtigste pointer fra interviewet, og nederst i artiklen er der et link til podcasten, som er gratis tilgængelig i en begrænset periode.

I interviewet åbnede Katrine mine øjne for en anden og mere holistisk tilgang til motion. Der er allerede flere små ting, jeg har taget til mig, og her får du seks af Katrines gode tips.

1) Start med dine sanser

Hvor tit stryger du din håndflade mod din underarm? Hvor ofte nusser du din egen nakke? Hvor ofte rører du ved andre – uden undertoner?

Ikke ret tit, vel?

Hvis vi vil genfinde kontakten med vores krop, så vi får det bedre og favner den langsomme motion, så starter det med, at vi vækker vores sanser til live. Det er som om, at vi er blevet sterile over for vores krop. Coronatiden været en afstandstid i forhold fysiske berøringer, og det har der været fornuftige grunde til, men måske er det tid til at røre os selv og hinanden igen? Vi kan starte med kontakten med vores egen hud.

2) Kom ned på gulvet

Har du en bolig, så har du helt sikkert også et gulv, men hvor meget bruger du det egentlig? Javist, når du går fra køkkenet til stolen ved spisebordet eller fra badeværelset til sofaen. For de fleste af os er gulvet sådan en slags platform, vi transporterer os selv rundt på. Det er der ikke noget i vejen med, men dit gulv kan være så meget mere end det.

Sid på gulvet, læg dig på ryggen og stræk arme og ben helt ud. Kig op i loftet, leg med en lille stressbold, byg LEGO, kravl på alle fire og find de små nullermænd, støvsugeren har overset. Læg en pude under hovedet og tag en lur, skriv dagbog på gulvet eller meditér et kvarter. Mulighederne er mange. Du kan gøre dit gulv til en legeplads, der hjælper dig til at mærke kroppen igen.

3) Vær som et barn

Når mange af os har svært ved at komme i gang med motion, så er det ofte fordi, den føles som en pligt. Noget, der skal overstås, en smerte, som vi bliver nødt til at udholde.

Men i slow motion går vi en anden vej. Vi vækker vores indre barn til live, og vi bevæger os, fordi det er sjovt. Katrine giver nogle gode perspektiver i podcasten, hvor hun blandt andet foreslår, at vi starter med at tænke over, hvad vi rigtig godt kan lide. Hvad der får os til at grine og glemme tiden. Er det boldspil? En konkurrence? At finde sten på stranden en dag, hvor det blæser kraftigt fra vest? Bevæg dig med det udgangspunkt at du synes, det er sjovt.

4) Gå baglæns

Alle er enige om, at det er en god idé at gå, og for mig personligt er gåture min foretrukne, langsomme motionsform.

Katrine foreslår, at vi giver de daglige gåture en drejning, så vi styrker vores sanse- og bevægelsesapparat. Hvorfor ikke gå baglæns? Hoppe fremad på et eller to ben? Hinke?

5) Væk dine sanser med en sok

Når du skal have gang i dine sanser igen, så er der en helt simpel og gratis øvelse, du kan lave. Tag en god, kraftig, uldsok og fold den sammen til en blød kugle. Sæt den herefter under dine baller, når du sidder og drikker te, skriver mails, ser Netflix eller, hvad du ellers foretager dig, når du sidder ned.

I interviewet lavede vi øvelsen med Katrines medbragte sokker, og jeg blev virkelig overrasket over, hvad det satte i gang. Ryggen blev rettet op, jeg mærkede noget i min krop, jeg ikke havde mærket i lang tid. Det kan du også komme til.

6) Vær nænsom med dine smerteområder

Det er som om, at nogen har bestemt, at motion skal gøre ondt. At vi skal omfavne smerten, og der i bund og grund kun er to tilstande i kroppen. Enten gør det ondt, eller også gør det godt. Det er alt for unuanceret.

Mennesker, der har smerter, og det har de fleste af os, går ofte alt for hårdt til værks, for eksempel hvis de skal genoptræne. Gå i stedet blidt og kærligt til din krop og vær især nænsom med de områder, hvor du føler smerte. Gå langsomt til værks og gør kun lidt ad gangen. Det er ikke noget quick fix, men i længden er det en meget mere bæredygtig tilgang til kroppen og dens smerteområder.

Du kan gøre slow motion til en del af din hverdag

Ligesom Katrine kan du vælge en holistisk tilgang til din krop, og den måde du bevæger den på. Du kan vække dine sanser til live, mærke din krop igen. Det behøver ikke være hårdt eller svært. Du kan starte i det små, med det første skridt. Det kan være en af de seks ideer herover, og du kan begynde allerede i dag. Måske kan du gå baglæns, når du rejser dig lige om lidt?


Lyt til episoden og få mange flere perspektiver på slow motion

Du kan lytte til interviewet lige her. Normalt er podcasten forbeholdt Slow Clubs medlemmer, men jeg har gjort episoden med Katrine Nørgaards tilgængelig for alle i en begrænset periode. I Slow Club får du adgang til et digitalt fællesskab med mere end 100 lyd-, tekst- og videofiler, der inspirerer dig til et enkelt, langsomt og meningsfuldt liv. Det koster kun 82 øre om dagen, har du en iPhone eller iPad kan du endda få Slow Club som app, Du finder alle informationer her.

Hvis du vil se og høre mere til Katrine Nørgaard, kan du besøge hendes hjemmeside, Facebook-side eller Facebook-gruppe.

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.