Har du prøvet, at dine hjerne løber løbsk? At tankerne flyver rundt som en flue i en flaske? At du ikke kan stoppe tankerne igen, og det er svært at falde til ro. Det kan ske hvor som helst og når som helst, og i en tid, hvor vi konstant bombarderes med kommunikation, information og krav til at præstere, bliver man nemt overvældet.
Når det sker, så rammes vi af det, der populært hedder tankemylder. Det er når, din hjerne bliver til en uophørlig strøm af pligter, tanker, bekymringer og ideer, der svirrer rundt. Så er det svært at fokusere, svært at falde til ro.
Et studie fra Harvard Universitet viser, at vi tilbringer 47 % af vores vågne tid med at tænke på noget andet, end det vi faktisk er i gang med. Det trætter, og det stresser.
7 konkrete tips til at få ro i hovedet
Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg oplever det som meget ubehageligt, når tankemylderet tager over og ikke vil slippe sit tag i mig. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt at have nogle strategier og værktøjer, der kan give ro i hovedet. Her får du syv konkrete tips, du kan prøve:
1) Åndedrætsøvelser
Din vejrtrækning har betydning for dit nervesystem. Hvis du gør det til en vane at lave dybe, langsomme vejrtrækninger, når du mærker uro, kan du hjælpe din krop til at skifte fra en stressrespons til en afslapningsrespons. Tag fem minutter hver dag, hvor du sidder stille og udelukkende koncentrerer dig om dit åndedræt. Sid oprejst, luk øjnene, lad dine hænder knytte sig sammen, når du ånder ind, og spred dine fingre ud, når du ånder ud. Det er en virkelig god øvelse.
2) Gå en tur eller bevæg dig på anden vis
Når du bevæger dig, så frigiver du endorfiner, som populært sagt er din krops naturlige lykkepiller. Det handler ikke om, at du skal løbe maratonløb, men en gå- eller cykeltur i naturen kan berolige dit sind. Har du ikke mulighed for at gå i skoven eller på stranden så start med en kort tur rundt om blokken – det bidrager også til at stoppe tankemylderet.
3) Et kæledyr
Hvis du interagerer med et dyr, så kan det have en dybt beroligende effekt på dig. Måske er det en hund, der logrer med halen, en kat, der sidder i dit skød og spinder, en kanin, du nusser med. Det er simple ting, der hjælper dig til at skubbe bekymringerne væk og være mere til stede i øjeblikket.
Hvis du tænker, at det lyder underligt, så er der faktisk bøger og forskning, der dokumenterer, at der er gevinster for vores mentale sundhed i forbindelse med kæledyr. For eksempel dokumenterer en artikel publiceret i Journal of Psychiatric Research, at interaktion med dyr, kan øge udskillelsen af hormonet oxytocin, der populært kaldes ”kærlighedshormonet.” Det er et hormon, der har en positiv indvirkning på vores psykiske tilstand, for eksempel ved at reducere stress og angst.
4) Distrahér dig selv – lav en mental liste med andre ting, du kan tænke på
Normalt siger vi, at distraktioner er en dårlig ting, men når dine tanker løber løbsk, er en distraktion noget af det bedste, der kan ske. En måde du kan distrahere dig selv på, er ved at lave en liste over de ting, der gør dig glad, ting du er taknemmelig for, drømme du har eller steder du gerne vil besøge. Det hjælper at flytte tankerne hen til noget, der er godt.
5) Find et afslappende sted
Prøv at have et sted, hvor du kan trække dig tilbage og finde ro. Det kan være et stille hjørne i din bolig, hvor du bare elsker at sidde, det kan være på din yndlingsbænk i en nærliggende park eller det kan være ved havet, hvor du kan stå på en strand og mærke dine bekymringer blæse væk. Brug dit afslappende sted som en havn, hvor du kan søge ly, når dine indre storme blæser dig omkuld.
6) Spis noget beroligende – og pas på stimulanser
Det, du fylder i din krop, kan påvirke dit humør og dit stressniveau. Urtete, blåbær og mørk chokolade er tre små ting, du kan indtage, som er kendt for at have beroligende egenskaber. På den anden side skal du forsøge at undgå kaffe, alkohol og for meget sukker, når tankemylderet melder sig. Måske føles det som en lise i det øjeblik, du indtager det, men i virkeligheden bliver du mere urolig af det.
7) Giv plads til følelser – også at græde
Følelser er en naturlig del af livet, og vi bærer alle sammen på dem – både de gode og de svære. Derfor skal vi heller ikke forsøge at undertrykke dem. Det er mere end okay at græde, for det kan virke som en renselse og lette trykket.
Det første, du kan gøre
Næste gang, du føler dig overvældet og ramt af tankemylder, så start med at trække vejret dybt. Kig derefter på de syv ideer herover og vælg den idé, der er mest ”dig”. Du behøver ikke at gøre det hele på en gang, men du kan starte med at tage det første, lille skridt. Det vil hjælpe dig næste gang, du oplever dine tanker løbe løbsk. Ideerne kan give en vigtig pause, og den pause skal du give dig selv. Der er ikke nogen, der fortjener den mere end dig.
Få 7 e-bøger for under 200 kroner
Med e-bogspakken har jeg samlet mine mest populære e-bøger i en og samme pakke. Du sparer mere end 50 %, og for 189 kroner får du:
- 100 ideer til simple living.
- 100 ideer til mikroeventyr.
- Genstart: Fra udbrændt til energifyldt i 5 enkle trin.
- Minibog: 7 lektioner til dig, der drømmer om at sige dit job op.
- Søndagslisten 2021 – 52 artikler om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv.
- Søndagslisten 2022.
- Print-selv-taknemmelighedsdagbog.
Efter dit køb modtager du et link, hvor du kan downloade bøgerne enkeltvis. Du modtager dem i et praktisk PDF-format, som du kan printe ud, hvis du ønsker det.