Den spændende bog Look Again – The Power of Noticing What was Always There af Tali Sharot og Cass R. Sunstein rummer en tankevækkende fortælling. Bogen fortæller historien om to kvinder, der minder meget om hinanden. De har begge gode job og attraktive ægtefæller. De er økonomisk sikre uden at være velhavende, og deres børn trives godt. Set udefra lever de tilsyneladende ensartede liv.

Alligevel er deres livsoplevelse vidt forskellig. Den ene er tilfreds og ser positivt på livet. Den anden føler sig derimod dybt frustreret.

Betydningen af variation

Man undrer sig straks over, hvad forskellen på de to kvinder kan være. Hvordan kan tilsyneladende identiske liv – også med samme baggrund og opvækst – føre til så forskellig livstilfredshed?

Bogen tilbyder en ganske enkel forklaring. Den ene kvinde har et arbejde, der kræver, at hun rejser et par dage om måneden. Når hun gør det, savner hun sin ægtefælle, sine børn og sit hjem. Det får hende virkelig til at sætte pris på det, hun har. Den anden kvinde har ikke samme variation, men er som udgangspunkt altid hjemme. Hun kommer aldrig i en situation, hvor hun savner det, hun har derhjemme. Det er der altid.

Eksemplet understreger hovedpointen i ”Look Again”. Hvis vi aldrig får brudt op i den daglige trummerum, risikerer vi, at livet føles trivielt. Det, som engang var magisk og spændende, bliver med tiden hverdagsagtigt og gråt.

I virkeligheden er det forbløffende, hvor hurtigt vi vænner os til det nye. Om vi drømmer om en ny bil, et nyt job, en ny gadget eller endda en ny partner, så bliver det nye over tid også til rutine og kedelig vane. Det er her, at bogen handler om, hvordan vi kan kigge efter en ekstra gang. At det kan give os noget at åbne øjnene og se livet på ny, gerne ved at gøre de små ting anderledes – for eksempel at tage en ny vej til og fra arbejde.

Det er en tanke, der er værd at tage med sig her i begyndelsen af et nyt år. Hvordan kan vi – uden at rykke alting op med rode – bryde rutiner og se på vores liv og tilværelse med friske øjne?

Ideer til at se efter igen

De fleste er enige om, at en tilgang, hvor vi tager et skridt væk fra os selv, ser på livet fra nye vinkler og bryder de træge rutiner, giver god mening. Ofte er det dog nemmere sagt end gjort. Som kvinden i eksemplet fra ”Look Again” hænger vi fast i den vante trummerum. Derfor får du i dag en liste med konkrete ideer til, hvad du kan gøre for at ruske op i dagligdagen på en positiv måde, der giver ny optimisme.

  • Rejs væk et par dage – det behøver ikke være langt væk.
  • Køb dine dagligvarer i en anden butik, end den du plejer.
  • Se en film i en genre, du normalt aldrig ville se.
  • Lav et af værelserne i dit hjem om.
  • Prøv med en ny morgenrutine.
  • Tal med et menneske, du ikke kender.
  • Læs et interview med en person, som du er uenig med.
  • Tag en anden rute på din daglige gåtur, løbetur eller cykeltur.
  • Lyt til en podcast om et emne, du ikke ved noget om.
  • Prøv med en ny hobby, bare nogle få, første skridt.
  • Skriv dagbog i en uge, og fokuser på én ny positiv oplevelse hver dag.
  • Besøg en bydel eller park, du sjældent eller aldrig har været i.
  • Byt opgaver eller roller derhjemme. Lad en anden lave mad eller tage ansvaret for en opgave, du normalt gør.
  • Tag en dag uden skærme. Brug tiden på at læse, lege, gå ture eller lave noget kreativt.
  • Skift plads i hjemmet, hvor du normalt arbejder eller slapper af.
  • Inviter en ven til en spontan aktivitet som en koncert eller vandretur.
  • Køb en plante eller blomst til dit hjem.
  • Lav noget for dig selv, du normalt kun gør på ferie.

Du kan begynde i dag

Listen herover er blot til inspiration. Det er selvfølgelig ikke tanken, at du skal gøre det hele, men forslagene er eksempler på, hvordan du med enkle handlinger kan få en ny vinkel ind i din hverdag. Det tror jeg, at vi har brug for – ikke mindst ved begyndelsen af et nyt år, hvor vi gerne vil finde frisk energi og måske starte forfra.

Vælg derfor én af tingene på listen herover. Det må gerne være den lavest hængende frugt, den handling, du nemmest kan udføre. Gør den ting allerede i dag.

Så er du godt i gang. Så finder du nye vinkler i det nye år. Det kan gøre en stor forskel for dig.


Online-kurser, der gør en forskel

En ny vinkel og et brud med det trivielle kan også være at lære nye og spændende ting. Hos 20 Skridt får du en række spændende og praksisorienterede online-kurser, der skridt for skridt tager dig i en ny og spændende retning. Du kan tilmelde dig kurserne herunder, og så snart du er tilmeldt, får du adgang til et komplet læringsunivers, så du kan begynde med det samme.

Begynd din rejse mod nye vaner, ny viden og kreativ udfoldelse i dag.