Lad os sige at du sætter dig ind i et fly, der letter fra lufthavnen i Los Angeles. Flyet skal til New York, men efter at det er kommet i luften, laver piloten en lillebitte ændring. Han justerer kursen med 3,5 grader. Det er så umærkelig en ændring, at du og de andre passagerer ikke opdager det fjerneste. Først når I tre timer senere lander, går det op for dig. I er ikke ankommet til New York, men derimod til Washington D.C.
Tænk over din retning i stedet for at gå efter det hurtige resultat
Eksemplet er et godt billede på, hvor meget den lille ændring kan betyde, efterhånden som vi lægger timerne og kilometerne i vores tilværelse bag os. Pilotens ændring på 3,5 grader var umærkelig, men i det øjeblik han ændrede sin pejling og udførte en lille handling, endte han med at føre flyet til et helt andet sted.
Sådan er det også med os mennesker. Når vi justerer vores pejlemærker og tager ganske små skridt i den nye retning, så kan vi over tid komme til andre og spændende destinationer. Det er et system, der virker.
Problemet er bare, at vi har svært ved det. Vi bliver utålmodige og giver op for hurtigt. Måske sætter vi os for, at vi vil i bedre form, og derfor begynder vi at motionere. Vi cykler eller løber 20 minutter nogle dage i træk, men når vi står op mandag morgen den følgende uge, så opdager vi, at vores krop ikke har ændret sig. Den er den samme som før. Det skuffer os, vi bliver demotiverede og opgiver den nye motionsvane. Hvad vi glemmer, er, at vi hvis vi havde fortsat med vanen over tid, ville den om et halvt år, et helt år eller endda ti år have gjort en stor, positiv forskel for vores sundhed.
I et fortravlet samfund har vi lært at søge de hurtige resultater. Vi skal helst mærke en effekt her og nu, men det er en usund tilgang til at skabe forandring. Det er bedre at væbne os med tålmodighed. At pejle vores kurs, bare en smule i en ny retning, og derefter holde fast over tid, er mere langtidsholdbart og mindre stressende.
Små retningsskift, du kan gøre
Hvis vi et øjeblik forlader tanken om, at du partout skal skabe hurtige resultater og revolutionere dit liv på et øjeblik, så er der en lang række små og meningsfulde pejlinger, du kan foretage.
- Skriv tre ting du er taknemmelig for hver aften.
- Ryd op et sted i dit hjem 10 minutter hver dag.
- Sid 5 minutter om dagen uden at foretage dig noget.
- Ophold dig udendørs bare en smule hver dag – uanset vejr og vind.
- Tjek din netbank hver søndag formiddag for at identificere unødige udgifter.
- Red din seng hver morgen.
- Sæt tid af til at lære noget nyt mindst en time om ugen.
- Lyt til en fagbog på eReolen dagligt.
- Lav nogle små gymnastikøvelser på dit stuegulv nogle få minutter hver dag.
- Skriv dine mål ned i en notesbog en gang om ugen, justér løbende.
- Drik et glas vand, så snart du står op om morgenen.
- Skriv en positiv ting om dig selv ned hver morgen.
- Læg din telefon væk én time før sengetid for bedre søvn.
- Tag trappen i stedet for elevatoren mindst én gang om dagen.
- Læs et kapitel i en skønlitterær bog en gang om ugen.
- Planlæg din kommende uge hver søndag aften med tre realistiske mål.
- Giv én person en oprigtig kompliment hver dag.
Tingene på listen herover synes ikke af ret meget, men hvis du vælger bare et par af dem og holder fast i dem, over tid, vil dit fremtidige jeg komme til at takke dig for det lille retningsskift i dine daglige vaner.
Husk tålmodigheden
I et rastløst og nervøst samfund, der hylder det hurtige over det dybe, kan det være svært at bevare tålmodigheden. Men kan du finde den frem og koble den med et lille skifte i din dagligdag, så kan du både komme til New York, Washington D.C. og hvor du ellers måtte ønske at rejse hen – både i konkret og i overført betydning.
Spørgsmålet er derfor ikke, hvilket resultat du ønsker at opnå i morgen tidlig. Spørgsmålet er snarere, hvilket resultat du ønsker at opnå om et, fem eller ti år. Når du har svaret på det, kan du dernæst overveje, hvilke små retningsskift, du kan foretage, er vil hjælpe dig hen til det sted, du ønsker.
Det er ikke umuligt. Det er ikke svært. Det kræver blot, at du gør en lille ting, at du holder fast i den over tid, og du væbner dig med tålmodighed. Det er den mest effektive og holdbare opskrift på en positiv livsforandring.
Lån e-bøger og lydbøger på eReolen
Vidste du, at du kan låne flere af mine bøger som lydbøger eller e-bøger i 30 dage på eReolen? Det gælder disse titler:
- Livseksperimenter – en ukonventionel guide til et frit og kreativt liv.
- Slow living – sænk tempoet og lev et liv med mening,
- Om at leve – 20 skridt til mere overskud og mindre stress.
- 100 ideer til ChatGPT som personlig coach.
Det koster ikke en krone, og du kan låne dem i 30 dage ad gangen. Du skal blot bruge dit sædvanlige bibliotekslogin, og du kan se mere her.