De sidste par uger har jeg brugt en del tid på vores tagterrasse. Den er godt slidt, og det var meningen, jeg skulle give træværket en tiltrængt overhaling, men det er endt med, at jeg har siddet og nydt udsigten over Kalvebod Fælled og læst en tankevækkende bog.

Det har ikke været så godt for træværket, men det har været rart for mig, og det er også godt for dig. Det er det, fordi jeg i dag kan dele bogens vigtigste pointer med dig, og det ville jeg jo ikke kunne gøre, hvis jeg havde givet træplankerne olie…

Bogen er Todd Hermanns The Alter Ego Effect: The Power of Secret Identities to Transform Your Life. Den er ikke oversat til dansk, og bag den lidt (for) smarte titel gemmer der sig gode tanker og ideer. Især i de situationer, hvor det hele er op ad bakke, og hvor vores ”hverdags-jeg” har det svært med trædemølle, udfordringer og krav om præstationer.

Alter ego: Din hemmelige identitet

Groft sagt kan man sige, at bogen er en guide til at opdage din hemmelige identitet.

Og hvorfor så det?

Godt spørgsmål! Du kan sagtens overveje, hvad du skal med en hemmelig identitet, og jeg ved godt det lyder fjollet, men alter ego-metoden er effektiv. Jeg har selv brugt den, når jeg har været nervøs, inden jeg skulle holde foredrag og workshops (100 gymnasielærere i Kolding kan godt være skræmmende), og der har den hjulpet. Metoden er god, når du gerne vil ud af en død periode, realisere et nyt projekt eller se en frygt, du har, i øjnene.

Sangerinden Beyoncé Knowles har også et alter ego, og bogen er fuld af eksempler på andre, der bruger metoden. Samtidig viser studier fra University of Minnesota, at imitations-strategier – for eksempel hos børn, der får lov at klæde sig ud som Batman, inden de skal løse en svær opgave – giver en bedre opgaveløsning. Alter ego-metoden fører til mere udholdenhed, kreativitet og fleksibilitet.

Det handler altså om at finde din indre Batman, eller sagt på en anden måde:

Metoden hjælper dig til en positiv forandring i dit liv.

Hvis du vil bruge metoden, kan du splitte den op i fire skridt.

1) Find forandringen

Inden du finder din hemmelige identitet, skal du starte med at identificere, hvad du gerne vil forandre. Ifølge Hermann falder den personlige forandring inden for en af disse fem kategorier.

  • Stoppe.
  • Begynde.
  • Fortsætte.
  • Mere af…
  • Mindre af…

Du kan for eksempel sige:

  • Jeg vil stoppe med at ryge.
  • Jeg vil se mindre Netflix.
  • Jeg vil bruge mere af min tid sammen med mine gode venner.

Dit første skridt i alter ego-metoden, er, at du laver din egen liste med udgangspunkt i de fem typer personlig forandring. På den måde finder du frem til det, du gerne vil forandre i dit liv.

2) Identificér dine udfordringer

På baggrund af listen får du et klarere billede af, hvad det er, der udfordrer dig, og hvilke negative kræfter, der holder dig tilbage. Måske får du et billede, der viser, at du har det svært i visse sociale situationer eller når du skal tale til forsamlinger, og det billede skal du være opmærksom på.

Det er kun naturligt, at der er steder i tilværelsen, hvor vi har det svært, men ofte fører de til en unødigt negativ selvfortælling. Det holder os tilbage, når vi siger jeg bliver altid nervøs eller jeg får aldrig gjort det færdigt.

De fortællinger skal du ændre. Det er her dit alter ego træder ind på scenen. Du kan bruge det til at skabe nye historier om og for dig selv.

3) Find dit alter ego

Nu har du fundet ud af, hvad du vil forandre, og du har identificeret dine udfordringer, så er du snart der, hvor du kan finde dit alter ego. Inden da er det en god idé, at du definerer, hvad dit alter ego skal kunne. Skriv en række tillægsord om dit kommende alter ego, for eksempel:

  • Beslutsom.
  • Empatisk.
  • Handlekraftig.
  • Kreativ.
  • Energisk.
  • Klog.
  • Praktisk.

Nu vælger du en person, et dyr, en filmkarakter eller en historisk person, der passer på de tillægsord, du har skrevet. Måske bliver du dronning Margrethe? Martin Luther King? Meryl Streep? James Bond?

Næste gang, du har det svært, aktiverer alter ego. Så er du ikke længere dit nervøse dig, men måske James Bond. Så bringer du den negative stemme i dit hoved til tavshed.

4) Sådan aktiverer du dit alter ego

Det sidste skridt er, at du aktiverer dit alter ego. Det anbefaler Todd Hermann, at du gør gennem et fysisk objekt. Det kan være et stykke tøj, et par briller, en hat eller måske en lille ting, du har i lommen. For eksempel tog Martin Luther King nogle gange et par briller på. Han havde overhovedet ikke brug for dem, men han følte, de fik ham til at se mere ophøjet ud. Det hjalp ham, hvis han var nervøs før en tale eller en prædiken.

Start i det små

Bogen The Alter Ego Effect anbefaler, at du starter i det små. Gå på en café og køb en kop kaffe præcis, som dit alter ego ville gøre det. Gå, stå og tal som vedkommende.

Metoden er god i de perioder, hvor din selvtillid er lav og din selvtvivl høj. De perioder oplever vi alle, og der kan det hjælpe at aktivere din indre Wonder Woman eller Luke Skywalker (min personlige favorit).

Den hjælper, fordi den minder dig om noget vigtigt. Du er altid i stand til at vokse og gro. Det eneste, du behøver, er en kærlig hjælp.


Gør som 4.017 andre læsere og tilmeld dig Søndagslisten

Søndagslisten er en ugentlig artikel om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv, som jeg sender til dig hver søndag morgen. Du får inspiration til din morgenkaffe direkte i din indbakke, og du modtager aldrig mere end den ene mail om ugen.

Søndagslisten

Foto: Emilie Haut og Frida Hjaltestad.

Søndagslisten

Bliv mindet om at leve det enkle og mere meningsfulde liv, hver søndag.