Resultater. Succes. Berømmelse.

Og helst hurtigt.

Det er de parametre, vi er tilbøjelige til at måle hinanden – og os selv – på. Hvem vil ikke gerne opnå resultater? Blive beruset af succes? Og hellere i dag end i morgen?

Det virker naturligt at tænke sådan. Det er også helvedes farligt.

Vi lever i en verden, der er besat af de hurtige resultater og den hurtige succes. Det handler om at stige på rulletrappen og køre opad i en fart. Fra en ung alder lærer vi, at vi skal få høje karakterer, læse videre, klare alle eksaminer (og have et relevant studiejob undervejs) og lande drømmejobbet, inden vi fylder 25. Det handler om at nå til tops så hurtigt som muligt.

Men vi starter ikke livet med at være exceptionelle. Vi opdager vores talenter gradvist. Vi prøver ting, fejler og lærer af det. Vi bliver dygtigere. Det tager tid og kræver tålmodighed, men en dag er det alt det, vi har prøvet, fejlet og lært af, der gør, at vi kommer til at blomstre.

Faren ved den hurtige succes

Mange medier er besat af wunderkind-idealet. Lav en simpel Google-søgning, og du vil finde masser af lister over mennesker med særlige talenter og store succeser, inden de er fyldt 30. Problemet – og det er selvfølgelig ikke de pågældende talenters skyld – er, at medierne kommer til at formidle et farligt budskab.

Hvis du ikke har startet en millionvirksomhed eller ligget nummer et på hitlisten, inden du fylder 30, så har du fejlet.

Budskabet er især farligt for unge, der søger fodfæste i livet, men også for os andre, er det problematisk. Det får os til at tænke på det, vi ikke har nået. Vi tænker, at vi er ved at visne, når vi i stedet kunne så frø, spire og blomstre.

I sin tankevækkende bog Late Bloomers, dokumenterer forfatteren Rich Karlgaard overbevisende, at forestillingen om at vores hjerne (og ofte tilværelsen i det hele taget) når et højdepunkt tidligt i livet, ikke er underbygget af hjerneforskning eller anden videnskab. Den er tværtimod noget vås.

Der er en modsætning mellem besættelsen af at nå hurtige resultater og så, hvordan livet i virkeligheden er. Vi har skabt en kultur, hvor hastigheden bliver et vigtigere parameter end kvaliteten, hvor det er ungt eller intet.

Men uanset, om du er 20, 40, 60 eller 80, kan du stoppe op, gå i en anden retning og komme til at blomstre.

15 inspirerende eksempler på ”late bloomers”

Måske tænker du, at det blot er en kliché? Noget, midaldrende mennesker som mig bilder os selv ind, når hverdagen er grå? Måske, men tag så et kig på disse 15 mennesker, der alle har det til fælles, at de på et tidspunkt skiftede spor i livet og oplevede at blomstre sent.

  • Den tidligere præsident i USA, Ronald Reagan, startede sin politiske karriere som 53-årig.
  • Momufuko Ando var 58, da han opfandt instant-ramen nudler, så er du vild med den populære ramen-suppe, skylder du ham tak.
  • J.R.R. Tolkien fik sin første roman, Hobitten, udgivet, da han var 45.
  • Gladys Burrell gennemførte Honolulu maraton, da hun var 92, som den ældste kvinde nogensinde. Hun løb sit første maraton som 86-årig.
  • Laura Ingalls Wilder, der skrev Det lille hus på prærien, debuterede, da hun var 65.
  • Modeskaberen Christian Dior var 41, da han grundlagde modehuset Dior.
  • Ian Fleming skrev den første James Bond-bog som 44-årig.
  • Videnskabsmanden Charles Darwin var 50 år gammel, da hans bog Arternes oprindelse udkom, og ændrede naturvidenskaben for altid.
  • Forfatteren J.K. Rowling var 32, havde et ton afvisninger bag sig og var alenemor, da den første Harry Potter udkom, i blot 1.000 eksemplarer.
  • Harland David Sanders åbnede sin første Kentucky Fried Chicken som 62-årig, og det blev en verdensomspændende restaurantkæde.
  • Forfatteren Suzanne Collins udgav første bind i hendes vildt populære trilogi Hunger Games, da hun var 46.
  • Skuespilleren Samuel L Jackson var 43, da han landede sin første store filmrolle.
  • Miguel de Cervantes skrev den mest oversatte roman i verdenshistorien, Don Quixote, som 58-årig.
  • Modedesigneren Vivienne Westwood åbnede hendes berømte punkbutik, Sex,som 36-årig.
  • Paul Cézanne, en af verdenshistoriens meste berømte malere, begyndte først at male efter, han var fyldt 30.

Tag den tid, det tager at nå dine mål

Det er ikke sikkert, du starter et modehus, bliver præsident eller bestsellerforfatter, men listen minder dig om, at du kan komme til at blomstre. Måske blomstrer du allerede der, hvor du er, men drømmer du om at gå andre veje i livet, så er listen en opmuntring.

Det er ikke det samme, som at det er nemt, Hvis du vil en anden vej, så kræver det, at du stiger af rulletrappen. At du frigør dig fra den kultur, der dikterer, at det hele er et spørgsmål om den tidlige succes. Det er det ikke, så husk:

  • Du behøver ikke følge det skema, eller den tidsplan andre har lagt.
  • Du kan få ny luft under dine vinger.
  • Det er aldrig for sent.

Jeg debuterede som forfatter, da jeg var 38. Nu er det blevet til 8 bøger. Havde jeg tænkt, at det var for sent, da jeg blev ”voksen”, var de bøger aldrig blevet til noget. Det var den artikel, du læser lige nu, heller ikke. Der er ikke noget hokuspokus. Jeg sidder bare og skriver. I et worddokument, i nattøj og med snotnæse. Det er ikke eksotisk, men jeg gør det, jeg drømte om i årevis.

Du behøver ikke gøre noget eksotisk. Men du kan tænke over, om du gerne vil blomstre. Vil du det, så kan du være stensikker på, at du kan komme til det, uanset hvor ung eller gammel du er. Uanset hvor du er i livet lige nu.


Få 7 e-bøger for under 200 kroner

Med e-bogspakken har jeg samlet mine mest populære e-bøger i en og samme pakke. Du sparer mere end 50 %, og for 189 kroner får du:

  • 100 ideer til simple living.
  • 100 ideer til mikroeventyr.
  • Genstart: Fra udbrændt til energifyldt i 5 enkle trin.
  • Minibog: 7 lektioner til dig, der drømmer om at sige dit job op.
  • Søndagslisten 2021 – 52 artikler om det enkle, det langsomme og det meningsfulde liv.
  • Søndagslisten 2022.
  • Print-selv-taknemmelighedsdagbog.

Efter dit køb modtager du et link, hvor du kan downloade bøgerne enkeltvis. Du modtager dem i et praktisk PDF-format, som du kan printe ud, hvis du ønsker det.


Ole Ditlev Nielsen

Foto: Emilie Haut