Forfatteren Dan Buettner har skrevet en række spændende bøger om fænomenet blå zoner.
Og hvad er så en blå zone, spørger du?
Blå zoner er de steder i verden, hvor mennesker lever længst. Hvor andelen af mennesker der fylder hundrede er højest i forhold til indbyggertallet. Det er den japanske ø Okinawa, Nicoya-halvøen i Costa Rica, bjergområdet Barbagia på Sardinien og flere andre steder i verden.
Blå zoner handler om det naturlige liv
Evigt liv er en drøm, som vi ikke kan opnå. Imidlertid kan vi ved at studere de blå zoner, blive klogere på, hvad der gør, at vi lever længere – og nok så vigtigt også oplever en høj livskvalitet, mens vi gør det. Det er en læsning værd, og kan man abstrahere fra den lidt (for) amerikanske tone i Buettners bøger, er der meget værdifuldt læsestof at hente.
Selv blev jeg glad for at læse, at der ikke er ret mange fitnesscentre og effektiviseringskrav i de blå zoner. Jo, kost har en betydning, men ikke i form af mærkelige modekure, men i form af naturlig mad. Frisk luft og fællesskaber er mere vigtigt, hvis vi vil leve længe. Jeg blev også glad for at læse, at mændene i bjergene på Sardinien er glade for at drikke rødvin.
Buettners analyser af de blå zoner kan sammenfattes til en konklusion, der siger, at vi lever bedre og længere, hvis vi lever naturligt.
Det er den ene pointe.
Den anden pointe er Buettners metode.
At identificere et eller flere områder, hvor der er noget, der lykkes. Hvor man har det godt. Hvor man skaber resultater på en måde, der er naturlig og bæredygtig – også for mennesker. Derfra spørge hvad man kan lære af det. Kan man blive inspireret? Leve lidt som menneskene i de blå zoner?
Det er en metode, vi alle sammen kan gøre brug af. I mange sammenhænge.
Hvad er din blå zone?